Kulturkupeen

Spionernes Bro

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Af TOM HARPØTH.

Den kolde krig vender tilbage.

Steven Spielberg har begået en yderst spændende film om den kolde krig i slutningen af 50’erne og starten af 60’erne. Det er en beretning, der er ”inspireret af virkelige begivenheder”, om to spioners samtidige historie, en fra øst og en fra vest.

Filmen har som udgangspunkt anholdelsen i New York af en sovjetrussisk agent, Rudolf Abel (fremragende spillet af Mark Rylance). I den efterfølgende retssag får han beskikket en forsvarer, James (Jim) Donovan (meget stærkt spillet af Tom Hanks), som egentlig hverken er interesseret i eller forstår den politiske betydning af, om den anklagede er skyldig eller ej, men umiddelbart er mere interesseret i, om den anklagede får en fair rettergang ifølge amerikansk lov, og om den beskikkede advokat gør sit arbejde ordentligt eller ej.

Jim Donovan udsætter sig dermed for den barske offentligheds mening om en mand, der forsvarer en fjende af USA. Den offentlige mening er tydeligt imod ham, og stempler ham som kommunist og angriber ham og hans familie som fjende, men Jim Donovan holder den amerikanske fane højt. Donovan tror, at man kan være apolitisk i en stærkt ladet politisk situation, idet han fastholder den ideelle fordring uden at tage pragmatiske hensyn til politik, karriere, familie, liv og død.

Dette moralske dilemma, som jo understreges dagligt i vores nuværende 2015-verden med flygtninge og fundamentalistiske terrorister, finder et pragmatisk og politisk leje i og med, at agenten Rudolf Abel ikke dømmes til døden i den elektriske stol, men idømmes en lang fængselsstraf. Han kan jo så senere eventuelt bruges som udvekslingsobjekt, hvis USA skulle få behov for det. Så meget har Donovan lært af retssagen imod Abel.

Da en ung U2-spionflypilot, Francis Gary Powers, i 1962 bliver et bytteobjekt efter nedskydning over sovjetisk territorium, har USA et problem. Powers befinder sig i Østberlin, men USA anerkender ikke DDR som stat og kan derfor ikke sende officielle forhandlere. Gæt selv hvem der sendes til Berlin, uden diplomatpas, uden opbakning af nogen art. At der så desuden dukker et tredje bytteobjekt op, gør kun sagen yderligere kompliceret.

Det er en stærk filmoplevelse som Steven Spielberg her giver os mulighed for at se. Koldkrigstemaet vender tilbage.  Den mest cool reaktion har spionen. Donovan: ”You don’t seem alarmed!”. Abel: ”Would it help?”.

Titel: Spionernes Bro

Instruktion: Steven Spielberg

Varighed: 141 minutter

Premiere: 26. november 2015 over hele landet