Af Ulla Strømberg.
Skuespilleren Søren Spanning blev kun 68 år.
Efter flere års sygdom er Søren Spanning død og begraves i dag, lørdag d.22.2. 2020.
Søren Spanning nåede hurtigt i sin karriere at spille de store roller, først i 1970erne på Aarhus Teater, hvor han var uddannet, og efter 1980 i København. I et par omgange på Det Kongelige Teater og i de senere år, også efter at han overvandt en kræftsygdom, spillede han på flere mindre scener som freelance.
Søren Spanning leflede ikke for det populære og gik ikke på kompromis som skuespiller. Optrådte ikke i dameblade eller i afslørende og private interviews. For ham var det teaterkunsten, det gjaldt, og for mig har han uden sammenligning været den bedste danske Hamlet, jeg har oplevet. Først på Det Kongelige Teater og efterfølgende flyttet til Kronborg ved et meget vellykket gæstespil i midten af 1980erne i Mogens Pedersens instruktion. Med Søren Spanning som prins gik Shakespeares poesi og nutidig alvor op i en højere enhed.
Søren Spanning havde en klassisk, smuk stemme, der kunne behandle det danske sprog lydefrit. Ikke uden grund kunne han oprindelig sammenlignes med Mogens Wieth. På det ydre plan sagde de ældre generationer, at Søren Spanning mindede om den unge Ebbe Rohde. Høj og smuk og med det nødvendige talent.
Mærkværdigvis fik Søren Spanning ikke så mange markante film-og tv-roller, men som den detroniserede statsminister i tv-serien ”Borgen” kunne Spanning spille et aristokratisk magtmenneske med mange nuancer. Men humoren kom ikke mindst frem i en formfuldendt professor Higgins i ”My Fair Lady” på Det Ny Teater i foråret 1999. På dette tidspunkt var Søren Spanning med til at hælde liv i en ny radioserie, ”Med og Mod strømmen”, ved at gå i begavet dialog med sprogprofessoren Jørn Lund i næsten to timer! To professorer mødtes.
Søren Spanning i Morderenglen, Skuespil på Betty Nansen Teatret. 1997. Tegning venligst lånt af Claus Seidel.
Det alvorlige teater, som bl.a. Tjekhov, interesserede også Søren Spanning. På Rialto spillede han selv en fascinerende og charmerende overløjtnant Versjinin i ”Tre Søstre”. Versjinin bliver forelsket i den mellemste søster og udbryder netop det, vi måske ofte drømmer om: ”Tænk, hvis det ene liv, som allerede er levet, blot var en kladde, og man nu kunne begynde på en renskrift.”
Efterfølgende instruerede Søren Spanning en fin ”Mågen” uden om de store teaterinstitutioner, der på det tidspunkt var til den lettere underholdning. Da jeg spurgte ham, om der var søgt penge i Kunstfonden, sagde han, at for at Tjekhov skulle se moderne ud, måtte han vel skrive en ansøgning på bagsiden af en Pizza-kasse. Nej, så hellere gøre det for egne midler.
Søren Spanning gik ind for den seriøse, kompromisløse teaterkunst. Tusind tak for det.