Kulturkupeen

Moderne i 100 år – Wilhelm Lauritzen arkitekter. Jubilæumsbog.

 

Anbefalet af Ulla Strømberg.

Moderne i 100 år – Wilhelm Lauritzen arkitekter. Jubilæumsbog.

Elegant og meget smuk bog om tegnestuen Wilhelm Lauritzen Arkitekter – skrevet af Christian Bundegaard.

Det er en hyldestbog til firmaet Lauritzens forskellige bygningsværker, hvor flere skiller sig ud ved at være forholdsvis tidløse, men aldrig helt.

 

Forfatteren Christian Bundegaard har en ualmindelig karriere som først digter, så forlagsdirektør, siden bl.a. arkitekturskribent. Nu samler han trådene og indsætter Lauritzens forskellige bygninger i et samlet perspektiv, så det kan fremgå, hvordan tegnestuen har fulgt den samfundsmæssige udvikling og hele tiden levet op til nye behov.

Det er fint, så længe det drejer sig om de smukke bygninger, sværere er det, når nutiden er present. Men jeg vil jeg straks fremhæve det gamle Radiohus – og ikke mindst koncertsalen som et af de lykkelige værker.

Salen i det tidligere Radiohusets Koncertsal – tegnet af Lauritzen. Foto: US 2023.

Så sent som i søndags var jeg i koncertsalen, faktisk for første gang i flere år, men hvilken fryd at se de smukke, velbevarede materialer: forskellige træsorter, bevidst belysning og en overdådig anvendelse af læder og sten.  Selvfølgelig var der inde i selve koncertsalen sket ændringer af akustiske hensyn med nogle moderne hvide afskærmninger og et stort antal lyddæmpende plader svævende i loftet over musikerne, men det er til at leve med.

Koncertsalen er stadig mageløs at sidde i, og Lauritzens ”gesamtkunstwerk”, hvor alt inc. lys og stole indgik i det samlede designprogram, lever stadig  på smukkeste vis. Resten af huset er sværere, men med gedigne materialer, bl.a. marmor. Meget har overlevet, fordi huset på et tidspunkt blev fredet. Og heldigvis er asbesten vel nu helt fjernet fra det, der engang var radiostudier. Men her er jeg ikke uvildig. Har tilbragt for mange og også svære timer i det hus som ansat i DR.

Moderne i 100 år. Bog. Opslag fra bogen med affotografering af den første terminalbygning til Kstrup Lufthavn. ( bygget i 1939 – siden flyttet). tegnet af Wilhelm Lauritzen. Det fremgår ikke hvornår fotografiet er taget.

Det skal ikke skade Bundegaards bogprojekt, for det er mere end nyttigt at se en tegnestue i historisk perspektiv og respekt for, hvordan nye og yngre kræfter på tegnestuen igennem nyere årtier både har fastholdt nogle af de oprindelige kerneværdier, som bl.a. et vigtigt samspil imellem hus og natur, og alligevel bevæget sig med tidsånden og måske også politiske krav.  Naturen har hele vejen været et vigtigt element. Ironisk nok mindes jeg ikke nogensinde at have været i den berømmede have midt inde i solar plexus på Radiohuset, men måske måtte man slet ikke opholde sig der i det grønne, som blev gennemført af den berømmede havearkitekt G.N. Brandt m. fl.

Det grønne indgår fortsat i værker fra tegnestuen bl.a. i det kommende storhospital i Hillerød, som er under opførelse nu.  Formen er interessant ifølge tegningerne, som to sammenklemte cirkler lagt vinkelret på hinanden. Man kan dog blive bange for, at det kan blive lige så svært at finde vej som i et cirkulært hus.  Også nogle smukt afbildede trappeformationer på et allerede eksisterende hospital, Psykiatrisk hospital i Slagelse, viser nogle ganske delikate trappeforløb, men her vil en hel del mennesker nok på dårlige dage blive svimle.

Sikkerhed og trivsel er selvfølgelig meget individuelt, og det meste af det, som Lauritzen arkitekter har skabt fremstår i dag som næsten kernesundt, men der er undtagelser, bl.a. den såkaldte Bohr-bygning på Jagtvej – en del af Københavns Universitet. Det byggeri berøres ikke meget – og er vist heller ikke ude af den generelle omkostningsskandale.

Moderne i 100 år. Bog. Opslag fra bogen med affotografering af Niels Bohr Bygningen i København. Tegnet af Lauritzen Arkitekter ( 2022) – i følge teksten i samarbejde med professor Per Hedegaard vedr. facade.

Et af de nyere byggerier, som også får en del ord med på vejen, bl.a. fordi en ny borgerinddragelse var med til udformningen, er Krøyers Plads ud til Københavns Havn på Christianshavn-siden og ikke langt fra ”Det hvide snit”.  Krøyers Plads er i dag kendt for at rumme nogle meget dyre ejerlejligheder, men de tre beboelseshuse med lidt skæve tagkonstruktioner i mørke sten er ganske smukke og tillige spektakulære. Mange københavnere kender nok til bygningerne set fra Nyhavn. Og i denne tid er der desværre ved at komme nogle ganske anmassende alt for høje fætre af bl.a. BIG på den såkaldte Papirøen. Så må man bare glæde sig over den æstetiske fornemmelse, som Lauritzen Arkitekter evnede at føre igennem.

Listen er lang over vigtige byggerier, fra Det gamle Daells Varehus i Nørregade (1922) – Den første, den anden og den tredje terminal I Kastrup Lufthavn (fra 1939 og fremefter), Radiohuset ( 1942-45) og     Folkets hus på Vesterbro, i dag Vega ( 1956), TV—byen i Gladsaxe – og mange flere.

Desværre er der ikke en samlet oversigt over bygningsværkerne, eller ombygninger for den sags skyld. I det hele taget er det så som så med den klare opdeling af det spændende stof.

Bundegaard inddrager på bedste vis mange af de forbilleder, som gamle Wilhelm Lauritzen naturligvis har haft. Men når lofter og tag bølger, så er det ikke hentet ud af ingenting, men peger direkte tilbage på Alvar Aalto. Præcis som kollegaen Arne Jacobsen også stod på skuldrene af de lidt ældre modernister.

Sådan er det, og det bør altid tages med, når en kunstnerisk eller mere håndværksmæssig proces beskrives. Forgængerne og pionererne må ikke glemmes.

Bogen er vist tænkt som et jubilæumsskrift, og det er fint. Men lidt kritisk analyse havde været gavnlig, eksempelvis omkring Folkets Hus fra 1950erne, hvor ornamentikken på mange måder fastholder huset i en fortidig tradition, i modsætning til det lidt ældre radiohus.   Bundegaard fremhæver sammenhængen imellem samme Folkets Hus og et nabohus. Det virker lidet overbevisende på et foto.

”Moderne i 100 år” er en meget velskrevet bog. Sammenlignet med mange andre arkitekturbøger er den en lise at læse, og heldigvis er der ingen fagfællebedømmelse . Men en mere pædagogisk disponering havde været nyttig,  for at læseren vil kunne finde nøglen til Lauritzen Arkitekters bedrifter. Jeg måtte ved læsningen flere gange ty til andre opslagsværker for at holde fast i kronologi, overblik m.m.

Ligeså er det vel vigtigt at medtage årstal på fotografier og skelne skarpt imellem udkast og realiserede projekter i billedteksterne. Og en god litteraturliste med tydelige kilder, udover noterne,  er også gavnligt, hvis interesserede skal gå videre.

Men Lauritzen Arkitekter har nu fået en opdateret hyldestbog, og det kan de kun være stolte af.

Udkommet i 2022 og også oversat til engelsk:

 

www.strandbergpublishing.dk-

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.