∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Sonja Ferlov Mancoba – Statens Museum for Kunst.
Interessant og indsigtsfuld udstilling om en kvindelig kunstner og skabelsesprocessen.
Sonja Ferlov Mancobas skulpturer er ikke til at tage fejl af. De står fast forankret i underlaget og udstråler liv og død på en gang – skabt i former, der både ligner og ikke ligner levende væsener.
Sonja Ferlov Mancoba, Maske og figur, 1977-84. Courtesy: The Estate of Ferlov Mancoba. Foto: Magnus Ekstrøm
Det er næsten indlysende, at Sonja Ferlov Mancoba får sin store udstilling nu. For i denne tid leder alle kunstmuseer med lys og lygte efter en kvindelig kunstner, de kan trække frem i lyset igen.
Her passer den eminente billedhugger Sonja Ferlov Mancoba perfekt ind. Udstillingen på SMK bygger ikke mindst på det ”arkiv” af tegninger og materiale, som museet modtog for et par år siden. Da gik forskningen i gang med at klarlægge og nydefinere en billedkunstner, der egentlig var ganske klar i mælet allerede.
Udstillingen er ikke stor, men ganske varieret og gør meget ud af at påvise sammenhænge imellem tegninger og skulpturer. Midt i det hele vises, meget givende og lærerigt, en gammel film skabt af Torben Glarbo et par år før Sonja Ferlov døde i 1984. Den giver et enestående indtryk af en elegant lille, dame – fuldstændig optændt af at forklare kunstens inderste væsen.
I et sidegemak på udstillingen er der yderligere arkivmateriale og dokumentation, men ellers er de smukke skulpturer drysset rundt i udstillingen.
Sonja Ferlov Mancoba. SMK. Statens Museum for Kunst. (1969. Hommage a Steingrim Laursen.) Pressefoto.
Udstillingen viser derfor snarere det kunsthistoriske arbejde med at afdække en afdød billedhugger fra det 20 århundrede end blot en fremlæggelse af Sonja Ferlov som kunstner. Og det er jo helt legitimt.
Sonja Ferlovs skulpturer er kendte og genkendelige i deres bløde, runde former, der har udpræget inspiration fra ikke mindst præcolumbiansk og afrikansk kunst. Derved viser de også tilbage til lidt ældre billedkunstnere, som i begyndelsen af det 20. århundrede var optaget af primitiv kunst.
Sonja Ferlov blev født i København i 1911 i et borgerligt miljø og kom efter maleundervisning hos Bizzie Høyer siden på Kunstakademiet og blev egentlig uddannet som maler. Hurtigt kom hun i de rigtige kredse med bl.a. Richard Mortensen og Ejler Bille og blev medlem af Linjen. Som andre opholdt hun sig i lange perioder i Frankrig, men forsøgte uden held i perioden 1947-52 at bo i Danmark med sin sydafrikanske mand, billedkunstneren Ernest Mancoba. Elles var adressen først uden for Paris – senere i Paris, en periode med bl.a. billedhuggeren Giacometti som nabo. Hendes liv var ikke nemt, der var ikke mange økonomiske midler, og hun var meget streng over for sig selv og destruerede og viderebearbejdede mange af sine værker. Men hun havde sin mand, sin søn, sit kunstneriske arbejde og en aktiv brevveksling med omverdenen.
Hendes seriøse og personlige grundholdning til kunsten var et ønske om at vise sammenhæng imellem mennesker og samfund. Hendes skulpturer havde deres eget liv som ”budbringere”, der skulle bekæmpe egoisme og umenneskelighed. Hun skulle have haft et yndlingsudtryk: menneskelig umenneskelighed.
Det mærkværdige i udstillingen er med hvilken modenhed hendes skulpturer fra 1930-erne allerede fremstår. ”Fugl med unge” fra 1935, som i dag findes på Louisiana, rummer det hele: samhørighed, forskellighed og en fuldstændig beherskelse af skulpturens overflade. Også andre skulpturer: ”Maske – Krigens udbrud” fra 1939 er næsten mere helstøbt end senere bearbejdelser som f.eks. et værk, der rummer flere elementer: “Maske og figur” fra 1977-84.
Til udstillingen er udgivet et stort, billedmæssigt superflot katalog ved museets direktør Mikkel Bogh og overinspektør Dorthe Aagesen. Fotomaterialet er mageløst, men hovedteksten, som er ”fagfællebedømt” – lider derved, og er i mine øjne ikke den bedste kunstformidling. Der er suppleret med mindre artikler om afrikansk kunst, og forfatteren Hanne Vibeke Holst har nærlæst en korrespondance fra en periode i 1950erne. Interessant og mere jordnært end den magistrale hovedtekst. Til ”folket” er der en gratis folder i sort/hvid. Her er teksten mere ligetil, men har desværre de sædvanlige unoder med flosker a la “kunstscene” etc.
Det er bagateller. Udstillingen om Sonja Ferlov Mancoba er en vigtig brik til forståelsen af en kvindelig kunstner, der ikke, selv om museet skriver det, har været ukendt. Tværtimod har bl.a. Galerie Mikael Andersen i mange år gjort et stort arbejde for at formidle hendes kunst.
SMK – til og med 5.5. 2019.
(Udstillingen rejser i mindre format videre til Musée national d’art moderne, Centre Pompidou, Paris, fra 26. juni 2018.)