Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldt af Ulla Strømberg.

Den japanske multikunstner Yayoi Kusama fylder det halve Louisiana, mens publikum flokkes i behørig afstand om de mange ”don’t touch”- skilte.

kunstneren Yayoi Kusama
kunstneren Yayoi Kusama – FRA UDSTILLINGEN -Foto af US.

Allerede kl.12 en ganske almindelig tirsdag er alle parkeringspladser optaget i Humlebæk. Kan man som museum opnå større succes? Næppe.

Den japanske multikunstner Yayoi Kusama har indtaget hele Sydfløjen på Louisiana.

Hvis nogen synes, at hendes værker er for nemme, for lette at forstå, for meget mode og for lidt eftertænksomhed, kan det blot oplyses, at de største moderne museer i den vestlige verden, allerede har vist kunstneren. Nu gælder det Skandinavien. Der er altså ikke noget at komme efter. Tværtimod skulle vi være glade for at få endnu et familieudflugtsmål.

en installation
en installation. FOTO: US:

Udstillingen er sikkert for mange en introduktion til en kunstner, man ikke taler om i det daglige.

Yayoi Kusama er født i 1929 i Japan, men bliver hurtigt en del af den vestlige verdens forskellige ismer. Ser man hendes værk igennem, som fint illustreres igennem de mange rum på udstillingen, ligger hun i forlængelse eller parallelt med både Yoko Ono og Andy Warhol og mange andre, der tilsyneladende eksperimenterede med det meste og var fascineret af bl.a. de vilde 1960ere med happenings og seksuel frigørelse. Siden vendtes interessen mod modebranchen, der i de seneste årtier har været på evig jagt efter noget nyt, noget anderledes og noget salgbart. Og da den lille kvinde først havde fundet på sine prikker, var det som at have opfundet et sprog, der kunne bruges og gradbøjes og samtidigt forstås af de store masser – uanset om de læste skrifttegn eller latinske bogstaver.

en anden installation
en anden installation. Foto: US.

Prikkerne findes så tidligt som i 1960erne, og de er forblevet en del af den lille kvindes univers. I årtier har hun været tilbage i Japan, som har taget imod hende med kyshånd. Men det har ikke gjort livet lettere for hende. Tilsyneladende på eget initiativ har hun valgt (som der står i udstillingsmaterialet) at bo på et privat psykiatrisk hospital og have det som base, mens hun fortsat arbejder med kunsten og prikkerne. For øvrigt skulle man tro, at hun i dag må være ganske velhavende. Det kommer selvfølgelig ikke kunsten ved, men alligevel virker det hele som lidt af en fabrik. For det er jo ganske interessant, at der er penge i at skille sig ud – og  at ”insistere på prikker”.

en tilskuer i en installation med røde prikker
en tilskuer i en installation med røde prikker. Foto: US.

Og lidt om publikum: De rum, hvor store prikinstallationer har taget magten på jord, på væg og i loftet, har tilsyneladende tiltrukket sig børnhaver, mødregrupper, skoleklasser og positive pensionister fra ikke kun Nordsjælland med fra det halve Sverige.

Så hvis man ønsker at fordybe sig i kunsten og prøve at se bag om prikkerne og ned i materien eller falde til ro foran en video, er det nok klog at vælge en sen aftentime.

Det gjorde jeg ikke, men blev i stedet klogere på de nye publikumsgrupper, som alle efterstræber. Det kunne der sikkert siges meget muntert om, men det vil jeg afholde mig fra.

www.louisiana.dk

 

vises indtil d.24.1.2016.