Anbefaling af Ulla Strømberg.
Nu – til stregen. Bog med teaterkritik og teatertegninger.
Ny bog om dansk teater i de seneste år – husket i ord og tegninger af Gregers Dirckinck-Holmfeld og Claus Seidel. En oplagt julegave til alle teatertossede!
Nu – til stregen. I teatret med Gregers Dirckinck-Holmfeld og Claus Seidel. Forside af Claus Seidel.
Øh, hvordan var det nu det var med den forestilling på Betty Nansen Teatret, Folketeatret eller et tredje sted? Sådan sagde man ofte for år tilbage. Dengang var det meget svært at finde detaljer om gårsdagens teater. I dag er internettet en kærkommen hjælper. Alligevel er det altid sjovt at blive mindet om de gode og måske uforglemmelige teateroplevelser, hvor en skuespiller, en instruktør eller måske en scenograf i særlig grad brillerede og skabte helt unikke øjeblikke, som vil blive husket af ikke mindst teaternørderne.
Med bogen ”Nu – til stregen” gives et kalejdoskopisk tilbageblik på de seneste 12 års primært københavnske teater inden for alle genrer. Gregers Dirckinck-Holmfeld og Claus Seidel har været teatermakkere siden 2007. Den ene skriver, den anden tegner, og så havner det hele på www.gregersdh.dk – en blog, som har levet ligeså længe. Inden da var Gregers D.-H. skribent på bl.a. Ekstrabladet og i mange år en kendt TV-vært i DR. Claus Seidel har hele sit voksne liv været tegner med en stor kærlighed til teatret. Det fik den gamle kommunistiske avis Land og Folk glæde af, og siden hen bl.a. BT. Claus Seidels tegninger har også prydet mange bøger og tidsskrifter, hvis emnet har været det aktuelle, danske teater. Ved siden af har Claus Seidel også en satirisk åre. Han var tillige en af drivkræfterne bag realiseringen af Museet for Dansk Bladtegning, som har haft til huse i Det Kongelige Bibliotek i snart 20 år. i øvrigt er Claus Seidel næsten den sidste teatertegner tilbage i dansk presse! Men det er en anden historie.
De to modne og flittige herrer er nu kommet på museum:Teatermuseet i Hofteatret, og bogen ”Nu – til stregen” er et udvidet katalog, der meget præcist viser deres professionalisme. Samtidig fortæller bogen såmænd også teater- og pressehistorie. For den engang så berømte teatertegning i den daglige avis er ved at være en saga blot – og tillige teateranmeldelsen. Men NETTET har overtaget opgaven!
Nu – til stregen. I teatret med Gregers Dirckinck-Holmfeld og Claus Seidel. Tommy Kenter i 3 x Beckett. Østre Gasværk 2017. Tegning af Claus Seidel.
Bogen har nogle indledende artikler om teateranmeldelser og teatertegninger – ikke historiske oversigter, som ellers ville været nyttige i disse snart historieløse tider, men muntre anslag og karakteristikker. Det kunne også have været lærerigt, hvis de to herrer havde afsløret lidt mere af deres arbejdsmetoder: Skriver og tegner de straks efter hjemkomsten? Klipper og klistrer Claus Seidel? Og har de gensidig indsigelsesmulighed?
Bogen rummer ca. 40 anmeldelser med tegninger samt nogle citater hentet fra Gregers D.-H.s forord. Udvælgelsen af anmeldelser og tegninger er ikke indlysende, men viser Gregers D.-H.s lette pen, der nogle gange løber så hurtigt, at man knapt kan følge med, mens Claus Seidels streg også har denne lette, ofte humoristiske drejning, næsten karikerende, men altid med en høflig balance, næsten da.
På den måde passer de godt sammen, selv om det understreges, at de ikke sidder ved siden af hinanden i teatret.
Tegningerne er ikke mindst oplysende, når danserne, skuespillerne eller sangerne indsættes i et givet rum, ikke som en spændetrøje, men som den aktuelle spillesituation har været, f.eks. i årets smukke Sommerballet på Bellevue Teatret: ”Danish Design” med superdanseren Alban Lendorf. Der får vi rummet med, og pludselig genoplever man den fantastiske scene, skabt af scenografen Benjamin La Cour. Og Gregers D.-H.s tekst holder sig ikke tilbage og beretter i en hvirvelstrøm om den korte ballet: 45 minutters åndeløs oplevelse.
Nu – til stregen. I teatret med Gregers Dirckinck-Holmfeld og Claus Seidel. Danish Design. Bellevue Teatret.2019. Tegning af Claus Seidel.
Andre af de seneste års bedste oplevelser er med, bl.a. ”Amadeus” på Det Kongelige Teater og ”Bang og Betty” på Hippodromen med velvalgte tegninger. Gregers D.-H.s skrivestil er som regel brusende luftig og underholdende, så en anmeldelse skal læses fra start til slut. Ellers vil man misse vigtige pointer. Og der følges ikke et fast skema. Nogle gange er det historien, som fænger, andre gange er en skuepiller måske det vigtigste. Men overordnet kan man mærke, at Gregers D.-H. ikke vil kede sit publikum. Og det er jo smukt.
Et par dilemmaer, som bogen dog ikke beskriver, er forskellen på anmeldelsen og tegningen. En teatertegning, skal jo helst fange skuespillernes mest karakteristiske attituder i en given forestilling, dvs. tegneren skal gribe forestillingens bedste øjeblikke. Men er teaterforestillingen middelmådig, må den skrivende anmelder nødvendigvis også tage stilling til de døde øjeblikke. Derved adskiller en tegning (og såmænd også et foto) sig markant fra en skreven anmeldelse. Samtidig skal tegningen også være tro mod det oplevede og må slet ikke kunne sammenlignes med teatrets PR materiale, der ofte går helt skævt i positive superlativer.
De udvalgte forestillinger har for det meste fået 5 eller 6 stjerner, men der er faktisk taget et par to stjernede forestillinger med. De havde nok haft bedst af at blive glemt, selv om de på www.kulturkupeen.dk fik lidt flere stjerner.
Nu – til stregen. I teatret med Gregers Dirckinck-Holmfeld og Claus Seidel. Zirkus Nemo. Søren Østergaard. 2019. Tegning af Claus Seidel.
I den indledende tekst skriver Gregers D.-H. løst og fast om tidligere tiders teateranmeldere. På en høflig måde uddeles gode karakterer til et par af de samtidige kollegaer, mens Berlingske Tidendes myreflittige og meget vidende Jens Kistrup (1925-2003) får et par mindre flatterende ord med på vejen. Nok er de i citatform, men alligevel. Helt unødvendigt.
Bogen “Nu – til stregen”, udgivet af Teatermuseet i Hofteatret, er en oplagt julegave til teaternørder og andre, der bare kan lide godt teater og vil følge lidt med.