∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Ser du mig – på Teater Grob – af CoreAct og Grob.
Et lyshav som en urskov med måske 500 nedhængende pærer. En original og spændende scenografi til en forestilling med en simpel tekst og stilfærdige performere.
Ser du mig. Teater Grob og Coreact. 2020. Foto: Emilia Therese.
”Ser du mig” er mit første indendørs teaterbesøg i fem en halv måned. Måske godt at ”Ser du mig” er en lavmælt manifestation, mens Teater Grob som værtsteater havde gjort, hvad de kunne for at overholde alle restriktioner m.m.: Kun det halve antal gæster, håndsprit og ansigtsmasker, hvis man ville have en sådan og så visir på personalet.
Teater Grob. Foto: US.
Forestillingen af CoreAct og Grob i samdrægtighed betegnes performance, og så er man straks mere flink over for skuespilleriet. Og sådan må det være i denne omgang, også fordi scenografien og lyddesignet på ganske overraskende og æstetisk vis løfter det enkle budskab og gør hele oplevelsen smuk og bevægende. Scenografen Edward Lloyd Pierce og lyddesigneren Mika Forsling sikrer, at den simple tekst bliver mere end spiselig.
Vi er i et æstetisk overvågningssamfund: Med mere end måske 500 forskellige pærer siddende på en bevægelig rig, er alle tre personer under overvågning og kan ligefrem angribes af det afslørende lys. Blot én pære kan fungere som et projektil. Lidt faretruende, når lyspærerne nærmere sig jorden og aktørerne må bukke og kravle, men smukt er det. Musikken understøtter de skiftende stemninger, og når det alvorlige tager til i styrke, lyder kraftige cellotoner eller anden dramatisk fortællende musik.
Historien har vi hørt før: tre mennesker står lidt betuttede midt på scenen iført matchende arbejdsdragter, og så begynder deres lidt benovede monologer, som afløser hinanden. Hvem er de? Er de nogen? Og har de overmod eller mindreværd? Er livet retfærdigt?
Ser du mig. Teater Grob og Coreact. 2020. Foto: Emilia Therese.
En person bliver udset til at være Prügelknabe etc. Det synes meget menneskeligt det hele og fungerer fint i udviklingen. Men pludselig bliver den ene nærmest udsat for overgreb, som ikke kommer så naturligt.
De tre performere er næppe skuespillere, men ikke mindst Mohamed Ali Osman har en umiddelbar charme, mens Helene Kvint, som er en af de to ledere i gruppen CoreAct, har godt fat om angsten, sorgen og den bundløse ulykke: skal man begå selvmord?
Vi lever i et samfund, som påstår lighed og lige adgang til alt for alle, men holder det vand? Forestillingen stiller midtvejs det meget basale spørgsmål: Hvem har fordelt goderne? Svaret udebliver, men afslutningsvis, efter en meget spektakulær placering af brun jord på det smukke, sandfarvede, tæppebeklædte gulv, helt i amerikansk land art stil, forenes de tre personager i en vis harmoni i morgensol – eller aftendis (?) og inviterer alle i salen ud i gården. Med sød musik og flinke mennesker (og børn) på en græsplæne og tilstødende legeplads ligner det hele slaraffenland. Kun stribede slikkepinde mangler! ”Ser du mig” er vel en klassisk granskning af livets vilkår, der altså ender i en utopi. Men er det ikke lidt for optimistisk?
Ser du mig. Teater Grob og Coreact. 2020. Foto: Emilia Therese.
Snart efter står man ude på Nørrebrogade med uendelige grupper af unge mennesker, som spiser og drikker, men lige om hjørnet lurer uligheden.
CoreAct har før arbejdet sammen med Teater Grob, bl.a. i forestillingen ”Heidi” og ”Savn”, der foregik i De gamles By. Denne gang er historien meget almen og generel, så forestillingen må takke scenograf og lyddesigner for, at ”Ser du mig” samlet set bliver en god oplevelse.
Med: Mohamed Ali Osman, Helene Kvint & Søren Møller Pedersen
Idé & koncept: CoreAct
Manuskript: Abelone Koppel
Instruktion: Anika Barkan
Scenografi & lysdesign: Edward Lloyd Pierce
Visuel konsulent: Anna Schuleit Haber
Lyddesign: Mika Forsling
Kostumedesign: Camilla Lind
Dramaturgisk assistent: Ditte Bladt-Hansen
Instruktørassistent: Loulou Avon Bashida
www.grob.dk