Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

ORFEO på Sort/Hvid.

Med ORFEO siger den flittige avantgardeteatermand Christian Lollike farvel for denne gang som leder af Teatret Sort/Hvid – det lille storbysteater i København.

Orfeo. Teater Sort/hvid. 2023. Tegning af Claus Seidel.

Forestillingen er et markant punktum for teaterlederen, der aldrig har været en mand, der trådte frem i det offentlige rum eller postede fotos af sig selv og familien. Hos Lollike er det kunsten, der drejer sig om – og derfor er det sikkert også med fuldt overlæg, at han her, hvor han netop har rundet de 50 år, siger farvel og tak  som leder af et mindre institutionsteater, der har givet ham interessante udfoldelsesmuligheder. Dem havde han dog også i Aarhus, hvor han har var husdramatiker og en fascinerende dramatiker og iscenesætter.

 

Det er ikke noget mærkeligt valg at tage Orfeus-myten og jonglere med både de musikalske rødder og selve teaterbegrebet. Allerede i 2019 fik ”Don Juan” fuld skrue hos Sort/Hvid i de dengang forholdsvis nye og velfungerende rum i Den Hvide Kødby.   Don Juan, den evige libertiner, der indhentes af sin skæbne, var hos S/H død ved forestillingens start, og det hele var en vild sørgemesse med gravøl isprængt ikke mindst Mozarts toner.

Orfeo. Teater Sort/hvid. 2023. Foto: Maria Therese.

Med ”Orfeo” er det anderledes. Han er jo en forelsket dengse, nærmest uanset hvilken af de utallige komponister, der fra operagenrens opståen omkring år 1600 i Firenze har kastet sig over myten. Alle har de skabt musikdramatiske værker hen over historien om manden, der forelsker sig. Han mister hurtigt den elskede Eurydike, da hun bliver bidt af en slange, men han får mulighed for at finde og genopvække hende. Orfeus ødelægger dog det hele: vender sig om for at se, om hun er der. Alt er fortabt.   Så er der kun dødsriget tilbage. Og netop her synes Lollike hjemmevant sammen med scenograferne Ida Grarup og David Gehrt og først som sidst musikere fra Copenhagen Phil.

Med udgangspunkt i Monteverdis opera og ekstra hjælpende tekster af Madame Nielsen, som også er fortæller og en figur fra dødsriget, er der ingen forståelsesproblemer for operanovicer. Det er faktisk bedre end de lysende overtekster, som ellers findes ved operaer.


Orfeo. Teater Sort/hvid. 2023. Foto: Maria Therese.

Med dirigenten Magnus Larsson, i hvid smoking, styres slaget – herunder også blid korsang, der involverer publikum.  Sangerne (med mikroports) synger og står på lige linje, mens de afleverer deres stille arier. Statuarisk og velgennemtænkt.  I øvrigt er denne del, selve operaopførelsen (bearbejdet),  utrolig stemningsskabende med strygerne på en øverste etage og sangerne forrest på et lille podie og et lysdesign, der fungerer.

Orfeo. Teater Sort/hvid. 2023. Tegning af Claus Seidel.

Hele teatret er omdannet til rum og stadier på vej mod døden. Vi sluses igennem det hele, før vi bænkes til selve operaen med nogle af Monteverdis toner godt bearbejdet af Rasmus Zwicki.

Også bagefter vandrer vi igen lidt retningsløst rundt som i en labyrint. Hvis døden er sådan, bliver det ikke sjovt.

Orfeo. Teater Sort/hvid. 2023. Foto: Maria Therese.

Alle publikummer synes ens i dette dødsrige. Alle skal være i sort (et krav fra teatret) og alle få en hvid hætte på med huller til øjnene. Det er ikke helt nemt at trække vejret, og følelsen af fortabthed indtræder hurtigt. Også denne mærkelige gåen i ring er sikkert en del af ideen, men ak og ve. Det fører ingen vegne, man føler sig næsten død.

Lollike kan godt lide det makabre, og det lykkes fint her, hvor man bliver udaset og mat, selv om sangerne og musikerne leverer præcis, hvad de skal.

Med dette teatergreb, hvor publikum både får serveret en myte og selv rent fysisk skal igennem nogle stadier, som havde man indløst billet til ”Det mystiske hus”, tager teatermediet livsmodet fra én. Det er helt afgjort Lollikes ønske. Og han opnår effekten til fulde hos publikum.

Christian Lollike kan sine virkemidler, og med udgangspunkt i nu to  af operaverdenens klenodier lykkes det ham at tviste historierne, så et moderne teatergreb giver ny energi og måske også fatal forståelse af hvad teater kan, når det er bedst.

Orfeo. S/H. 2023. Plakat.

Men bagefter, ude på Ingerslevgade, tænker man mest på glemsel og flugt fra dødsriget. Heldigvis lokker det moderne Københavns utallige cafeer, mens naboen Tivolis underholdningstilbud er at ligne med barnemad. Lollike og co. giver flere gys.

Samproduktion Mellem Sort/Hvid og Copenhagen

Operasangere:  Morten Grove Frandsen, Frederikke Kampmann, Conny Thimander, Steffen Bruun Skuespillere Louisa Aisin, Nana Francisca Schottländer, Madame Nielsen, Kristian De Linde

Musikere Fra Copenhagen Phil Andreas Orlowtz (1. Violin), Anne Søe (1. Violin), John Bak Dinitzen (1. Violin), Kirstine Futtrup (2. Violin), Helene Bordonaro (2. Violin), Andrea Gyarfas (2. Violin), Ninnie Isaksson (Bratsch), Kathryn Ridley (Bratsch), Jakup Lützen (Bratsch), Rasmus Nørby (Bratsch), Theodor Lyngstad (Cello), Wiebke Vestergaard (Cello), Samira Dayyani (Cello), Aino Siurua (Cello), Perrine Pacherie-Basseux (Cello), Stephen Buckley (Bas), Morten Mandel (Bas), Piotr Hetman (Bas), Benjamin Fox (Slagtøj), Alicja Krajewska (Slagtøj)

Dirigent Magnus Larsson

Komposition og Arrangement Rasmus Zwicki

Iscenesættelse Christian Lollike

Tekst Christian Lollike, Madame Nielsen i samarbejde med de øvrige medvirkende

Tekstbidrag Henrik Zetterberg-Nielsen

Scenografi og Kostumedesign Ida Grarup, David Gehrt

Lysdesign Morten Kolbak

Komponist L’orfeo Claudio Monteverdi Libretto L’orfeo Alessandro Striggio

www.sort-hvid.dk

Se her: tidl. anmeldelser af Orfeo:

Orfeus og Euridice – Orfeo ed Euridice. Haydn-opera med Danmarks Underholdningsorkester.

Monteverdis Orfeus på Gl. Scene.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *