Kulturkupeen

SONIC THE HEDGEHOG

∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

SONIC THE HEDGEHOG er endnu en live-action film for børn. Filmen bygger på et populært videospil, der så dagens lys helt tilbage i 1991.

Sonic(Ben Schwartz) kommer fra en anden planet. Han er et blåt pindsvin med overnaturlige super-speed kræfter. Han kan løbe hurtigere end hvilken som helst bil kan køre og flyve med uanet fart i verdensrummet. En dag lander han på jorden medbringende en pose med magiske ringe, der kan åbne portaler til andre verdener. Disse ringe får han stærkt brug for.

På jorden bliver han ven med sheriffen Tom(James Marsden), der arbejder i en lille søvnig by i Montana.

Foto:Paramount Pictures og Sega of America.

Her sker der absolut ingenting. Borgerne er alt for lovlydige. Når bølgerne går højt, kan han, hvis han er heldig jagte en fartsynder på en øde landevej. Tom søger derfor nye udfordringer i San Francisco, hvor man har mulighed for at fange nogle hårdkogte forbrydere. Hans sympatiske dyrlægehustru Maddie(Tika Sumpter) indvilger i at tage med.

Foto: Paramount Pictures og Sega of America.

Da Sonic en dag befinder sig på den lokale baseballbane, prøver han at spille baseball med sig selv. Han kan løbe omkring 800 km. i timen, så han når alle de bolde han kaster. Han synes dog, at det er lidt ensomt at mangle holdkammerater, men når det nu ikke kan være anderledes, er det sjovt alligevel, dog kun indtil hans supersoniske hurtige evner afstedkommer en kortslutning, som mørklægger hele den amerikanske vestkyst.

Foto:Paramount Pictures og Sega of America.

Geniet Dr. Robotnik(Jim Carey) får til opgave at opspore årsagen til strømafbrydelsen, og snart starter en hæsblæsende jagt på det lille blå pindsvin og hans ven Tom.

Kender man universet i forvejen er filmen sikkert sjov og underholdende. Gør man ikke, er det så som så med fornøjelsen. Det lille blå pindsvin med det høje energiniveau og de ekstremt hurtige ben er bestemt et godt bekendtskab. Han er sød, sjov og charmerende, men vi kører for meget i samme rille i de 100 minutter filmen varer. Den ondsindede galning Dr. Robotnik med en IQ på over 300, og således verdens klogeste mand, bliver på trods af alle sine rumfartøjer og andre science fiction tiltag for meget. Han er simpelt hen for endimensionalt ond til at karakteren rigtig fænger. Det komiske element i Jim Careys Dr. Robotnik falder til jorden. Jeg grinede i hvert tilfælde hverken af eller med ham.

Foto: Paramount Pictures og Sega of America

Det gjorde jeg imidlertid, når SONIC var i centrum. Der er en del sjove scener med ham. Disse kan imidlertid ikke veje op for en grundlæggende forvirrende og hæsblæsende historie. Herfra bliver det til tre stjerner til SONIC THE HEDGEHOG.

Instruktør:Jeff Fowler




Trailer: Paramount Pictures og Sega of America

Premiere:13. februar 2020.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *