Kulturkupeen

Nøddeknækkeren – på Det Kongelige Teater – repremiere.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af ∗Ulla Strømberg.

Nøddeknækkeren på Det Kongelige Teater, repremiere.

Balletten ”Nøddeknækkeren” synes at være en balletmesters drøm. For der er en række korte solopræstationer, hvor nye talenter kan brillere – eller blot danse. Og således kan balletmesteren jo afprøve de nye årgange og se, hvem der er holdbare, når tæppet går og lyset tændes.

Nøddeknækkeren. Det Kongelige Teater. Tegning af Claus Seidel fra et tidligere år.

Ved den aften, jeg så balletten, dagen efter den forsinkede repremiere, var det ikke de enkelte dansere, der gjorde indtryk. Derimod (og for en gangs skyld) overraskede corps de ballet – og ikke mindst damerne. Der er stil og styrke over dem, og især som blomster i anden akt. Sværere er det for damerne at være ”fnuglette” som snefnug, når den engelske scenograf Anthony Ward har udstyret dem med nogle gumpetunge angelsaksiske damekjoler og værre endnu: nogle mærkelige håndholdte stænger med hvide kugler, som synes at være købt i en spøg og skæmt butik.

Jeg taler nok lidt indforstået. Men sagen er, at balletten ”Nøddeknækkeren” jo er en gamle traver, hvor man med alderen sidder og venter på de enkelte sekvenser og er spændt på, hvordan de netop denne aften løses.

Nøddeknækkeren. Det Kongelige Teater. Tegning af Claus Seidel fra et tidligere år.

Og altså, damerne var fine og velafbalancerede, mens den eneste brillante præstation var Jonathan Chmelenskys som Sukkerfeens kavaler. Først skal han bare gå rundt og løfte og løfte Sukkerfeen, men til allersidst får han lov selv at springe i fin russisk stil.  I øvrigt spillede det Kongelige kapel under ledelse af Carhrine Winnes nydeligt og mere end det. Kapellet sikrede balletten og aftenen et fint niveau.

Denne version af balletten er Balanchines fra 1954 transformeret til danske forhold af Nikolaj Hübbe. Oprindelig havde balletten med Petipa og Lev Ivanovs koreografi premiere i 1892 i Sankt Petersborg. Tjajkovskij var efter sigende lidt utilfreds med sin egen musik, men siden hen har den vist sig at være ballettens trumfkort. Historien er derimod et sammenrod af E.T.A. Hoffmanns eventyr om en nøddeknækker og en musekonge. Tjajkovskijs musik kan dog også synes lidt pompøs, når det nu er juletid og en rigtig familieforestilling, hvor mindst en tredjedel af tilskuerne er løftet op og sidder på små plasticforhøjninger for at kun se scenen.  Til gallaforestillinger fungerer musikken eminent med bl.a. Sukkerfeen og Kavalerens pas de deux’er, og den brusende musik kan komme til ære og værdighed.

Nøddeknækkeren. Det Kongelige Teater. Tegning af Claus Seidel fra et tidligere år.

En gang hørte det med til god opdragelse af se Heibergs “Elverhøj” på Nationalscenen. Det lader sig ikke gøre for tiden, men nu kan ”Nøddeknækkeren” såmænd godt være et tilbud – og ikke mindst i disse tider, hvor alle politiske partier kræver indflydelse på Det Kongelige Teaters repertoire.  Her kan ”Nøddeknækkeren” vel gå an for både højre og venstre i salen. Der er nok af livserfaring i balletten, selv om det er langt fra hverdagsrealisme. Der er både mennesker og dyr (mus) på scenen. Det skaber mangfoldighed. Der er erklæret umotiveret krig imellem mus og soldater, hvilket kan danne grobund for en diskussion om sameksistens nationerne imellem. Kærligheden blomstrer uskyldigt  imellem lille Marie og den unge prins,  og det er vel ok. Mens de sociale klasser er repræsenterede af henholdsvis den fine Dr. Stahlbaum over for den enlige  Mor Mangebørn og hendes Polchineller, der vist skal være fattige!

“Nøddeknækkeren” er tilbage på Det Kongelige Teater, men der er vist udsolgt til alle forestillinger.  Tivolis mere københavnske biedermeierversion med H.C. Andersen i centrum og Dr. Margrethes scenografi må af coronahensyn hvile i år.

 

Nedenfor følger mine tidligere anmeldelser af samme produktion (men med andre dansere). Overordnet står jeg ved mine ord og der er flere historiske facts.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse  af Ulla Strømberg. ( November 2019)

Nøddeknækkeren – repremiere på Det Kongelige Teater.

Britisk julelook, flotte selskabskjoler og gumpetunge snefnug!

Balletten “Nøddeknækkeren” og juletid hænger symbiotisk sammen.Det Kongelige Teaters nu 8 år gamle version  (dog med George Balanchines koreografi fra 1954) er meget britisk og ikke nær så dansk, som den “Nøddeknækkeren” Tivoli med Dronningen som scenograf i de seneste år har diverteret med.  Tivoli-versionen er fuld af dansk hygge, og i centrum sidder H.C. Andersen som hædersgæst ved juleselskabet. Vi er hjemme i København. Med scenografen Anthony Wards version på Kongens Nytorv er vi snarere med på en kigger foran Harrods julevinduer. Og så er det jo en smagssag, hvad man foretrækker.

Nøddeknækkeren. Det Kongelige Teater. repremiere. 2019. Foto: Henrik Stenberg.

På Det Kongelige Teater er kostymerne dog stadig overdådigt smukke i første akts juleselskab og ganske nuttede hos både musehær, børnesoldater, engle og såmænd også hos de små børn, der kommer ud af Mor Mangebørns skørter. Men det kniber stadig med snefnuggene, der har lange og tunge kjoler på. Hvorfor bliver de ikke opdaterede?

Scenografien er i første akts selskabsrum velfungerende, men synes i andenaktens  candyland at være både gammeldags og gumpet. Rummet er det indre af en lyserød slikkepind fyldt op med maxijulegaver eller er det konfekt? Fokus på danserne forsvinder desværre. Men det kan også være belysningen, som modarbejder det visuelle og  bl.a. afslører det småkrøllede stof på de stribede vægge. Måske skulle  anden aktens scenografi gennemgås en ekstra gang.

Alt det kunne være ligegyldigt, hvis danserne var helt oppe på tæerne.

De mange balletbørn fungerede ikke mindst i første akt upåklageligt med orden i både geledder og dans. Men i anden akt synes ikke mindst korpset at være lidt tilbageholdende. Derimod blev alle de store og kendte partier afleveret med fint overskud, ikke mindst af Holly Dorger som Sukkerfeen og Marcin Kupinski som Kavaleren. Også Tobias Praetorius som anfører for Polkastængerne havde råstyrke og præcision, mens Astrid Elbo som Dugdråbe markerede sig nydeligt og ligeså Stephanie Chen Gundorph i eksotisk araberdans.

Nøddeknækkeren. Det Kongelige Teater. repremiere. 2019. Foto: Henrik Stenberg.

Som lille Clara, nu med navnet Marie, dansede unge Freja Vibede upåklageligt. Flot. Ros til alle børnene!

Copenhagen Phil spillede under ledelse af Christian Øland.  Ouverturen var alt for skarp og kraftig, men sidenhen kom der styr på det hele.

Uden at tænke for meget over hverken historien, Tjajkovskijs skæbne, Balanchines øvrige bedrifter, den russiske revolution, som lurede i horisonten, egner denne version sig nok mest til piger i 6-12 års alderen.

Nedenfor følger min gamle anmeldelse fra 1. genopsætning i 2015, hvor jeg bl.a. beskriver flere detaljer fra balletten historie.

 

……

Nøddeknækkeren. Det Kongelige Teater ( 5.12.2015)

∗ ∗ ∗ ∗ 

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

 

Nøddeknækkeren, Folk og Røvere, Nødebo Præstegaard – er de gamle travere, som danske teatre sætter op år efter år til stor jubel for velstillede børnefamilier og bedsteforældre, mens der nok skal være nogle, der ligesom jeg holder pause ind i mellem. Der er faktisk gået nogle år siden jeg sidst så Nøddeknækkeren, så jeg har glædet mig. For godt er det, at Det Kongelige Teater i denne sæson endelig har en helaftensballet på programmet – og med udfordringer.

Produktionen er fra 2011, hvor balletmester Nikolaj Hübbe, med en fortid hos New York City Ballet, netop indkøbte Georg Balanchines berømmede version fra 1954. Den er overbørnevenlig med masser af børn på scenen og med neddroslet uhygge. Ja, faktisk er balletten nu, i Det Kongelige Teaters version med den britiske scenograf Anthony Ward, meget tæt på at være en britisk/amerikansk sukkerstang, hvis vi ser bort fra musekongens død. For sorgen over den fældede mus, hvis krone løfter en forbandelse, virkede overvældende, næsten rotteagtige, fordi musene, i modsætning til alle andre væsener i første akt, danses af voksne balletdansere.

 

”Nøddeknækkeren” er på alle måder et must i et hvert balletrepertoire med Tjajkovskijs charmerende og meget varierede musik, der spænder bredt fra folkedanse til smægtende kærligheds-pas de deux’er. Men balletdramaturgisk er det ikke genialt. Vi starter i virkeligheden til julefest hos fornemme folk og ender i drømmeverdenen uden at vende tilbage til hverdagen – tværtimod flyves de små børn bort i julekane. Historien stammer fra E.T.A. Hofmann, 1816, omskrives af Alexander Dumas d. ældre og kommer videre til Sankt Petersborg, hvor urpremieren som ballet finder sted i 1892 på Mariinskij Teatret.

 

Hele første akt er en poseren og stilfærdig dansen til julefest hos den fine familie, hvor alle er klædt i smukke aftenrober – fint afstemt i douce farver og placeret i midten af 1800 tallet.  Men da snefnuggene i slutningen af akten danser i lidt gumpetunge, hvide kostumer, som synes hentet fra et engelsk julebal i 1970erne, og med nogle alt for store hvide pomponer, begynder man at ane uråd.

Det skal siges at børnene fra Balletskolen danser og agerer upåklageligt med præcision, koncentration og ynde i hele første akt. De er aftenens vindere.

 

I anden akt skulle så alle bravurnumrene komme, men megen plads er der ikke i den indre lyserøde slikkepind, som scenen nu er udsmykket som. Den synes hyggelig i starten, men hurtigt bliver det hele lidt for klaustrofobisk stribet. Der blev danset pænt, men uden den skarpslebne præcision, som netop skal danne kontrast til første akts fortællende stil. Prinsessen og prinsen, eller sukkerfeen og hendes kavaler, som de kaldes her, nåede hverken i løft eller stræk derhen hvor man dånede, endsige var imponeret. Gregory Dean havde lidt af det i sine enestunder, mens Caroline Baldwin var alt for dagligdags. Haremspigen derimod, her kaldt for Kaffe fra Arabien og danset af Astrid Elbo, havde en interessant sensualisme, som ellers manglede hos de andre dansere. Kun Jon Axel Fransson i stribet trikot med et par hulahopringe havde svung og tilpas med bravur over sig.

Det er lidt ærgerligt, at der ikke blev danset med større disciplin og udtryk. Men måske de næste aftener og andre hold når derop, hvor publikum udover hyggen også får sublim dans.

 

For Nøddeknækkeren skal netop leve af kontrasterne: det hyggeligt fortællende afbrudt af smuk dans.

Der har ellers været nok af instruktørassistenter på genopsætningen, hele 5 stk garvede folk med indsigt – og tid har der vel også været. Men publikum var glade, og de mange børn på de forhøjede børnesæder sad denne fredag aften musestille og faldt ikke i søvn. Det er vel også en form for kvalitetsstempel.

 

Koreografi: George Balanchine

Musik: Pjotr Tjajkovskij

Scenografi og kostumer: Anthony Ward

Lysdesign: Anders Poll

Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe

Dirigent: Geoffrey Paterson

www.kglteater.dk

 

 

Nøddeknækkeren. Repremiere på Det Kongelige Teater.

Ulla30. november 2019 Teater Ingen kommentarer

Anmeldelse  af Ulla Strømberg.

Nøddeknækkeren – repremiere på Det Kongelige Teater.

Britisk julelook, flotte selskabskjoler og gumpetunge snefnug!

Balletten “Nøddeknækkeren” og juletid hænger symbiotisk sammen.Det Kongelige Teaters nu 8 år gamle version  (dog med George Balanchines koreografi fra 1954) er meget britisk og ikke nær så dansk, som den “Nøddeknækkeren” Tivoli med Dronningen som scenograf i de seneste år har diverteret med.  Tivoli-versionen er fuld af dansk hygge, og i centrum sidder H.C. Andersen som hædersgæst ved juleselskabet. Vi er hjemme i København. Med scenografen Anthony Wards version på Kongens Nytorv er vi snarere med på en kigger foran Harrods julevinduer. Og så er det jo en smagssag, hvad man foretrækker.

Nøddeknækkeren. Det Kongelige Teater. repremiere. 2019. Foto: Henrik Stenberg.

På Det Kongelige Teater er kostymerne dog stadig overdådigt smukke i første akts juleselskab og ganske nuttede hos både musehær, børnesoldater, engle og såmænd også hos de små børn, der kommer ud af Mor Mangebørns skørter. Men det kniber stadig med snefnuggene, der har lange og tunge kjoler på. Hvorfor bliver de ikke opdaterede?

Scenografien er i første akts selskabsrum velfungerende, men synes i andenaktens  candyland at være både gammeldags og gumpet. Rummet er det indre af en lyserød slikkepind fyldt op med maxijulegaver eller er det konfekt? Fokus på dansere forsvinder desværre. Men det kan også være belysningen, som modarbejder det visuelle og  bl.a. afslører det småkrøllede stof på de stribede vægge. Måske skulle  anden aktens scenografi gennemgås en ekstra gang.

Alt det kunne være ligegyldigt, hvis danserne var helt oppe på tæerne.

De mange balletbørn fungerede ikke mindst i første akt upåklageligt med orden i både geledder og dans. Men i anden akt synes ikke mindst korpset at være lidt tilbageholdende. Derimod blev alle de store og kendte partier afleveret med fint overskud, ikke mindst af Holly Dorger som Sukkerfeen og Marcin Kupinski som Kavaleren. Også Tobias Praetorius som anfører for Polkastængerne havde råstyrke og præcision, mens Astrid Elbo som Dugdråbe markerede sig nydeligt og ligeså Stephanie Chen Gundorph i eksotisk araberdans.

Nøddeknækkeren. Det Kongelige Teater. repremiere. 2019. Foto: Henrik Stenberg.

Som lille Clara, nu med navnet Marie, dansede unge Freja Vibede upåklageligt. Flot. Ros til alle børnene!

Copenhagen Phil spillede under ledelse af Christian Øland.  Ouverturen var alt for skarp og kraftig, men sidenhen kom der styr på det hele.

Uden at tænke for meget over hverken historien, Tjajkovskijs skæbne, Balanchines øvrige bedrifter, den russiske revolution, som lurede i horisonten, egner denne version sig nok mest til piger i 6-12 års alderen.

Nedenfor følger min gamle anmeldelse fra 1. genopsætning i 2015, hvor jeg bl.a. beskriver flere detaljer fra balletten historie.

 

  ( 5.12. 2015)

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

 

Nøddeknækkeren, Folk og Røvere, Nødebo Præstegaard – er de gamle travere, som danske teatre sætter op år efter år til stor jubel for velstillede børnefamilier og bedsteforældre, mens der nok skal være nogle, der ligesom jeg holder pause ind i mellem. Der er faktisk gået nogle år siden jeg sidst så Nøddeknækkeren, så jeg har glædet mig. For godt er det, at Det Kongelige Teater i denne sæson endelig har en helaftensballet på programmet – og med udfordringer.

Alle Pressefotos: Henrik Stenberg.

Produktionen er fra 2011, hvor balletmester Nikolaj Hübbe, med en fortid hos New York City Ballet, netop indkøbte Georg Balanchines berømmede version fra 1954. Den er overbørnevenlig med masser af børn på scenen og med neddroslet uhygge. Ja, faktisk er balletten nu, i Det Kongelige Teaters version med den britiske scenograf Anthony Ward, meget tæt på at være en britisk/amerikansk sukkerstang, hvis vi ser bort fra musekongens død. For sorgen over den fældede mus, hvis krone løfter en forbandelse, virkede overvældende, næsten rotteagtige, fordi musene, i modsætning til alle andre væsener i første akt, danses af voksne balletdansere.

Alle Pressefotos: Henrik Stenberg.

”Nøddeknækkeren” er på alle måder et must i et hvert balletrepertoire med Tjajkovskijs charmerende og meget varierede musik, der spænder bredt fra folkedanse til smægtende kærligheds-pas de deux’er. Men balletdramaturgisk er det ikke genialt. Vi starter i virkeligheden til julefest hos fornemme folk og ender i drømmeverdenen uden at vende tilbage til hverdagen – tværtimod flyves de små børn bort i julekane. Historien stammer fra E.T.A. Hofmann, 1816, omskrives af Alexander Dumas d. ældre og kommer videre til Sankt Petersborg, hvor urpremieren som ballet finder sted i 1892 på Mariinskij Teatret.

Alle Pressefotos: Henrik Stenberg.

Hele første akt er en poseren og stilfærdig dansen til julefest hos den fine familie, hvor alle er klædt i smukke aftenrober – fint afstemt i douce farver og placeret i midten af 1800 tallet.  Men da snefnuggene i slutningen af akten danser i lidt gumpetunge, hvide kostumer, som synes hentet fra et engelsk julebal i 1970erne, og med nogle alt for store hvide pomponer, begynder man at ane uråd.

Det skal siges at børnene fra Balletskolen danser og agerer upåklageligt med præcision, koncentration og ynde i hele første akt. De er aftenens vindere.

Alle Pressefotos: Henrik Stenberg.

I anden akt skulle så alle bravurnumrene komme, men megen plads er der ikke i den indre lyserøde slikkepind, som scenen nu er udsmykket som. Den synes hyggelig i starten, men hurtigt bliver det hele lidt for klaustrofobisk stribet. Der blev danset pænt, men uden den skarpslebne præcision, som netop skal danne kontrast til første akts fortællende stil. Prinsessen og prinsen, eller sukkerfeen og hendes kavaler, som de kaldes her, nåede hverken i løft eller stræk derhen hvor man dånede, endsige var imponeret. Gregory Dean havde lidt af det i sine enestunder, mens Caroline Baldwin var alt for dagligdags. Haremspigen derimod, her kaldt for Kaffe fra Arabien og danset af Astrid Elbo, havde en interessant sensualisme, som ellers manglede hos de andre dansere. Kun Jon Axel Fransson i stribet trikot med et par hulahopringe havde svung og tilpas med bravur over sig.

Det er lidt ærgerligt, at der ikke blev danset med større disciplin og udtryk. Men måske de næste aftener og andre hold når derop, hvor publikum udover hyggen også får sublim dans.

Alle Pressefotos: Henrik Stenberg.

For Nøddeknækkeren skal netop leve af kontrasterne: det hyggeligt fortællende afbrudt af smuk dans.

Der har ellers været nok af instruktørassistenter på genopsætningen, hele 5 stk garvede folk med indsigt – og tid har der vel også været. Men publikum var glade, og de mange børn på de forhøjede børnesæder sad denne fredag aften musestille og faldt ikke i søvn. Det er vel også en form for kvalitetsstempel.

 

Koreografi: George Balanchine

Musik: Pjotr Tjajkovskij

Scenografi og kostumer: Anthony Ward

Lysdesign: Anders Poll

Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe

Dirigent: Geoffrey Paterson

www.kglteater.dk

 

balanchine, copenhagen phil, det Kongelige Teater, holly dorger, nøddeknækkeren, repremiere

 

 

Nøddeknækkeren. Repremiere på Det Kongelige Teater.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse  af Ulla Strømberg.

