Kulturkupeen

Spionchefen. Erindringer fra celle 18.

Anbefaling af Ulla Strømberg.

Spionchefen. Erindringer fra celle 18 af Lars Findsen i samarbejde med Mette Mayli Albæk.

Har man læst Kafka – eller såmænd Ibsen, er bogen ”Spionchefen” ikke så overraskende. Og dog. For det her er jo dansk virkelighed. En mand, højt på strå i systemet, bliver pludselig knækket og falder. Men hans fysiske som psykiske tilstand er så imponerende, at midt i faldet beskriver han situationen. Der er vi nu, oktober 2022.

”Erindringer fra celle 18”  er de 71 dage, hvor Lars Findsen, tidligere topembedsmand netop inden for Justits- og Forsvarsministeriet, blev anbragt i Hillerød Arrest uden at måtte se andre end advokater og sin moder og broder. Al kommunikation ud af celle blev overvåget.  Året er 2022 i Danmark!

Da bogen ”Spionchefen” udkom torsdag, var den en bombe eller godte midt i en lidt for lang og kedelig valgkamp, hvor alle partier fedter rundt og vil hjælpe de fleste med penge til energi, mens sundhedssektoren og psykiatrien da også godt kan få lidt.  Der synes næsten ikke at være forskel på højre og venstre.

Med Lars Findsens erindringer, skrevet sammen med journalisten Mette Mayli Albæk, er der fornyet brændstof til en diskussion om Slotsholmen, demokrati, magt og elite. Bogen giver i en meget lettilgængelig form indblik i magtens korridorer.

Enhver erindringsbog eller selvbiografi er naturligvis subjektiv og skrevet ud fra personens fortolkning af øjeblikket: Sådan ser tingene ud lige nu, og sådan var tiden forud.  Det er præmisserne. Derfor er det rigtigt, når hovedparten af de utallige avisartikler og nettekster, der allerede har været fremme, understreger, at det er et partsindlæg.  Den ene part fortæller det, der kan siges, mens den anden part (her regering, ministre m.fl.) kun taler om hemmeligholdelse, dobbeltlukkede døre og ”nu skal retten også arbejde”. Offentligheden ved meget lidt, så skyldsspørgsmål og paragraffer hverken kan eller skal jeg kommentere.

Men som bogen foreligger, er den ikke kun velskrevet og veldrejet. Den evner på en meget nedskaleret måde at holde spændingen oppe. Der er ingen cliff hangers, men en lidt klassisk vekselvirkning mellem to spor, varetægtsfængslingen og Findsens lange professionelle virke i statens tjeneste.  Den fremadskridende tid på ca. 71 dage begynder, hvor Lars Findsens passes op i Københavns Lufthavn og placeres i et lille rum for derefter at komme til Gentofte Politistation og siden om natten videre til Vestre Fængsel.  Næste dag begynder de 71 dage i Hillerød Arrest. Her får han via advokaten en lille notesbog med den bagtanke, at det kan være sundt at skrive tanker ned i en presset situation.

Det andet spor er punktvise, velbeskrevne erindringer om den professionelle karriere, som har formet sig til Findsens forsatte glæde. En opstigning fra han som ung blev fundmægtig i Justitsministeriet, videre til kontorchef og derefter som PET chef, netop den organisation som anholder ham i december 2021 i Københavns Lufthavn. Siden blev han departementschef i Forsvarsministeriet, men en ung venstreminister ville noget andet end Findsen. Derefter rykkede Findsen ”ned” og blev FE-chef dvs. chef for Forsvarets efterretningstjeneste med hjemsted på Kastellet.  Fra denne stilling blev han i september 2020 sammen med fire andre på højeste niveau hjemsendt på grund af en rapport. Næsten halvandet år efter bliver de alle renset, men den sag blev offentliggjort samme dag, som dommen faldt i Inger Støjbergs rigsretssag. I øvrigt var Findsen anholdt fire dage tidligere og sad allerede i arresten – dog uden at offentligheden vidste noget.

Findsen fremstår som en ekstrem overlever, som om han havde været igennem de mest hårdføre uddannelser inden for forsvaret. Men faktum er, at han aldrig har været soldat på grund af en fod.  Men hans selvtillid fejler nok ikke noget. Og det er godt, hvis man kommer i kraftig modvind. Han nævner også sit øgenavn, mens han var departementschef. TITO henviste ikke til den jugoslaviske præsident i fordums tid, men til Findsens tilsyneladende arbejdstid: tirsdag til torsdag, ti til to. Øgenavnet var givet af en kollega, men kendt på hele Slotsholmen – her forklares det med at han bl.a. var nybagt far.

Ligegyldigt hvor han har været ansat, har han som regel med fuld opbakning fra systemet rationaliseret, moderniseret og ikke mindst åbnet vinduerne til en tidligere ekstrem lukket verden.   Årsrapporter og pressebriefinger er blevet naturligt for både PET og FE.  Det er samtidigt vigtigt at huske,  at netop i de 20 år, hvor Findsen har virket, er verden blevet anderledes. Trusselbilledet har forandret sig i takt med en fortsat international uro fra 11 september 2001 i New York til de uhyggelige terrorhandlinger i Madrid, London og Paris i 2010erne.  Meget pædagogisk beskrives forskellige aspekter af det arbejde, som både PET og FE  har intensiveret til politikernes fortsatte tilfredshed. Og Findsen overskrider aldrig sin generelle tavshedspligt.  

Det springende punkt er selvfølgelig hjemsendelserne og anholdelse.

Hvordan kunne det gå så galt, at adskillige topembedsmænd sendes hjem i september 2020 for efter næsten halvandet år at blive renset? At den øverste leder anholdes efter et års total-overvågning og -aflytning? Den myndighed, som han selv tidligere har været chef for, har hængt mikrofoner op i hans stuer, soveværelse etc.  Denne overvågning beskrives ikke i detaljer, men er svær at forstå. Vi lever i Danmark 2022, og det drejer sig om en mand, der har viet sit liv til ”staten”.

I mine øjne er bogen ikke en vendetta. Tværtimod. De få folk, som hænges ud, beskrives i underspillede vendinger.  Men en person går igen:  Den allerede navnkundige departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen. Lars Findsen er stødt på hende igennem hele sit professionelle virke fra hun er fuldmægtig og han kontorchef. Da de begge er ligestillede departementschefer begynder den dårlige kemi at ytre sig og værre bliver det, da hun er departementschef og han ”kun”  er styrelseschef som øverste i FE. Her ramler de sammen til et møde med andre i rummet og hun påstår, at han ”fremturer”.  Havde det ikke været for Minksagen, hvor netop embedsværkets indflydelse og centralstyring blev udslagsgivende for almenhedens fortolkning  af skandalen, ville de forskellige episoder med netop BB have været mindre bemærkelsesværdige. Nu tegner der sig et større billede.  Og det krones af en bemærkning, uden vidner, hvor daværende socialdemokratiske forsvarsminister Trine Bramsen erkendte, at hjemsendelserne var politisk bestemt: Hun skulle tælle til 90.   Men da PET ved anholdelsen prøver at slå en handel af med Findsen, er der faktisk et vidne, nemlig advokaten.

I det hele taget er bogen skrevet meget redeligt, sagligt uden at gå grassat, og de få, der ”hænges ud” kan leve med det, men om de bliver på deres poster, det vil kun fremtiden vise.

Er det en velskreven bog? Ja, meget.

Er det en oplysende bog, Ja meget.

Er det en uhyggelig bog? Ja, i ekstrem grad.

Præcis som at læse Kafka og nikke genkendende til nogle af hændelserne.

www.politikensforlag.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.