∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Napoli. Repremiere på Det Kongelige Teater. ( Genset lørdag d.9.11.2018)
Glædeligt gensyn med ”Napoli” – ikke mindst takket været det fortræffelige par: Jonathan Chmelensky som Gennaro og den altid perfekt dansende Holly Jean Dorger som Teresina. De var hele aftenen værd. Og dermed blev gensynet med denne opsætning langt bedre end ved festivalåbningen i juni i år med andre dansere.
Napoli. Det Kongelige Teater. 2018. Foto: Henrik Stenberg.
Den spinkle historie i ”Napoli” er spundet omkring dette par: han er fisker, hun har desværre en ambitiøs mor, der selv vil vælge sin svigersøn. Men så tager skæbnen over. Og da den unge fisker, med lidt hjælp fra det hinsides, kan hente den druknede pige tilbage fra dødsriget og ud af underverdenens klør, er der ikke ende på glæden. Brylluppet kan stå, og alle kaster sig til sidst ud i en kåd ”Tarantella”, den vilde dans, som også æggede Henrik Ibsens lille Nora i ”Et Dukkehjem”.
Inspirationen fra det varmblodige Italien var markant igennem hele det 19. århundrede, uanset om kunstnerne havde været på de sydlige breddegrader eller blot læst og lyttet sig til stemningen. Men Bournonville nåede faktisk til Napoli i 1841 og kom hjem fuld af inspiration.
Napoli. Det Kongelige Teater. 2018. Foto: Henrik Stenberg.
”Napoli” som ballet er et af det Kongelige Teaters fineste klenodier. Oprindelig havde balletten premiere i 1842 og siden da med succes og også lettere kritiske røster genopsat, bearbejdet og fornyet. Så den ”Napoli” vi i dag møder på scenen er langt fra Bournonvilles originale form.
I den nye Napoli-version fra 2009 ved balletmester Nikolaj Hübbe og Sorella Englund er der dømt moderne italiensk stemning godt understøttet af Maja Ravns scenografi. Den lægger op til at være en italiensk spillefilm fra 1950erne med lidt Fellini-inspiration, noget fra Ruth Atkins ikoniske fotografi fra 1951 og rigeligt med tung teaterteknik, der bl.a. placerer et par postkort af Vesuv på bagvæggen. For Bournonville var naturligvis som alle andre betaget af både vulkanen i nabolaget og folkestemningen.
Hele første akt er meget fortællende med ganske lidt dans. Her præsenteres bylivets forskellige trakasserier, men det er som om hverken koreografer eller scenograf helt har besluttet, hvilket århundrede de skal hælde til. Og farverne er i den grad sat på lavblus. Smukt er det, men det samlede billede mangler kant i dag, 9 år efter premieren på denne version.
Napoli. Det Kongelige Teater. Pressebillede.
I følge musik- og ballethistoriker Ole Nørlyng var Bournonville i stor tidsnød og have flere komponister til at skrive musikken til de forskellige akter. Som det kan høres i dag, 2018, er musikken af Edward Helsted, H.S. Paulli og H.C. Lumbye netop problemet, fordi tempoet ikke mindst i første akt er LANGSOMT. I den nye Napoliversion er det musikken, som trykker stemningen ned i første akt. Dertil kommer at Gades musik til anden akt smidt ud. Handlingen er her rykket under havet og ind i den blå grotte. Denne akt var i perioder så kedelig, at den blev døbt Brønnum-akten, fordi publikum listede ud og fik et par drinks på restauranten ved siden af teatret, for så at indtage pladserne igen til den festlige 3. akt. Musikken til denne svære mellemakt er nu skabt af komponisten Louise Alenius. Hendes semimoderne musik fungerer faktisk fortræffeligt og har overlevet de 9 år siden førsteopførelsen. Det smukke, elskende par sammen med havguden Golfo, Ryan Tomash, danser lydefrit og smukt. Selv de lidt natklubagtige kjoler fungerer i denne omgang fint. Øjet vænner sig til dét, som jeg for et halv år siden betegnede som Wallmans salon-agtigt.
Napoli. Det Kongelige Teater. 2018. Foto: Henrik Stenberg.
I tredje akt vendes sorg til glæde. Der bliver bryllup og dans i gaden, som til allersidst, helt i overensstemmelse med foto- og filmreferencer, har sendt den kendte blomstervogn på pension og afløst den af en Vespa.
Men inden da får danserne lov at boltre sig i Tarantellen og en række soli, som blev indlagt tilbage i 1880erne af bl.a. Hans Beck. Igen er farverne lidt for blege, for de gamle farvestrålende bånd og struttende dameskørter havde deres charme. Men trinene er fine – og igennem hele aftenen er det med mine øjne fra 10. række stadig herrerne der fungerer bedst for tiden, mens korpsets damer ikke altid er på linje.
Napoli. Det Kongelige Teater. 2018. Foto: Henrik Stenberg.
Kan vi blive ved med “Napoli”? Ja og nej. Jeg ville nok revidere scenografien lidt og fjerne de tungeste tekniske skift og overveje, om det nu er rigtigt at spille førsteakten i det langsomme tempo. Men publikum, som var en smuk blanding af unge og ældre, syntes at være ægte balletomaner. Alt endte godt.
Men at annoncere balletten som sprængfuld af ”pasta, pushere og prostituerede” er at tage munden lidt for fuld. Reklamefolkene bør nok lige se den forestilling, de skriver om, før de oversælger. Popsmart tekst hedder det vist på nudansk.
- De fire stjerner er fremkommet således: 5 stjerner til hoveddanserne, 3 stjerner til resten.
Koreografi: Nikolaj Hübbe
Scenografi og kostumer: Maja Ravn
Lysdesign: Mikki Kunttu
Instruktør: Sorella Englund
Dirigent: David Levi