Kommentar af Ulla Strømberg.
( Uden for kategori – ingen stjernebedømmelse).
Kald en spade for en spade, har man lyst til at sige. Det er som at skrue tiden tilbage til engang i 1970erne, men da havde denne ”teaterperformance” nok alligevel haft mere tryk på – mere energi.
På et sort gummigulv bevæger tre personer sig i bordeaux tøj – som en form for amøber – med små bevægelser, der med tiden bliver lidt større.
De første 10 minutter er det uden lyd – så begynder en pibende tone, der tager til og i de næste 20 minutter fortsætter de tre med at bevæge sig som de samme amøber uden en direkte struktur men med stigninger og fald i tempo takket være det varierede elektroniske lydbånd. Derefter følger 20 minutter, hvor de tre performere lidt i munden på hinanden læser op på engelsk om algoritmer og børsspekulation. 20 minutter! Kun Jo Bonnici formår at fange tilhørerne. Det lyder i øvrigt ikke, som om de har forstået så meget af det, de læser. I forestillingens sidste 10 minutter har Jon Bonnici grebet mikrofonen og taler lige ud af posen med nerve om dagen og vejen og vel også om algoritmer. Så er det slut.
En teaterperformance, der undersøger algoritmers logik, stod der. Det lød interessant, men i den version jeg mødte i Pakhus 11, hvor teater Sort/Hvid holder til for tiden, blev jeg mere end skuffet. Ideen kommer fra dramatikeren Kristian Husted, der i en periode fungerede som teateranmelder på Politiken. Jeg erindrer, at jeg altid var uenig i hans anmeldelser. Vi har simpelthen ikke samme teatersyn. Derfor står jeg også ret uforstående overfor denne performance udført af tre spillere, som bortset fra den ene mandlige aktør, ikke formår at gribe hverken det dansante eller det retoriske. Forestillingen lægger faktisk op til, at de både skal kunne bevæge sig på et gulv og tale engelsk.
Der er så meget at diskutere via teatermediet. Det her var virkelig ovre i et indeklemt hjørne af emnekassen. Men spørgsmålet kunne givet have været interessant på en scene, hvis der var åbnet op for det sanselige og det dramatiske.