Kulturkupeen

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Det sjette kontinent.

Projektet er ambitiøst, og Teater Grob på Nørrebro styrer ufortrødent mod vejs ende for  Det sjette kontinent med 6 nutidsdramaer fra hele verden.

Pandaaffæren er nr. fem og er fra Kina med en ny dramatiker på: Maj Rørbæk Damgaard. Vi har allerede været i Afrika, Sydamerika, Europa, Nordamerika og turen er nu nået til Østen. Men ikke i nostalgisk ”Tabte-Horisonter” stemning, men big business på et moderne kontor, vist nok Shanghai.

pressebillede.

Skuespillerne er også nye. Det giver et vist gennemtræk, men det forvirrer, at instruktion og ikke mindst manuskriptet er så meget anderledes fra gang til gang, at den store helhed ofres på forandringens alter. Er det tilsigtet – eller hændeligt? Scenografien har indtil nu været den lim, der har fastholdt stykkerne i Det sjette kontinent. MAAM, Marianne Nilsson og Anne Mette Drivsholm, er nemlig to eminente, detailorienterede og æstetiske scenebyggere. For det er, hvad de i bogstavelig forstand har gjort hver gang: bygget små hypernaturalistiske miljøer op, som har givet stemning og tilført spillestilen nogle ekstra skud vitaminer. Denne gang mindre charmerende, om det så skyldes processen eller emnet, vides ikke. Vi er i et iskoldt plastickontor for en dansk medicinalfabrik placeret i Shanghai. Alt er hvidt og sort, kun nogle kineserlamper med guldglimmer stråler i et hjørne. Vand i plasticflasker og små lykkekager udgør den ekstra garniture sammen med en raffineret bagvæg, der kan åbne sig, men som skuespillerne også løber løbsk i. Lyset er overraskende monotont.

Pressebillede fra forestillingen – foto: Chr. Geisnæs.

Historien er ikke så dum: et dansk firma har slået sig ned i Kina. Ejerens søn, spillet af Kasper Leisner, har styret kontoret. Nu kommer der én hjemmefra på besøg og skal skabe ændringer. Camilla Bendix er både mere mand og mere ond end nogen mand overhovedet kan tænkes. Lidt sjovt at vi for tiden skal se så mange kvindelige skurke. Hun prøver at snigløbe alt og alle i sit karriereræs. De morsomme kultursammenstød sker med den potentielle kinesiske opkøber, spillet stille og fint af Thomas Chaanhing. Så kontrasterne er til stede, men der er for mange ord hos personerne.pressebillede.

Det er som om manuskriptet opgejler personerne, så de ikke får lov psykologisk at udvikle sig. Sværest er det for Camilla Bendix’ figur. Men måske kan hun ikke lide skurkerollen, hvor hun i høje hæle og iført sort stram habit både skal overmande – og forføre den høje, ret kontrollerede mand, spillet af Kasper Leisner og tillige kineseren, som hun i starten antager for at være nærmest evnesvag.

Det er svært med ny dansk dramatik. Skal teksten afprøves på scenen eller er den færdig ved prøvestart? – Vi ved det ikke, men denne femte del mangler på en eller anden måde det ekstra overskud, som gør hele historien væsentlig, vedkommende og farlig. Er der måske for mange små detaljer om medicin og kinesiske opkøbere, som forfatteren løber sur i? Historien er relevant nok. Masser af danskere rejser til udlandet i håb om både at bedrive noget stort og tjene penge og måske også opleve nye dimensioner. Noget andet er at komme ned i det psykologiske lag, hvor mennesket reagerer på det nye – og trækker sig tilbage til den danske nostalgi. Ikke mindst det har været motoren i de andre stykker, der har været et meget interessant teatertiltag . Men denne ret vigtige dimension er ikke til stede denne gang.

Alt andet lige – Pandaaffæren, med den gode titel (som slet ikke udnyttes optimalt i stykket) er trods alt både sjov og underholdende, så længe det varer i Anders Lundorphs effektive instruktion. Men teksten og historien kunne have været mere skarpskåret i sit sigte, og dermed kunne dialogen – og også spillet –  have været mere poleret.

www.grob.dk