Kulturkupeen

∗ ∗ ∗ ∗ ∗  ( forestilling: 4 stjerner og en ekstra for initiativ og engagement).

Anmeldt af Ulla Strømberg.

Shu-bi-dua. Tog hen til Freder(i)cia for at glo på et show…

 

Fredericia Teater har gjort det igen: skabt et stort, letflydende show for alle aldre. Denne gang på baggrund af den gamle rockgruppe Shu-bi-duas tekster og musik og i et imponerende scenisk univers.

En gang var det en stensikker succes at tage gamle travere fra popmusikkens verden og transformere dem til en teaterkoncert, men de seneste år har vist, at der skal mere til. Alt skal gentænkes. I Fredericia har de kendt til alle farerne og navigeret smukt uden om de fleste. Men et par steder må de gerne rette og rette ind, inden turen går til København.

 

Udgangspunktet har vist været en næranalyse af de lidt outrerede sangtekster, som takket være Michael Bundesens dybe, folkelige stemme gik lige ind alle danskere, lav som høj, ung som gammel. Det har fået folkene i Fredericia til at skabe en sammenhængende, lidt naiv historie om en ung skoledreng, der har for mange ord og billeder inde i hovedet. Et par fantasilegekammerater forsøger hele tiden at skubbe ham ud over kanten, hvad angår fornuftig opførsel for en skoledreng. Moderen er ved at dåne, faren tager sig en ekstra øl på bodegaen, for vi er jo i 1980erne. Skolen og kammeraterne forstår ingenting, mens en læge giver ham den farlige diagnose: Shubi. En sygdom kendetegnet ved forvirrende tanker og tro på stemmer og skikkelser – som kun et drengehjem vil kunne kurere én for. Så slemt går det ham ikke – han møder en sød pige, ordene flyder rundt,  via reklamebranchen får han afløb og også indblik i den barske verden med stoffer, der får de fantasiforladte til at flyve lidt.

 

Det er noget tungt – og lettere overflødigt, at musicalen skal forklare shubernes ordsnedkeri – især når man faktisk ikke kan høre teksten på grund af overstyret orkestersound. Kun rytmen og billederne er tilbage.

Styrken i musicalen er visualiteten og hele det unge ensembles danseglæde. Der er tryk på fra andet nummer – og helt vildt bliver det faktisk til allersidst, når de forlader historien og blot fyrer alle de numre af, som der ikke var plads til. Og når Chuck Berry har skrevet musikken, stiger temperaturen. Salen og scenen koger – og vi kunne være blevet ved.

 

Det visuelle på scenen slår flere rekorder. Modsat dialogerne kører billederne med mindst 90 km i timen. Flot og i farver. Hele ti mand krediteres for værket, men ingen benævnes scenograf. Der her er high technologi!

Billede efter billede fortæller historien om drengens Danmark i 1980erne. Der skiftes fra by til drengeværelse til futtog, til linje 8 på Amager og videre til bjergtinder, mens kostumerne halter lidt efter i al deres naturalisme, men de unge ser nu ganske sjove ud i deres trompetbukser og maxiskuldre.

Scenebilledet og ikke mindst dansenumrene med alle de unge fra musical-akademiet i Fredericia kører successen i hus hjulpet af Shu-bi-duas ord og sange.

Men der sidder 8 mand nede under scenen. Kom op på scenen, har man lyst til at råbe. Og ikke mindst i de første mange numre var der al stor ubalance imellem sang og musik. Det er synd. Men publikum var ligeglade, de klappede i takt og sang med.

Koreografien er velfungerende, men lidt fattigt. Nu er der jo et akademi omme bag ved – tænk hvis man udviklede noget og gav de unge større udfordringer!

Alle på scenen er faktisk gode, sympatiske og med charmerende udstråling – ingen nævnt – ingen glemt – hverken unge eller voksne Mick – eller de andre. Ros til alle.

Programmet er flot, ligesom scenografien. Som et gammelt pladecover. Men der er ingen historik om Shu-bi-dua – og ingen sangtekster. Meget mærkeligt.

Derfor kommer her, inden for citatgrænsen, et par smagsprøver:

Hvad mon man er før man blir til et stjerneskud –

et puslespil en tanketorsk – en gulerod

man må for fa’en ha været no’ed.

Ret op på lyden, gør teksten tydeligere og op med orkestret, så vi kan se dem.

Og næste gang I spiller musical: Skær i handlingen, mindre kan gøre det.

Ps. Jeg tror hele byen elsker teatret – sådan virkede det fredag aften!

Jeg voksed’ – og koksed’

jeg fandt min plads i skyggen

med ryggen op mod muren

hvorfor blev jeg født.

( Shu-bi-dua.)

Det kreative hold:

Instruktør Thomas Agerholm Koreograf René Vinther

Kapelmestre Martin Bergmann Konge & Thomas Møller

Manuskript Mads Æbeløe Nielsen med Søren Møller samt Thomas Agerholm og Fredericia Teater

 

Premieredatoer:

• Urpremiere: 25. september 2015 på Fredericia Teater (spiller indtil den 15. november 2015)
• Københavnerpremiere: 21. januar 2016 på Østre Gasværk Teater (spiller indtil den 28. februar 2016)
• Aarhus-premiere: 5. maj 2016 i Musikhuset Aarhus (spiller indtil den 15. maj 2016)

 

www.shubidual.dk