Kulturkupeen

Pina Bausch-aften på Østre Gasværk som del af København Danser.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Pina Bausch-aften på Østre Gasværk som del af “København Danser”.

6 stjerner til festivalen, til initiativet, gennemførelsen og også til et længe ventet gensyn med Pina Bauschs eviggyldige dansetrin.

Østre Gasværk er livet gevaldigt op her på det seneste takket være dansefestivalen ”København danser” skabt af Ulrik Birkkjær og Thomas Mieth. Stor tak, for Martin Nyrops rotunde har i den grad ventet på at finde de rette brugere. Ærgerligt, at det bare er få dage. Men hvilket initiativ og midt i en coronatid!

For en lille måned siden var det Ulrik Birkkjærs gamle kolleger fra San Francisco Balletten som diverterede Østre Gasværk. Nu er det en interessant sammensmeltning af en produktion fra Senegal og Sadler Wells – med accept fra Tanztheater Wuppertal Pina Bausch – en aften i den ikoniske Pina Bauschs ånd.

Le Sacre du Printemps. Foto: Maarten Vanden Abeele.

 

Med ”Le Sacre du Printemps” kunne man ikke ønske sig mere. Igor Stravinsky komponerer musikken til ”Le Sacre du Printemps” til Diaghilevs ballet i Théâtre Champs Elysées med koreografi af Nijinsky med premiere i maj 1913. Skandale over hele linjen. Hurtigt efter får Stravinsky dog anerkendelse for sin musik, som lever videre og appellerer til mange andre koreografer, først Diaghilevs næste koreograf, Massine, siden hos bl.a. Flemming Flindt; Maurice Bejart,  Glen Tetley og Pina Bausch i 1976. Hver koreograf griber historien personligt an, så der er udover musikken og overskriften ikke er en fællesnævner.

Le Sacre du Printemps. Ecole des Sables. Foto: Maarten Vanden Abeele. Pressefoto.

Denne senegalesiske udgave, vi møder i København, er endnu mere rå end den udgave, som bl.a. kan genses i diverse filmklip fra Tanztheater Wuppertal Pina Bausch. Med sorte dansere, 13 af hvert køn, kommer der en urkraft og optimeret råstyrke over det, der er essensen af fablen, skift i årstiden og skift i livet i sammenhæng med højere magter.  Men uden den vildt fascinerende musik ville der ikke være så meget at gribe fat i, men tonerne appellerer til at give kroppen fri – at det så bliver mere og mere intenst og uhyggeligt besluttes af koreografen. For det kan være enten menneskers ofring til guderne, til én gud- eller blot menneskeligt samvær på godt og ondt – og/eller den ultimative  forening, som Maurice Bejart lagde ind i sin fortolkning.

Jeg ved ikke hvem, der opfandt jordunderlaget, dvs. at lade danserne have et brunt jordunderlag. Men det giver en uhyggelig (og også naturlig) fornemmelse og drive i Pina Bauschs ballet.  I de seneste år er jord og vand dog blevet et tilbagevendende kneb eller trick,  som er indgået i mange teaterforestillinger, så  aktørerne hen igennem deres performance bliver mere og mere tilsmudsede eller våde, hvis der er vand. Jordunderlaget er dermed ved at blive en banal detalje.

Her i den senegalske version har de sorte mænd og kvinder allerede fra første sekund en opmærksomhed rettet mod det hinsides, og deres bevægelser er ligeledes fra starten gestikulerende, utæmmede og faktisk også ulykkelige.

Derfor synes denne version at være mere kropslig, mere kraftfuld og måske mere urmenneskelig.

common-grounds. Ecole des Sables. Maarten Vanden Abeele. Pressefoto.

Aftenen indledes af en dans imellem to modne danserinder, en sort og en hvid, med hver sin relation til Pina Bausch. ”Common ground[s]” er titlen. I meget stilfærdige, basale bevægelser er der kontakt imellem de to kvinder, i begyndelsen med flere udprægede Pieta-attituder,  efterfølgende demonstrerer de helt basale gøremål. Alt i alt bliver det en god optakt, dog lidt for lang, til aftenens clou: ”Le Sacre du Printemps”.

Der danses de næste dage til og med søndag eftermiddag i Østre Gasværk.

Billetterne er ikke billige, men der er allerede nærmest udsolgt. Imponerende af festivalen. Det beviser, at det københavnske balletpublikum har været totalt underernærede i manglen på internationale inputs.  Engang kunne vi opleve internationale balletkompagnier i både Tivoli og på Det Kongelige Teater. Det er vist slut, så varm tak til folkene bag ”København danser”, der vender tilbage i februar – og forhåbentlig vil fortsætte længere ind i 2022 og videre.

Program

Pina Bausch

Le Sacre du printemps

Koreografi: Pina Bausch

Musik: Igor Stravinsky

Scenografi og Kostumer: Rolf Borzik

Koreografisk assistent: Hans Pop
Verdenspremiere: 3. december 1975, Wuppertal

2020-genopsætning:

Iscenesættelse: Josephine Ann Endicott,

Jorge Puerta Armenta

Instruktører: Clémentine Deluy, Çağdaş Ermiş, Ditta Miranda Jasjfi, Barbara Kaufmann, Julie Shanahan, Kenji Takagi

Efter pausen

Germaine Acogny & Malou Airaudo
common ground[s]

Koreografi og dansere: Germaine Acogny, Malou Airaudo

Komponist: Fabrice Bouillon LaForest

Kostumer: Petra Leidner

 

Produktion: Pina Bausch Foundation, Ecole des Sables & Sadlers Well’s produktion, co-produceret med Théâtre de la Ville, Paris; Les Théâtres de la Ville de Luxembourg; Holland Festival, Amsterdam; Festspielhaus, St. Pölten; Ludwigsburg Festival; Teatros del Canal de la Comunidad de Madrid og Spoleto Festival dei 2Mondi. Projektet er finansieret af den tyske føderale kulturfond, Ministeriet for Kultur og Videnskab i Nordrhein-Westfalen og Goethe-Instituttets Internationale coproduktionsfond. I samarbejde med Tanztheater Wuppertal Pina Bausch.

 

www.kbhdanser.dk

2 tanker om “Pina Bausch-aften på Østre Gasværk som del af København Danser.

  1. Anne-Marie Elmby

    Korrekturlæseren har vist lige overset et par sjove datoer til sidst 🙂 Pyt, der er lligevel helt udsolgt .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.