Nøddeknækkeren – repremiere på Det Kongelige Teater.

Britisk julelook, flotte selskabskjoler og gumpetunge snefnug!

Balletten “Nøddeknækkeren” og juletid hænger symbiotisk sammen.Det Kongelige Teaters nu 8 år gamle version  (dog med George Balanchines koreografi fra 1954) er meget britisk og ikke nær så dansk, som den “Nøddeknækkeren” Tivoli med Dronningen som scenograf i de seneste år har diverteret med.  Tivoli-versionen er fuld af dansk hygge, og i centrum sidder H.C. Andersen som hædersgæst ved juleselskabet. Vi er hjemme i København. Med scenografen Anthony Wards version på Kongens Nytorv er vi snarere med på en kigger foran Harrods julevinduer. Og så er det jo en smagssag, hvad man foretrækker.

Nøddeknækkeren. Det Kongelige Teater. repremiere. 2019. Foto: Henrik Stenberg.

På Det Kongelige Teater er kostymerne dog stadig overdådigt smukke i første akts juleselskab og ganske nuttede hos både musehær, børnesoldater, engle og såmænd også hos de små børn, der kommer ud af Mor Mangebørns skørter. Men det kniber stadig med snefnuggene, der har lange og tunge kjoler på. Hvorfor bliver de ikke opdaterede?

Scenografien er i første akts selskabsrum velfungerende, men synes i andenaktens  candyland at være både gammeldags og gumpet. Rummet er det indre af en lyserød slikkepind fyldt op med maxijulegaver eller er det konfekt? Fokus på dansere forsvinder desværre. Men det kan også være belysningen, som modarbejder det visuelle og  bl.a. afslører det småkrøllede stof på de stribede vægge. Måske skulle  anden aktens scenografi gennemgås en ekstra gang.

Alt det kunne være ligegyldigt, hvis danserne var helt oppe på tæerne.

De mange balletbørn fungerede ikke mindst i første akt upåklageligt med orden i både geledder og dans. Men i anden akt synes ikke mindst korpset at være lidt tilbageholdende. Derimod blev alle de store og kendte partier afleveret med fint overskud, ikke mindst af Holly Dorger som Sukkerfeen og Marcin Kupinski som Kavaleren. Også Tobias Praetorius som anfører for Polkastængerne havde råstyrke og præcision, mens Astrid Elbo som Dugdråbe markerede sig nydeligt og ligeså Stephanie Chen Gundorph i eksotisk araberdans.

Nøddeknækkeren. Det Kongelige Teater. repremiere. 2019. Foto: Henrik Stenberg.

Som lille Clara, nu med navnet Marie, dansede unge Freja Vibede upåklageligt. Flot. Ros til alle børnene!

Copenhagen Phil spillede under ledelse af Christian Øland.  Ouverturen var alt for skarp og kraftig, men sidenhen kom der styr på det hele.

Uden at tænke for meget over hverken historien, Tjajkovskijs skæbne, Balanchines øvrige bedrifter, den russiske revolution, som lurede i horisonten, egner denne version sig nok mest til piger i 6-12 års alderen.

Nedenfor følger min gamle anmeldelse fra 1. genopsætning i 2015, hvor jeg bl.a. beskriver flere detaljer fra balletten historie.

 

∗ ∗ ∗ ∗  ( 5.12. 2015)

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

 

Nøddeknækkeren, Folk og Røvere, Nødebo Præstegaard – er de gamle travere, som danske teatre sætter op år efter år til stor jubel for velstillede børnefamilier og bedsteforældre, mens der nok skal være nogle, der ligesom jeg holder pause ind i mellem. Der er faktisk gået nogle år siden jeg sidst så Nøddeknækkeren, så jeg har glædet mig. For godt er det, at Det Kongelige Teater i denne sæson endelig har en helaftensballet på programmet – og med udfordringer.

Alle Pressefotos: Henrik Stenberg.

Alle Pressefotos: Henrik Stenberg.

Produktionen er fra 2011, hvor balletmester Nikolaj Hübbe, med en fortid hos New York City Ballet, netop indkøbte Georg Balanchines berømmede version fra 1954. Den er overbørnevenlig med masser af børn på scenen og med neddroslet uhygge. Ja, faktisk er balletten nu, i Det Kongelige Teaters version med den britiske scenograf Anthony Ward, meget tæt på at være en britisk/amerikansk sukkerstang, hvis vi ser bort fra musekongens død. For sorgen over den fældede mus, hvis krone løfter en forbandelse, virkede overvældende, næsten rotteagtige, fordi musene, i modsætning til alle andre væsener i første akt, danses af voksne balletdansere.

15.12.04. mus. nædde knæk kupe HSP9859Alle Pressefotos: Henrik Stenberg.

”Nøddeknækkeren” er på alle måder et must i et hvert balletrepertoire med Tjajkovskijs charmerende og meget varierede musik, der spænder bredt fra folkedanse til smægtende kærligheds-pas de deux’er. Men balletdramaturgisk er det ikke genialt. Vi starter i virkeligheden til julefest hos fornemme folk og ender i drømmeverdenen uden at vende tilbage til hverdagen – tværtimod flyves de små børn bort i julekane. Historien stammer fra E.T.A. Hofmann, 1816, omskrives af Alexander Dumas d. ældre og kommer videre til Sankt Petersborg, hvor urpremieren som ballet finder sted i 1892 på Mariinskij Teatret.

15.12.04. nødde juletræ stenberg kupe_HSP1231Alle Pressefotos: Henrik Stenberg.

Hele første akt er en poseren og stilfærdig dansen til julefest hos den fine familie, hvor alle er klædt i smukke aftenrober – fint afstemt i douce farver og placeret i midten af 1800 tallet.  Men da snefnuggene i slutningen af akten danser i lidt gumpetunge, hvide kostumer, som synes hentet fra et engelsk julebal i 1970erne, og med nogle alt for store hvide pomponer, begynder man at ane uråd.

Det skal siges at børnene fra Balletskolen danser og agerer upåklageligt med præcision, koncentration og ynde i hele første akt. De er aftenens vindere.

15.12.04. nøddeknæk fnug kupe _HSP0711Alle Pressefotos: Henrik Stenberg.

I anden akt skulle så alle bravurnumrene komme, men megen plads er der ikke i den indre lyserøde slikkepind, som scenen nu er udsmykket som. Den synes hyggelig i starten, men hurtigt bliver det hele lidt for klaustrofobisk stribet. Der blev danset pænt, men uden den skarpslebne præcision, som netop skal danne kontrast til første akts fortællende stil. Prinsessen og prinsen, eller sukkerfeen og hendes kavaler, som de kaldes her, nåede hverken i løft eller stræk derhen hvor man dånede, endsige var imponeret. Gregory Dean havde lidt af det i sine enestunder, mens Caroline Baldwin var alt for dagligdags. Haremspigen derimod, her kaldt for Kaffe fra Arabien og danset af Astrid Elbo, havde en interessant sensualisme, som ellers manglede hos de andre dansere. Kun Jon Axel Fransson i stribet trikot med et par hulahopringe havde svung og tilpas med bravur over sig.

Det er lidt ærgerligt, at der ikke blev danset med større disciplin og udtryk. Men måske de næste aftener og andre hold når derop, hvor publikum udover hyggen også får sublim dans.

15.12.04. nødde parret kupe_HSP1077Alle Pressefotos: Henrik Stenberg.

For Nøddeknækkeren skal netop leve af kontrasterne: det hyggeligt fortællende afbrudt af smuk dans.

Der har ellers været nok af instruktørassistenter på genopsætningen, hele 5 stk garvede folk med indsigt – og tid har der vel også været. Men publikum var glade, og de mange børn på de forhøjede børnesæder sad denne fredag aften musestille og faldt ikke i søvn. Det er vel også en form for kvalitetsstempel.

 

Koreografi: George Balanchine

Musik: Pjotr Tjajkovskij

Scenografi og kostumer: Anthony Ward

Lysdesign: Anders Poll

Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe

Dirigent: Geoffrey Paterson

www.kglteater.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.