∗ ∗ ∗
Anmeldelse/ Ulla Strømberg.
Markedet – På Det Kongelige Teater i Det Røde Rum.
Elisa Kragerup er blevet udråbt til at være den geniale instruktør, der kan gøre svært stof let – og nu prøves kræfter på den økonomiske situation. Hvordan skal vi forstå de internationale kriser, som hurtigt skaber arbejdsløshed, ændret rentefod, boligbobler og det, der er værre?
Jamen, vi banker det ind med råbekor, skrig og skrål garneret med lidt rollespil, er Det Kongelige Teaters opskrift.
Pressebillede.Miklos Szabo.
I en halvcirkel sidder skuespillerne, som bærer deres egne navne og er i civilt, dvs. primært cowboybukser og t-shirts. Baggrunden er skabt af Palle Steen Christensen i Per Kirkeby-stil – fra 1980erne og 1990erne: lidt rødt, lidt gult og oveni nogle tyskinspirerede bogstaver: MARKEDET. Dette mantra, som er omdrejningsnøglen.
Teksten er ikke dum og skabt af Nielsen, tidl. Klaus Beck-Nielsen, den multiskabende forfatter, skuespiller og afdøde figur. Han kan ikke klandres for, at forestillingen bliver så højtråbende, det ligger alene i instruktionen og hos flere af skuespillerne, som ellers har fejret store sejrer i Røde Rum ved at gå til yderligheder. Men finanskrisen bliver jo ikke større, fordi man hyler op om, at den er stor.
Pressebillede. Miklos Szabo.
Der er de nødvendige ingredienser: manden der vil sælge sit hus, som er belånt op over skorstenen. Kineseren, der lodder i-phones i Kina, men ikke selv har råd til en telefon – for ikke at glemme hovedpersonen, den vrede, arbejdsløse græker samt mange, mange flere fra den verden derude, som primært tænker i penge.
Karl Marx er ved at være moderne for tiden og dukker op alle mulige steder i kunstneriske sammenhænge. Også her, spillet med tysk accent og sort papirskæg, så vi ikke bliver i tvivl om, at Marx ikke er en af vore egne.
Jeg tror forestillingen er god som debatoplæg for unge mennesker, men den er for huj hej vilde dyr, til at man bliver klogere. Og det uanset om man er en kvik gymnasieelev eller en småsur, flittig avislæser.
Ro på! Fordybelse. Det tager ingen skade af, og gruppeteater fra 1970erne kom der ikke mange revolutioner ud af.
Pressebillede. Miklos Szabo.
I øvrigt er det lidt komisk, at vi skal være forargede og vrede på storkapitalen, mens vi sidder i Skuespilhuset med udsigt til Operaen, en gave til folket fra en erhvervsvirksomhed. Også blandt teatrets hovedsponsorer, som skal nævnes i hvert program, er der bl.a. 2 banker, et tobaksfirma, et medicinalfirma og en lang, lang række fonde, hvis penge kommer fra erhvervslivet. Hvem taler med to tunger?
www.kglteater.dk