∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Marie-Antoinette på Det Kongelige Teaters Mellemgulvet.
Visuelt underskøn forfaldshistorie fra Frankrig omkring revolutionen, 1789.
Kunsten kan i de bedste stunder være dobbeltbundet – og det er lige netop, hvad ”Marie-Antoinette” er på ”Mellemgulvet” i Skuespilhuset. Smuk, grænsende til det helt utrolige, i kridhvid sen-rokokostil. Men nedenunder og mod slutningen af historien trænger opløsningen og pointeringen af den kollektive undergang sig på. Revolution og henrettelse af de ”skyldige” er uundgåelig.
Frankrig, Paris, Versailles – i 1770erne og 1780erne – det r lokationen. det hele er flot dirigeret af instruktøren Anna Balslev og ikke mindst skabt af scenografen Laura Løwe, mens teksten, skrevet af Sonja Ferdinand, kunne være mere interessant, men synes at være ”brugsvenlig”.
Gruppen bag kalder sig ”Regimentet” og mødtes på Betty Nansen Teatret til den ligeledes spektakulære forestilling ”Stolthed og Fordom”. Da var det et 1800- talsbillede hentet i England, som blev demonstreret og delvist knust. Nu er det årene op mod den franske revolution, 1789, der er omdrejningspunktet med Marie-Antoinette som centrum. Den lille østrigske kejserdatter, der som 14 årig blev gift med den 16 årige franske tronarving Ludvig, senere d.16.
Vi kender historien ganske godt, hvis vi gik i skole for mange år siden, da det var et yndet emne i historieundervisningen. Også i kunsthistorien skal man kunne perioden. For de store visuelle markeringer, bestillingsopgaver hos bl.a. den franske maler David, udspringer af den dekadente periode. Alt det, turisten kan opleve og beundre på Louvre i Paris.
Og hvem har ikke besøgt Versailles og dånet eller blot været træt, for afstandene er store i både slotsgemakker og park, hvis man ikke kører i futtog ned til det neoklassiske Petit Trianon, hvor Marie-Antoinette kunne slå sine romantiske folder omgivet af små mæh-lam og en charmerende let boligindretning. Nogle af ideerne byggede naturligvis filosoffen Rousseaus tanker om ”tilbage til naturen”. Også Mozart bliver lige nævnt i forestillingen, for han mødte vist den lille Marie- Antoinette i Wien, da de begge var børn.
Denne forestilling vil naturligvis mere end blot være illustreret klassiker og viser mod slutningen den mørke side. For ligeså smukt alt var på overfladen, i samme grad var der et mørkt modbillede. En fæl stank gennemtrængte alt, for de sanitære forhold var håbløse, og så kom den økonomiske undergang i 1780erne, hvor den franske befolkning begyndte at sulte. Men næsten intetanende festede de videre på Versailles.
Resten kender vi: Revolutionen i 1789 efterfulgt af diverse halshugninger få år efter, inklusive Marie-Antoinettes. Nye, mindre revolutioner i 1800-tallet – og så er vi oppe i nutiden, hvor alt er forandret .. eller?
Skuespillerne er flot og stramt dirigeret og koreograferet af Sebastian Kloborg, musikken af Viktor Dahl er bemærkelsesværdigt velfungerende uden tilsyneladende så meget som en enkel 1700-tals tone. Kostumerne er overdådige og meget raffineret skabt. De er så lette, at de klarer det vandbad, de alle skal igennem midtvejs i forestillingen, både som illustration af springvandene på Versailles og en generel druknedød. Samtidigt er parykken et symbolsk element – der kan tages på og af i et væk. Raffineret udtænkt.
Scenografien er til UG. Et hvidt rum, der viser sig at være et bassin, hvor den brune ”gift” lidt efter lidt trænger sig på. Teksten er rimelig god, ligger på hjul af andre tekster, bl.a. er det moderne for tiden, at samme sætninger gentages og gentages. Det var sjovt engang.
Sammenhængen imellem instruktion/koreografi og scenografi aftvinger respekt. Skuespillerne er gode, og de er bedre og mere modne, end de fleste var på Betty Nansen Teatret, hvor det kneb gevaldigt med at sige replikkerne. Nu går det bedre. Sproget er nok mere ligefremt, men optimalt er det endnu ikke og bliver indimellem jappende her på den lille scene på Det Kongelige Teater.
Det er en kollektiv forestilling, så ingen skuespiller skal fremhæves. Men sæt gerne tempoet lidt ned og tænk en smule over, hvad der siges. Det kunne være et godt råd til de fleste af skuespillerne, der forhåbentlig skal underholde rigtigt mange publikummer – unge som gamle.
Ps. Det lille program (20 kr. )har en fin historisk oversigt over fransk historie omkring 1789. God idé.
Medvirkende:
Nanna Skaarup Voss / Marie-Antoinette
Simon Kongsted / Choiseul / Dommeren / hoffet
Mathias Bøgelund / Louis 16. / Anklageren / hoffet
Alexander Bryld Obaze / Axel von Fersen / hoffet
Anne Plauborg / Maria Theresia / Mdm du Barry /Mdm de la Motte / hoffet
Freja Klint Sandberg / Polignac /hoffet
Viktor Dahl / musiker
Manuskript: Sonja Ferdinand
Iscenesættelse: Anna Balslev
Scenografi og kostumedesign: Laura Løwe
Koreografi: Sebastian Kloborg
Lysdesign: Balder Nørskov
Lyddesign: Rasmus Kreiner