∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Svensk alderdomskomedie på Folketeatret.
Første forestilling i det nye år! Jeg ville så gerne være positiv og glad, men må desværre skuffe.
”I sidste øjeblik” er vist tænkt som teater for kvinder over halvtreds, for hvem fremtiden synes mørk og uden andet at byde på end ensomhed, fattigdom, hukommelsestab, forvirrethed, drikfældighed og total mangel på fornuft og alvor i sigte.
Det kan naturligvis anskues fra den muntre side – og bliver det i forestillingen. Men er det sjovt?
Svenske Carin Mannheimer (1934-2014) skrev for få år siden et tilsyneladende lærestykke om tre kvinder omkring de 80 år. Morsomt skulle det være, så samtaleemnerne er indskrænket til sex, bridge og manglende hukommelse. Og så alligevel ikke, for der er også livsmod hos damerne og ikke mindst hos den ene herre, der i sen alder springer ud og forelsker sig i den mandlige hjemmehjælper. Så kan damerne i sidste scene igen finde sammen omkring bordet og kortene.
I sidste øjeblik. Folketeatret. Foto: Thomas Petri.
Det er på mange måder et fattigt stykke, der gør personerne til todimensionelle skabeloner: den udfarende (Lisbet Dahl), den grå mus (Sonja Oppenhagen), mens Elsebeth Steentoft får lov at skeje ud som gråhåret, ungpigekåd nymfe. De slider i det, skuespillerne, mens sofapuder bankes, tallerkener, sushibokse, stole og borde flyttes i et væk rundt om de to hanner, som finder hinanden: Joen Bille, i afslappet elegant Jørgen Leth outfit med tørklæde, og Søren Bang Jensen i en fiskerolle som hjemmehjælper med hang til ældre damers balkjoler og aftentasker. Kun Jeanette Binderup-Schultz får lov at spille en helt almindelig fornuftig datter.
I sidste øjeblik. Folketeatret. Foto: Thomas Petri.
Ak og ve. Stykket er bare ikke godt nok. Verden er mere nuanceret. De gennemsnitlige svenskere eller danskere fra middelklassen med klaver og kunst på væggene (som de kun taler om, bl.a. Richard Mortensen i soveværelset) kan simpelthen ikke være så afstumpede og enøjede, som teksten lægger op til. Iscenesættelsen ved Christoffer Berdal rummer heller ingen ekstra pointer. Kun Marianne Nilssons scenografi skaber muligheder, som tabes på scenegulvet, fordi den seminaturalistiske lejlighed med højt til loftet fyldes med hverdagsdimser og dansekjoler – i 1:1. Ingen magi, intet eventyr – intet sus fra Sassafrasen.
I sidste øjeblik. Folketeatret. Foto: Thomas Petri.
Alderdommen er beskrevet langt mere grotesk hos absurdisterne for mere end 50 år siden, tænk blot på ”Krapps sidste bånd” eller i de senere års demensteater, hvor alvoren og dødsdriften har været fremherskende, bl.a. i Thomas Bendixens fremragende ”Med Sne”. Her var alvor og raffineret eftertænksomhed drivkraften.
”I sidste øjeblik” kommer langsomt fra start, men ikke mindst Lisbet Dahl får afleveret nogle vittigheder a la Oscar Wilde: ”Mænd i vores alder interesserer sig ikke for kvinder i vores alder ” – og flere fra samme skuffe. Vi ler, fordi landets revydronning spyr ordene ud.
Skuespillerne kan ikke redde forestillingen, fordi tekstens manglende forankring og fordybelse er fatal. Samtidigt er det umuligt at skabe et troværdigt dansk samfundsbillede, hvis man blot ringer til kommunen, når pæren er løs! Vupti, så står der en ung mand med en værktøjskasse, og han er ovenikøbet gratis.
Show me the way to the next ….
MANUSKRIPT: Carin Mannheimer
OVERSÆTTELSE: Sebastian Dorset
INSTRUKTION: Christoffer Berdal
SCENOGRAFI: Marianne Nilsson
MEDVIRKENDE: Lisbet Dahl, Sonja Oppenhagen, Elsebeth Steentoft, Joen Bille, Søren Bang Jensen, Jeanette Binderup-Schultz.
www.folketeatret.dk