Kulturkupeen

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Pang!  For-meget. For-meget. Det er reaktionen, når næsten to timers imponerende kraftpræstation af Mads Rømer Brolin-Tani er overstået, og man sidder stakåndet tilbage med lidt for mange indtryk.

Pang! kører af sted og skyder mod alt og alle – men mest mod os selv, den intellektuelle klasse med alle ordene, der kan undskylde og dække over alt. Alligevel afslører forestillingen hen mod slutningen, at der er et overordnet tema: tidens hang til machomænd, om de så hedder Putin, Erdogan, Trump eller Kim Jong-un.

Scenen er hvid,og et alt for stort barn fødes med hvad dertil hører af teaterblod, skrig og skrål. Rolf hedder han. Som 5 årig er han på nippet til at blive universets hersker ud i egen indbildning, hvis det ikke var fordi den kvindelige fødselslæge til sidst skyder ham for dermed at udslette et “testosteron-monster”!

Inden da har vi lært drengen at kende som en kraftkarl, der kan tænke og resonere med en maskuliniseret højrefløjsattitude. Uden om ham er forældrene, fotografen til det reality show, som de alle medvirker i, en mishandlet nabokone, en våbenhandler m.fl.

#MEtoo – kan bruges til det meste

I disse Peter Madsen tider med  #Metoo-diskussioner er det svært at rubricere forestillingens indhold og budskab.  Selvfølgelig er både forestilling og vi imod machomænd (som alligevel tilbedes af millioner). Vi er imod hustrumishandling, brutal sex og undertrykkelse af kvinder, flygtninge og underklassen. Men forestillingens pålydende bruger faktisk alt det forbudte til at sige stop. Mænd er for-meget, både USA’s og Nordkoreas præsidenter. Vold er for-meget. Sex er for-meget. TV er for-meget. Skønhedskonkurrencer er yt. Og så er det netop disse ingredienser, som forestillingens to spilletimer er stopproppet med.  En dårlig undskyld, som kan sammenlignes med Politiken og andre mediers attitude, når de i de seneste uger har stortrivedes efter #Metoo-kampagnen satte ind. For nu kan der igen svælges i sex og overgreb i den gode sags tjeneste. For vi er da alle imod, altså bortset fra den gamle ledelse i Zentropa og et par følgesvende, som har haft behov for at brillere på avisernes debatsider.

Glorien pudses. Men egentlig er Pang! bedre end som så – og oversættelsen af den moderigtige tyske dramatiker Marius von Mayenburgs stykke, udført af Madame Nielsen (tidligere Claus Beck-Nielsen)  er raffineret, velfungerende, musikalsk og vittig. Gad vide om originalen er ligeså god. For i den fordanskede version er der intet at komme efter. Til ug.

Et rent østerbrosk kulturmiljø er lagt til skue af hypergode skuespillere, som ironisk nok har hver deres dialekt fra forskellige egne af Danmark. Sjovt at lytte til. Men mon det er med fuldt overlæg, eller er det blot sådan i dagens multikulturelle hovedstad?

Imponerende skuespillerpræstationer 

Mads Rømer Brolin-Tani behersker et imponerende register, både stemme- og spillemæssigt. Han udfolder enorm kraft, fra det sekund han som en anden bokser i badekåbe kigger frem fra kulissen, til han, ved tæppefald, stadig iført babyunderbukser og bare ben, står ene på scenen, som en gimmick. Han er sejrherren  (fra USA eller Nordkorea), men blev dog nedlagt og skudt.  De andre medvirkende er blevet mast flade og kommer slet ikke frem for at tage imod klap.

Men de andre skuespillere er også beundringsværdige: den gode speltmoder:  Stine Schrøder Jensen, den tilsyneladende bløde, men alligevel brutale far: Morten Burian, Simon Bennebjerg som en feminin, irriterende journalist og tillige Christine Gjerulff  og Morten Christensen, der må klare et hav af omklædninger med stor overbevisning.

Det hele holdt sammen af instruktøren Heinrich Christensen, der sikkert er loyal mod tekst og dramatiker, men han burde have brugt sin dramaturgiske fornemmelse og skåret nogle af blindtarmene væk – f.eks. skønhedskonkurrencen, forældrenes parforholdsproblematik og våbenhandleren – eller de misbrugte kvinder i kælderen, der som de nye indvandrere er stuvet væk, fordi de tilsyneladende er nytteløse.

Scenografien ved Jonas Fly starter i det smukke, hvide  hjørne med masser af gardinlameller  og, som tysk inspireret teater ofte gør, så  ligner scenen til sidst væltet børnehave, en slagmark – eller efterladenskaber fra en stormflod. Tendentiøst så det basker. Lige efter den tyske opskrift. Men sammenlignes med billedmateriale fra den tyske uropførelsen, juni  2017 på Schaubühne i Berlin,  er Flys scenografi og kostumer ”smukkere” . Til gengæld er det i #Metoo-tiden for meget at have et kvindeskød i close up tilsat lakerede negle som fuldt bagtæppe i 1/3  af tiden.  Igen – en god undskyldning for at bruge de ”forbudte” midler. Øv.

Dobbeltmoral

Dramatikeren  Marius von Mayenburg er imod verdens gang og udvikling,  men han er så heldig at have fundet sit medie: teatret, Oprindelig skrev han kun, men nu er han også iscenesætter ved urpremiererne på sine tekster.  Det er ikke nødvendigvis af det gode, når forfattere også vil iscenesætte.  Men han er meget heldig, at et fantastisk hold på Det Kongelige Teater, uden berøringsangst, forløser den danske version af ”Peng” til ”Pang!”  BANG.

 

 

1. Det kongelige Teater skriver selv som undertitel:

En brutal, satirisk komedie om politiske følelser og en mand med for meget testosteron.

Og nedenunder:

Bemærk! Der forekommer i forestillingen optrin, sprogbrug og billeder, der kan virke anstødelige.

Pang! har danmarkspremiere på Mellemgulvet onsdag 29. november 2017

Bag forestillingen står følgende ( kopieret efter teatrets hjemmeside). Det Kongelige Teater har afskaffet programmer til alle forestillinger på skuespilhusets mindre scener. Sørgeligt, Der burde være råd til at kopiere et par a-4 sider!

Pang.

Forfatter: Marius von Mayenburg

 

Iscenesættelse: Heinrich Christensen
Scenografi og kostumer: Jonas Fly
Lysdesign: Clement Irbil
Oversat fra tysk og delvist omdigtet af: Madame Nielsen

 

 

Medvirkende:

Rolf Pang: Mads Rømer Brolin-Tani
Rikke Pang, hans mor: Stine Schrøder Jensen
Dominik Pang, hans far: Morten Burian
Tom, tv-redaktør: Simon Bennebjerg
Overlæge Meyer, Veronika, Nete og Natalia: Christine Gjerulff
Mathilde, Leo, Sjøgren, Staal og Ejnar: Morten Christensen

Produktionsledelse:
Producent: Mikkel Rubæk
Dramaturg: Benedikte Hammershøy Nielsen
Produktionsleder: Martin Ilsøe
Scenemester: Henrik Hansen
Kostumier: Sara Mau
Forestillingsleder: Kathiuska Suenson
Afvikling: Birgitte Makalhof
PR-ansvarlig: Christian Bækholm

Produktionsansvarlige:
Produktionsmand scene: Niels Holger Olsen
Produktionsmand lys: Frey Jørgensen
Teknik: Uffe Bjørneboe, Morten Kongsted, Dres Kean Andreasen
Tonemester: Sylvester Holm
Sufflør: Birgitte Makalhof
Stemmecoach: Klaus Møller
Instruktørassistent: Malene Bols
Konstruktør: Mikkel Bruhn
Snedker: Kasper Lindgren
Smed: Peter Dissing Storm
Maler: Ask Bengtson
Tapetserer: Hanne Frydenlund
Møbler: Palle Dahl Henriksen
Rekvisitør: Camilla Hjersing
Skræddersal: Christina Surlykke Rasmussen, Lisbeth Frey
Modist: Pernille Rode
Tekstilværksted: Mikala Gandrup
Maskør og paryk: Josefine Larsen
Kostumeteknik: Kamma Listoft
Marketing projektleder: Jeanett Balch Holm
Grafisk designer: Anders Fogh Richardsen
Forestillingsfotos: Camilla Winther
Hovedleverandør af scenografisk produktion: Engelbrecht Construction
Teaterforlag: Colombine Teaterförlag

www.kglteater.dk