Menu Luk

Raymonda – romantisk ballet på Det Kongelige Teater.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Russisk ballet fra 1898. Koreografi af Marius Petipa, musik af Alesandr Glazunov.  

For en gangs skyld havde jeg læst den rigtige tekst før teaterbesøget. I Erik Aschengreens balletbog stod der nemlig, at ”Raymonda” ikke på det musikalske plan er så interessant og rent handlingsmæssigt lidt af en labyrint, men at der er nok af dansante passager.  Jeg forventede derfor ikke meget og blev glædeligt overrasket. Samtidigt kunne jeg, i modsætning til min sidemand, for en gangs skyld se dansernes fødder denne søndag eftermiddag (fra 11. række på gulvet). Så bliver man jo glad.

Når jeg desuden ikke har overværet en klassisk udstyrsballet i flere måneder var mit sind stemt, og jeg blev hverken skuffet eller fornærmet.

Raymonda, klassisk ballet. Det Kongelige Teater. Foto: Henrik Stenberg.

”Raymonda” på Det Kongelige Teater er en vaskeægte klassisk ballet – i det helt store udstyr. Samtidigt har Nicolai Hübbe, balletmester og manden bag den nye iscenesættelse, placeret handlingen i rokokoen og givet scenografiopgaven til en englænder, Richard Hudson.

Her kunne det være gået grueligt galt, men heldigvis har jeg sjældent set så smuk og velfungerende en simili-klassisk dekoration, som dog stilmæssigt går helt tilbage til Italieneren Torelli i 1600-tallets Venedig. Scenografen  har suppleret med tillempede, lydefri, underskønne kjoler og skørter i de smukkeste gule, sølvgrå og sorthvide nuancer. Herrerne er dog strammet lidt rigeligt op i deres dansetrikoter.

Hudson har tidligere  med bravur og succes skabt balletscenografi til Det Kongelige Teater: ”Den Gyldne Hane” og ”Bayadère”. “Raymonda” er scenografisk et mesterstykke.

Raymonda, klassisk ballet. Det Kongelige Teater. Foto: Henrik Stenberg.

Styrken ved ”Raymonda”  og det, som har fået balletmesteren i sving, er nok, at hele kompagniet kan komme på scenen, og med dobbelt eller tredobbelt besætning er der nok af opgaver til et sultent korps. Spørgsmålet er så, om danserne er i form. Her på 2. dagen blev frøken Raymonda danset af Amy Watson. Teknisk ok, men uden den ekstra psykologiske dimension, at følelserne nåede ud over orkestergraven.  Den styrke havde til gengæld Gregory Dean som Otto, hendes forlovede, der kommer lidt sent til partyet og må duellere en kort stund med en anden tilbeder. Dean kunne både danse og agere. Flot.

Raymonda, klassisk ballet. Det Kongelige Teater. Gregory Dean. Pressefoto.

Men det forunderlige er, at andre danserne, bl.a. Ida Prætorius  i et mindre parti, dog med et par soli som veninde til Raymonda, har så meget publikumsappeal  og ligeså Jón Axel Fransson, der denne dag måtte nøjes med mindre partier. Er de på scenen, kan de ikke overses.

Raymonda, klassisk ballet. Det Kongelige Teater. Foto: Henrik Stenberg.

Korpset har i bedste russisk stil efter Petipas koreografi fra 1898 nok at gøre med at holde linjer og arme på plads. Det lykkes ikke altid hos damerne, mens herrerne endnu engang synes i bedre form. Hvorfor?

Marius Petipa var den store koreograf i St. Petersborg. Uovertruffen og sammen med Tjajkovskij mester bag den række af klassiske balletter, som er blevet fælleseje: ”Tornerose”, ”Nøddeknækkeren” og ”Svanesøen”. Men da ”Raymonda” blev skabt i slutningen af 1890erne, var Tjajkovskij død, og en ny komponist måtte erstatte ham. Det er ikke blevet til ørehængende musik, men acceptabelt, og det er vi jo vant til fra Bournonville.

Raymonda, klassisk ballet. Det Kongelige Teater. Foto: Henrik Stenberg.

Handlingen springer vi over, men historien er kort, at en ung pige venter på sin forlovede, og i mellemtiden kommer en spansk-maurisk prins forbi og gør kur.Så bliver der kortvarigt ballade!

Raymonda, klassisk ballet. Det Kongelige Teater. Foto: Henrik Stenberg.

Med ”Raymonda” har Den Kongelige Ballet fået et underskønt, visuelt  værk, men der er noget at arbejde med – hver dag – for danserne, ellers ender det med blot at være en flot kostumeopvisning.

Kapellet spillede smukt under ledelse af Graham Bond.

( Set søndag d.12.11.2017 på Gl. Scene.)

 

Koreografi: Nikolaj Hübbe

Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe

Koreografi: Marius Petipa

Musik: Aleksandr Glazunov

Scenografi og kostumer: Richard Hudson

Lysdesign: Giuseppe Di Iorio

Dirigent: Graham Bond

www.kglteater.dk