Kulturkupeen

Af Ulla Strømberg.

Mindeord om Johannes Møllehave (1937-2021).

Præsten, forfatteren og foredragsholderen var folkeeje i mange år.

Alle kendte ham, selv om de ikke havde mødt ham. Men var man så heldig at støde på ham,  blev det til en livslang forbindelse. For Møllehave var trofast på sin egen flyvske måde. Og man kunne ikke lade være at holde af ham, fordi han ikke kun gav ord til andre, han gav også sig selv.

Min relation var ren professionel via Danmarks Radio, hvor han var verdens nemmeste person at sætte foran en mikrofon. Selvfølgelig skulle man passe på tiden, og måske også på de andre debatdeltagere, hvis ikke det var et interview. Han talte og talte, og så måtte vi andre styre resten. Og dog, engang hvor han var sammen med en anden højt begavet og veltalende mand standsede  Møllehave pludselig op og så på de to andre debatdeltagere, som simpelthen var gået i baglås. Så begyndte han at stille spørgsmål til dem – på den venligste måde.

Johannes Møllehave. Tegning af Claus Seidel.

Tilbage i de tidlige 1980erne var hans forfatterhustru Herdis altid en del af Møllehave-pakken. Forstået på den måde, at han som regel sagde: ”Men skulle du ikke også tale med Herdis?”. Sådan endte jeg i en eksklusiv basisgruppe med skrivende kvinder, som samlede penge ind til Grevinde Dannnerstiftelsen. Johannes har sikkert været med på sidelinjen.

Møllehave skrev meget, kunne ikke lade være med at analysere alt fra litteratur til teater, men var måske lidt ude af trit med den fremherskende stil på parnasset, som i de år var stram og strukturalistisk. Han gik til kilderne, også de biografiske, hvad man ikke gjorde på det tidspunkt.  Da han blev grebet af det dramatiske universalgeni Shakespeare, flyttede han til England.  Om det var den sande  årsag, ved jeg ikke,  men han boede vist i nærheden af Strattford og kunne på den måde  opleve Shakespeare på scenen af ypperste klasse.

Den kærlighed til ord, om det var til teater eller litteratur, var smittende, og man kunne nemt føle, at selvfølgelig skulle man lige besøge ham derovre, når han nu tilbød det.  Shakespeare-studierne blev bl.a. til bogen ”Uglen og bagerdatteren” (2002). Titlen er lånt fra en af Ofelias vanvidsscener. Genlæses hans tekst er det imponerende, hvordan han associerer fra Shakespeare til Ovid og til teateropsætninger, han netop har set og sanset.

Johannes Møllehave. Tegning af Claus Seidel.

Møllehave levede ofte i nuet. Men det, der så impulsivt ud, var sikkert nøje overvejet. Engang var jeg til bryllup i Virum Kirke. Da præsten trådte frem, var det Johannes Møllehave. Han var på det tidspunkt sikkert begravet i H.C. Andersen studier, for prædiken var bygget over ”Hvad Fatter gør er altid det rigtige”. Det er den bedste introduktion til et ægteskab, jeg har hørt.

At tale om genbrug er forkert – Møllehave var i sine velmagtsdage ekstrem produktiv, næsten på en umenneskelig måde og ville nok i dag få en bogstavsdiagnose. For almindelige mennesker kan ikke overkomme det, som Møllehave lykkedes med som præst, mediedarling og seriøs fortolker af litteraturens uudtømmelige lagre.

I de seneste år var det sværere for ham at holde tempo og gejsten oppe efter flere sygdomsforløb. Måske var det vores skyld, at vi ikke brugte eller forbrugte ham i de rette, afmålte doser. Men det var en gave at kende præsten og talemaskinen, for han udstrålede altid venlighed, glæde og varme – og så bliver alt jo lidt nemmere – for en tid.