Af Ulla Strømberg.
Mindeord om ballethistorikeren Erik Aschengreen.
Det er sjældent, at en anmelder og universitetsmand har været elsket af de fleste. Men ballet- og litteraturhistorikeren Erik Aschengreen, der netop er gået bort, formåede at være venner med alle. Hans pen var venlig, og når han talte, var det med en behagelig blanding af ironi, vid og viden.
Han blev 88 år. Det er kun få dage siden jeg sidst vinkede til han i teatret, hvor hans øjne strålede som sædvanligt. For der var ingen tvivl. Han elskede sit fag og havde oplevet flere generationer af dansere vokse op, blomstre og flyve fra den hjemlige rede.
I bogen ”Som jeg kendte dem” fra 2007 ses med hvilken varme og også taknemlighed han kvitterede for de mange møder og samtaler med ballettens store navne i hele verden: Alvin Ailey, Martha Graham, Rudolf Nurejev, Erik Bruhn og den ældre kollega fra Berlingske Tidende, Svend Kragh Jacobsen blandt mange andre.
En yngre Erik Aschengreen tegnet af Claus Seidel.
Doktordisputatsen fra 1986 om den franske kunstner Jean Cocteau er anderledes lærd. Også den store bog ”Mesteren” om Harald Lander viste, at Aschengreen havde flere sider.
Hans ”Balletbogen”, hvor seneste udgave er i to bind med musiknoter af afdøde Ole Nørlyng, har fulgt mig igennem de seneste årtier. Når jeg som radiojournalist i gamle dage kunne blive i tvivl om, hvor hårdt, der skulle gås til problemerne på Det Kongelige Teater i balletafdelingen, var Erik Aschengreen god at have med. Ingen kunne blive vred på ham.
En af de mest underholdende radiosamtaler, jeg har sendt, var med Erik Aschengreen som cicerone backstage på Balletskolen på Kongens Nytorv i 1980erne. Her var han også lærer. Vi talte ikke så meget om kunsten, men Erik Aschengreen formåede at levendegøre i ord den mærkelige legeplads, som balletbørnene havde adgang til, højt oppe over byens tage på Kongens Nytorv. Han fremmalede ulykkelige og deprimerede balletbørn, der kunne få lyst til at springe. Men så gik vi hurtigt videre ned i biologilokalet og så på vadefugle og andre udstoppede dyr. Det var sjovt, det var hyggeligt og samtidigt begavet.
Erik Aschengreen vil blive savnet i hele den mere klassiske balletverden og husket længe for alt det, han gav andre.
Fine mindeord. Kendte ham ikke – men var betaget af hans vid.