Kommenteret af Ulla Strømberg.
Poppeas Kroning – Operaakademiet på Takkelloftet.
Det er altid interessant at opleve Operaakademiets forestillinger – og ikke mindst når de prøver kræfter med barokrepertoiret.
”Poppeas Kroning” som historie emmer af sex og begær – og har derfor i de senere år været en yndet opgave for operakompagnier.
I denne ”skole-version” er handlingen henlagt til et cirkus, og med en smule fantasi kan man godt forstå ideen. Men dermed går noget af den barok-esprit fløjten, som vel er essensen af det hele. For det lille fine orkester fra Riga giver de rette anslag, mens sangerne, og ikke mindst de kvindelige, lyder meget moderne. Måske er det tilsigtet, men der er netop en sammenhæng imellem musik, sang og gestik – eller sådan var det i 1600 – 1700-tallet.
Monteverdi har ikke efterladt sig et færdigt orkesterpartitur. Det er sangstemmerne, man har fundet, og så er der udenom skabt den opera, som kendes i dag.
Venetianere – på vej til fest og opera. Udsnit af tegning af den venetianske kunstner Tiepolo – fra Chr. Ellings bog: Skuepladser, 1971.
Oprindelig blev (den autentiske) historie om Nero og hans elskerinde Poppea skrevet til det venetianske karneval i 1642-43. Kort efter døde Monteverdi. Opera-epidemien var ved at tage fat i venetianerne, og i det følgende halvanden hundrede år blev der bygget det ene operahus efter det andet for at tilfredsstille behovet. Der var på et tidspunkt 19 operahuse i den lille laguneby. Hvert et kirkesogn havde sit logeteater. Det er helt umuligt at forstå i dag, hvordan venetianere og tilrejsende i nogle vintermåneder slog sig løs på scenen og i logerne bag gardinerne. Det er i denne tradition at ”Poppeas kroning” skal forstås: Det hele handler om begær: hendes begær efter magt som ny kejserinde og Neros begær efter kvindekød.
Poppeas Kroning. Operaakademiet. Foto: Sebastian Eskilds en.
Og når så fortællingen, som i denne version, er lagt over i en sød crikusramme, hvor Nero er domptør, Poppea linedanser, hendes tidligere elsker stærk mand, og Seneca er den hvide klovn, giver det mening og fylder godt på både forståelsen og underholdningsgraden.
Men det hele drejer sig egentlig om noget andet. For de unge sangere skal uddannes til både at kunne agere, synge og se interessante ud på en og samme gang. Og de har faktisk fat i det rigtige, når de engageret kæmper for at nå ud til os og lykkes dermed.
Gad vide, hvor mange vi kommer til at opleve på de store danske scener. I øvrigt er der kun få danskere på holdet – så måske hører vi dem ikke, når de er færdiguddannede? Hvordan er egentlig statistikken inden for operafaget? Det skulle jo nødigt være det samme som inden for lægestudiet, hvor vi uddanner til nabolandenes behov og selv må importere færdiguddannede udefra!
Takkelloftet er Operaakademiets øvescene. Det er en black box – lidt mager i det visuelle. Rummet har virkelig brug for en begavet lysmand, for at man ikke skal føle øvelsesrummets tyngde.
Poppeas Kroning
Iscenesættelse: Ebbe Knudsen
Musikalsk ledelse: Māris Kupčs
Musikalsk tilrettelæggelse: Christen Stubbe Teglbjerg
Medvirkende:
Nero: Mia Bergström
Poppea: Margaux de Valensart
Ottavia: Kari Dahl Nielsen
Ottone: Magnus Ingemund Kjelstad
Seneca: Joel Kyhle
Drusilla/Virtù: Cassandra Lemoine
Arnalta: Johan Olsson
Nutrice: Johan Olsson
Amore: Henrike Henken
Fortuna: Renate Ekerhovd
Soldier 1: Gerald Geerink
Soldier 2: Fredrik Bjellsäter
Liberto: Tomi Punkeri
Lucano: Fredrik Bjellsäter
Famigliari: Gerald Geerink
Orkester:
Traverso: Kristīne Stumbure
Baroque violin: Agnese Kanniņa
Baroque violin: Laura Šarova
Baroque viola: Guna Jegorova
Baroque cello: Māra Botmane
Teorbo: Talitha Cumi Witmer
Alle fra Riga Early Music Centre
Poppeas kroning synges på italiensk med danske overtekster.
Sidste dag d.24.3.2019.