Genset og hørt af Ulla Strømberg.
Fin idé at genopsætte Richard Strauss’s opera ”Kvinden uden skygge”, som fik megen applaus tilbage i foråret 2011. Her var det vel nærmest afskedsforestilling for makkerparret Kasper Holten og Michael Schønwandt, der efter nogle meget dynamiske år forlod Den Kongelige Opera.
Kvinden uden skygge – Ann Petersen. Foto: Miklos Szabo.
Livet går videre – gengangere og nye folk kommer til. Til gengæld er ”Kvinden” blot blevet til en pæn operaforestilling, hvor ikke mindst sangerne giver alt, men hvor selv produktionen virker mekanisk og ufølt. Der mangler fingertouch. Og sådan kan det nemt gå i løbet af fire år. Tiderne skifter.
Også den meget teknisk avanceret scenografi ved Steffen Aarfing med videoprojekter af Steffen Aarfing og Signe Krogh har ikke den nyhedens friskhed, som var tilfældet tilbage i 2011.
Richard Strauss’s opera med tekst af Hugo v. Hofmannsthal er skrevet i Første Verdenskrigs sidste år og handler om menneskelighed. Den overjordiske kvinde, uden skygge, forvandlede sig til en gazelle og blev skudt af kejseren. Det gjorde hende til en smuk kvinde og kejserinde, men ikke en person af kød og blod. Og da hun er uden en skygge, ikke kan føde børn, vil hverken hun eller kejseren kunne overleve i dette eventyr, som jo også betyder, at forestillingen skal være eventyrlig!
Ann Petersen Foto: Miklos Szabo.
På jagt sammen med ammen efter en skygge, møder kvinden det ulykkelige farverægtepar. Hendes omsorg for menneskeheden vokser, så hun alligevel hellere vil opgive sit eget fortsatte jordiske liv end ødelægge noget for andre. For en gangs skyld ender alt dog med happy ending. Dejligt og ret ualmindeligt i operaverdenen. Solen går op og ned i eventyret, livet på jorden går videre, men rent historisk holdt det jo kun til 1939. Så tromlede Anden Verdenskrig hen over alle.
Strauss’ musik er smuk med mindelser, der viser tilbage til Wagner. Musikken kan nydes helt uafhængig af handling. Det store orkester og sangere fulgte trop under ledelse af Michael Boder, men sjælen var ikke til stede onsdag aften i Operahuset.
Johan Reuter som farveren. Foto: Miklos Szabo.
Ann Petersen var smuk, velklingende og blid som kvinden, kejserinden, mens Johan Reuter på en gang lød blød og brutal som farveren og derfor syntes meget overbevisende. Susanne Resmark gentog sin fine præstation som Ammen, der er med på jagten efter en skygge.
Amerikanske Linda Watson var igen farvermandens irriterende kone og leverede sangligt en kraftpræstation, mens det psykologiske var svingende og blev meget udvendigt. Og her er vi jo ved operaforestillingers kerneproblem. Det kan lyder godt og rigtigt, men menneskeligt og visuelt skal vi jo også indfanges på det psykologiske plan, ellers kan det være lige meget. Og med denne ”Kvinden uden skygge” var det faktisk helt uden vigtighed, om de vandt eller tabte – blev sammen eller gik hver stil sit. Sangerne gjorde hvad de kunne, men svigtede instruktør og kapelmester?
Kvinden uden skygge – scenografi ved Steffen Aarfing – foto: Miklos Szabo.
Scenografien var fuldstændig overvældende for fire år siden: Steffen Aarfing havde på et stort lærred, der kunne skifte imellem moderne grafiske billeder hentet fra et goldt tegneserieunivers, indlejret forskellige små kukkassescener. Her kunne figurerne som i en anden julekalender bevæge sig i et henholdsvis overnaturligt og i et jordisk univers. Det fungerer fortsat smukt, men teknologien er løbet hurtigt, og tempoet på grafik er i dag i Andreas Mogensen-tempo. Derfor kan det være farligt at indlejre fortid og nutid i en produktion, der skal være langtidsholdbar. Men flot er det. Og i en lille programnote forklarer Aarfing selv scenografens dilemmaer. Dog kan den dyre teknik på Det Kongelige Teater af og til virke faretruende skrøbelig, som da Johan Reuter var ved at få hele tæppet i hovedet.
Kvinden uden skygge. Scenografi ved Steffen Aarfing. Foto: Miklos Szabo.
Og så en lille hjertesuk: Det Kongelige Teater har skiftet grafik. Hjemmesiden har fået en make over, der synes at være en make down. Der er mange ting, der fortsat er uoverskuelige og umulige at finde. Det er mere end svært at købe en billet – måske kan man slet ikke mere på nettet? Også selve billetterne og programmet er blevet fornyet – eller forsimplet er vist mere rammende. For 40 kroner fås nu et lille hårdtskåret program i groft, sjælløst papir, hvor layouten ikke synes at leve op til alm. læseværdige standarder med marginer og læsbarhed (billedteksterne er mikroskopiske). Det skarptskårne omslag skærer i fingrene, mens resten også virker ufikst. Her er ikke meget souvenir over dette program. En ommer – eller i hvert fald til en kammeratlig samtale. Det ville Hr. Møller nok også have tænkt.
Instruktør: Kasper Holten
Dirigent: Michael Boder
Scenografi og kostumer: Steffen Aarfing
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Videodesign: Signe Krogh