Menu Luk

Stormfloden. Erindringsbog af Kaspar Rostrup.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Boganmeldelse af Ulla Strømberg.

Instruktøren Kaspar Rostrup erindringsbog nr. 2.

Titlen er voldsom, men teater- og filminstruktøren Kaspar Rostrup har evnet at tone ned, så bogen kan læses som en mild brise på en solrig dag. Det er andet bind af hans erindringer, som påbegyndtes med bind éts beskrivelse af barndommen.

I 2010 måtte Kaspar Rostrup erkende, at ikke alt er lige nemt. Indtil da havde hans professionelle liv været nådigt og givet adskillige store opgaver, som han havde honoreret til bravur. Men da han i 2006 vendte tilbage til smertensbarnet Gladsaxe Teater, var der pludselig ingen hjælp at hente hos staten og, hvilket var det mest chokerende, – den tidligere så kulturglade kommune var uinteresseret.

16-12-03-rostrup-img_01722

Efter 4 års kamp med Gladsaxe Ny Teater sagde han stop. Og så begyndte Rostrup at skrive sine erindringer, først Sølvfloden og nu Stormfloden.

Som teaterhistoriker er det mere end sjovt at læse. Jeg har set de fleste af forestillingerne og ved, hvordan de enkelte skuespillere gebærder sig på en scene. Har også en fornemmelse af, hvordan de forskellige film- og tv produktioner har været.

Kaspar Rostrup er en venlig mand. Faktisk er der ikke mere end et par personer eller tre af hans gamle kollegaer, som hænges ud og så naturligvis det offentlige teatersystem, som er blevet mere og mere bureaukratiseret og ukunstnerisk i sin struktur.

Resten af bogen er snarere en kamp for kunsten og de indre kræfter samt evnen til hver gang en ny opgave er blevet lagt på hans skuldre at få det optimale ud af det. For en instruktør skal både være guide og hyrde for de skuespillere, som han skal instruere. Hvordan det sker, får vi ikke så meget at vide om, men det lyder som det er døgnarbejde eller 24/7 for at udtrykke det på platdansk. Men sproget hos Rostrup er smukt og følsomt. Meget følsomt. Også den parallelle beskrivelse af hans seneste teateriscenesættelse af ”Glasmenageriet”.

Tid har der dog været til at stifte familie, og hustru nr. to har vist været en uvurderlig støtte igennem snart mange år. Det lægger Rostrup ikke skjul på.

Den store kunst begyndte i Aarhus, hvor de unge skuespillerelever eksperimenterede henne i Vestergade 58. Hurtigt gik det videre til Aalborg Teater med de roste forestillinger ”Peer Gynt” og ”Hamlet” – begge mens Ebbe Langberg var en fremsynet direktør. Så kom Gladsaxe Teater. Her gav direktør Christoffer Bro  plads til de store eksperimenter, ”Niels Klim” og ”Faust”, hvor den faste grænse imellem skuespillere og tilskuere blev nedbrudt. Der som ved mange andre produktioner var broderen Claus Rostrup en uvurderlig og loyal scenograf. Så fulgte TV- teatret og siden under Erik Ballings vinger de store filmopgaver – ”Dansen med Regitze” og ”Her i Nærheden” – og i TV ”Bryggeren”.

I mellemtiden var Rostrup selv teaterdirektør i Gladsaxe og skabte folkekoret. Men han gik fra stedet i 1992, fordi filmen og TV kaldte. I 2006 vendte Rostrup så naivt tilbage til et teater, der pludselig skulle drives for 4 millioner kroner i stedet for 20 millioner kroner.

Uden de sidste erfaringerne havde bogen nok ikke haft kant, men med oplevelsen spores også en forståelig bitterhed. Og sådan er teaterliv som alt andet. Intet er nemt hele tiden.

Oveni er der angsten. Den er svær at håndtere og også svær at forstå for udenfor stående. Men at skabe kunst er ikke kun en lise for sjælen. Det koster.

”Stormfloden” er en flink og venlig erindringsbog, som kan læses med glæde af alle med interesse for teater, film og TV.

www.gyldendal.dk