∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Brusende og lystig Don Quixote ballet på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.
Don Quixote. Alle pressebilleder af Constin Radu.
Førsteakten er et orgie i dansende ungpiger og røde, maskuline toreadorer. I anden akten er vi hensat til smægtende sigøjnere afløst af stilfærdige sylfidelignende skovvæsener. Tredjeakten er derimod i stillige gyldne toner med bravur i dansene og spring og knejsen med hovedet.
Don Quixote. 3. akt.Alle pressebilleder af Constin Radu.
Smældende musik
Det er russisk ballet på Kongens Nytorv. Men de gør det godt, danserne. Med smil om læben og i fødderne skaber hele korpset en glad oplevelse, hvor også orkestret ved premieren under ledelse af Graham Bond spillede lystigt og afvekslende. Forte og så pianissimo, præcis som komponisten, Ludwig Minkus, vel krævede det.
Der er nok nogle, der vil mene, at både historien og musikken hører til i den lettere ende – men gør det noget en enkelt aften blot at blive underholdt?
Psykologi – en by i Rusland
Der er nemlig ikke meget tilbage af Cervantes’ 400 år gamle historie om den bedrøvelige ridder Don Quixote og hans tro tjener Sancho Panza. Psykologi og karakterudvikling er pist væk. I stedet er balletten en fortløbende strøm af numre: snart en pas de deux, så en pas de trois efterfulgt af hele korpset.
Men russisk ballet har også de store stjernenumre. Her er det Kitri og Basil – den unge pige og hende elskede, barberen. Ved premieren danset med liv, engagement og strakte ben af J’aime Crandall og Jón Axel Fransson. De klæ’r hinanden, der er overskud og charme hos begge til at skabe et forelsket par – udover at holde den russiske stil. Mere pompøs dans ligger i pas de deux’erne med toreadoren Espada og hans dame Mercedes, på premieren danset af Ulrik Birkkær med sjov alvorsmine og spansk ryg, mens Amy Watson som vanligt var perfekt og charmerende. Der var i øvrigt intet at udsætte på danserne – de levede sig ind i de eventyragtige figurer, så det var en lyst. Der er vist i alt tre hold dansere til de store partier.
Alle kræfter var tilsyneladende sat til ved premieren.
Alle pressebilleder af Constin Radu.
Worsaas scenografi – 33 år gammel
Interessant er det, at Hübbe har valgt at bevare Jens-Jacob Worsaaes scenografi fra 1983. 33 år er mange for en scenografi, men det utrolige er, at den fungerer – ikke mindst kostumerne – hverken for skrigende eller for stilfærdige, men tilpas stærke i deres udtryk med kapper, tyl og hvide tutu’er i skovscenen og sjove anmassende toreadordragter – afløst i tredjeakten af de smukkeste douche mandsdragter med flade hatte.
Alle pressebilleder af Constin Radu.
Ballettens historie
For at forstå ballettens historie, skal der mere end en almindelig balletdetektiv til for at finde de snirklede veje, som den oprindelige russiske Pepita-ballet fra 1869 har gennemløbet. For nok var det en succes i Moska dengang, men hurtigt blev andre muligheder afprøvet. Historien er jo så god, men Balanchine fandt det hele for tyndt, og det kan man ikke fortænke ham i. Han fik ny musik og gjorde titelfiguren til en reflekteret karakter, der søger sit sit ideal.
Men den version, som København har benyttet sig af, går tilbage til Jurij Grigorovits opsætning, der bygger på en række russiske forgængere(I følge Erik Aschengreens Balletbogen). I programmet står dog, at Hübbe alene er gået tilbage til den originale Petipa-koreografi og tillige brugt en herresolo af Baryshnikov) Uanset hvad – så er der ikke megen møllesving, ingen hest eller æsel, og historien fader langsomt ud.
Alle pressebilleder af Constin Radu.
Ingen kamp mod vindmøllerne
Der er ikke meget tilbage i tredjeaktens store balsal af den knækkede ridder med den lange lanse. Men det gør ikke noget. Det er dans og ”Don Quixote” giver hele Den Kongelige Ballet en kæmpe mulighed for at strække ud til glæde for os andre. Og selv næsten dansede jeg ned ad Bredgade bagefter.
Kan varmt anbefales. Der kræves overhovedet ingen forkundskaber – højst lidt interesse i ”Vild med dans”, måske.
Alle pressebilleder af Constin Radu.
Koreografi: Nikolaj Hübbe efter Marius Petipa ( 2016) Musik: Ludwig Minkus ( 1869) Scenografi og kostumer: Jens-Jacob Worsaae ( 1983) Lysdesign: Thomas Bek Jensen
Dirigent: Graham Bond Det Kongelige Kapel