Kulturkupeen

Memoriam  af Scenatet – vist i Musikhuset i København ( Det gamle Bymuseum).

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Memoriam  af Scenatet – vist i Musikhuset i København (Det gamle Bymuseum).

Når gruppen Scenatet præsenterer det nye sceniske værk: ”Memoriam”, får forestillingen følgende ord med på vejen: Et poetisk fremtidsblik ind i en dystopisk verden.

Ja, det kan alle komme og sige, men faktisk passer det meget godt på vores kollektive situation lige nu, men ”Memoriam” er dog andet og mere. Det er i bund og grund et Gesamtkunstwerk, hvor de enkelte elementer som udgangspunkt er sidestillede med lige værd. Dvs. musikken, ordene, musikerne og danseren og ”billedet”. I alt 6 personer optræder på den smukke spilleplads: et spejlgulv. Det betyder at indimellem mangedobles personerne på spillepladsen omgivet af lysrør: de to sangere, de tre musikere og så den allestedsnærværende danser.

Memoriam. Scenatet. 2022. Foto: AdeY.

Bagom ligger komponisten og forfatteren Niels Rønsholdts ord og toner. Ordene opfatter man i og for sig ikke, men de kan læses i det lille program. Men hvilken rækkefølge bliver de i øvrigt opført i?  Musikken er interessant og svæver ligesom kostumerne mellem tiderne. Musikken er dog rimelig simpel med to violinister, to sangere som af og til suppleres af de unge violinister samt en percussionspiller.  Alle har kostumer på, som sammen med musikken giver et signalement at en tid uden forankring – men bagudskuende. Her er ingen zombier.

I dekonstruerede, historiske barokkjoler og noget etnisk, der både signalerer Lapland og Indien, har de optrædende også ansigtssmykker, men fortolkningsmæssigt fører det én på herrens mark og ud på de store verdenshave eller mod polerne, da alle også har en form for nordpolstøvler på.

Scenografen har virkelig været på arbejde, og bortset fra al det metal i ansigterne er det hele ganske smukt, betagende, næsten tranceagtigt.

Alle de implicerede har kæmpet for at være synlige, og så er spørgsmålet, om denne times urfortælling om undergang eller vejen mod et kollektivt nulpunkt nu også kan og skal forståes?

Det er mit første møde med Scenatet, som har bestået siden 2008 og stadig arbejder på tværs af kunstarterne med vægt på eller udgangspunkt i partiturmusik. Det er flot. 14 år er lang tid til showbiz.

Memoriam. Scenatet. 2022. Foto: AdeY. ( Fra en prøve.)

Men tilbage til ”Memoriam”. Med den meget aggressive danser midt på scenens spejlgulv i Tim Matiakis’ brutale koreografi, som var meget lidt yndefuld, blev det egentlig svært at forstå udviklingen. Anderledes med musikken, som syntes at omslutte sig selv.

Men uanset hvad, så blev det en interessant oplevelse. Det hele begyndte og sluttede på samme vis, hvor alle optrædende sad på gulvet let mumlende, mediterende – men var de kommet til vejs ende, eller ud på den anden side? Vi fik ikke nogen forklaring,

 

FAKTA
Spilleperiode: 25. – 27.oktober 2022
Lokation:
Musikhuset København, Vesterbrogade 59, 1620 KBH V
Varighed:
ca. 60 minutter

Memoriam er initieret, bestilt og produceret af Scenatet.

Ide, komposition og tekst: Niels Rønsholdt
Koncept og iscenesættelse: Niels Rønsholdt, Tim Matiakis og Anna Berit Asp Christensen
Koreografi: Tim Matiakis
Danser: Marie Kaae Schmidt
Scenatet: Signe Asmussen (sopran), Mathias Monrad Møller (tenor), Anna Jalving (violin, bratsch), Katrine Grarup Elbo (violin) og Matias Seibæk (percussion)
Lysdesign: Jonatan Winbo
Styling og kostumer: Ylva Falk
Assisterende producent: Christine Walter Sørensen
Kunstnerisk ledelse: Anna Berit Asp Christensen

Produktionen er støttet af Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Den Obelske Familiefond, Dansk Komponistforening, KODA Dramatik, Knud Højgaards Fond, 15. Juni Fonden og William Demant Fonden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.