Kulturkupeen

Spencer

∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Det er lillejuleaftens dag. Vi befinder os på den britiske kongefamilies privatejede gods Sandringham House, som har været i familiens eje siden 1862, og er en af dens foretrukne boliger

Et hav af kokke og tjenestefolk arbejder på højtryk på den traditionelle jul i det engelske kongehus. Julens gæster bliver ved ankomsten til godset vejet i hallen på en gammel vægt med store messinglodder. Når de tager afsted 2. juledag går de på vægten igen, og skulle gerne have taget lidt på, efter at have spist de mange udsøgte retter, der er blevet serveret hen over julen i de kongelige gemakker.

Foto: Scanbox Entertainment

Den eneste der ikke er dukket op endnu er Diana(Kristen Stewart). Hun kører i sin sportsvogn uden sikkerhedsvagter alene rundt ude på landet. Hun er faret vild. Hun glæder sig ikke just til julen hos sin svigermor, men meget til at være sammen med sine sønner William og Harry. På det tidspunkt lider hun af udtalt bulimi. En af kokkene, der tilfældigvis er ude at køre, møder hende og følger hende hjem.

Filmen foregår på et tidspunkt, hvor ægteskabet mellem Charles og Diana er ved at gå i opløsning. Trods dette føler hun sig tvunget til at spille den perfekte hustru.

Sandringham er et stort gods. Dronningen synes, at det er for dyrt at varme op, så alle går rundt og fryser. Man klæder om til hvert måltid. I nyt dress vel at mærke. Du skal være i stand til at gøre ting, du hader at gøre. Der må være to af dig, siger Charles til hende, da de har en stund alene sammen.

Spencer er ikke et dokudrama. Der er handlingstråde, der umiddelbart ikke synes at passe til den kendte historie om Diana og det engelske kongehus, hvor hver en bevægelse hun gjorde blev fulgt af en sulten og frådende presse. Instruktøren siger: Vi ville skabe noget ved at tage elementer fra virkeligheden og bruge fantasien til at fortælle om en kvindes liv ved hjælp af filmens værktøjer. Det må være svært at digte på virkeligheden, når en stor del af ens publikum så klart husker Dianas ikoniske status. Verdens nok mest berømte kvinde på den tid.

Foto: Scanbox Entertainment

Spencer er underholdende. Filmen fokuserer på Dianas vanskelige forhold Charles, som var betaget af en anden kvinde, hendes forhold til sin svigerfamilie og hendes store kærlighed til sine sønner. Vi føler med hende. Det er en vanskelig rolle hun har.

Kristen Stewart er fortræffelig som Diana. Man fornemmer at Stewart har brugt rigtig megen tid på at sætte sig ind i sin karakter. Diana er på en gang gådefuld, skrøbelig og stærk. Hendes ansigtsudtryk afslører hendes indre turmulte sind.

Foto: Scanbox Entertainment

Bag filmen står den Oscarnominerede chilenske Pablo Larrain. Vi kender ham bl.a.som instruktør fra The Club (2015), som vandt Sølvbjørnens jurypris i 2015 på Berlin Film Festival og Jackie(2016) om Jacqueline Kennedy. Han har sammen med sin bror produktionsselskabet Fabula. De har produceret over 40 film, mere end 15 tv-serier og 500 reklamer. Et par flittige herrer.

Der har været flere spillefilm m.v. om Diana herunder Diana(2013). Derudover kan nævnes tv-serien The Crown og diverse dokumentarfilm.

Instruktør: Pablo Larrain

Premiere: 3.februar 2022




Trailer: Scanbox Entertainment

Distribution: Scanbox Entertainment

Plakat: Scanbox Entertainment

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *