∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ula Strømberg.
Jeg er Danmark. Portræt af et parti og dets grundlæggelse: Dansk Folkeparti.
Virkelighedens Pia Kjærsgaard får lov at indlede forestillingen på bånd med opskruede højtalerlyd. Men så er det også slut med dokumentarismen, og hurtigt tager revy og spex stilen over i et forrygende og for rygende tempo, som måske giver publikum utilsigtet åndenød. For det er en god historie: Hvordan kunne det lade sig gøre for den pæne borgerlige hjemmehjælper Pia at danne et parti og få det til at slå rødder og vokse sig stort og stærkt på trods af modstand, vrede og endnu mere modstand fra de toneangivende rækker?
Pressebillede.
©2016 Palle Peter Skov
Den historie er interessant, men fortælles ikke helt af Mungo Park Kolding. Til gengæld opridser de ikke mindst i første akt præmisserne for Pias vej frem. Hun er checket og fornuftig, men hvad der siden gør hende til en stærk partiformand, undersøges tilsyneladende ikke. Heller ikke hvordan det menneskesyn opstår, som fik Poul Nyrup Rasmussen til at sige: “Stuerene bliver de aldrig”. Og så sidder Pia Kjærsgaard i dag i Folketingets formandsstol!
Replikken er omdrejningsnøglen igennem hele forestillingen, og netop Poul Nyrup er spillet af en meget præcis Frank Thiel. Hans Nyrup-parodi er hele aftenen værd.
pressefoto.©2016 Palle Peter Skov
Også andre politikere bliver karikeret fortræffeligt, bl.a. Peter Skaarup, der simpelthen ikke har en replik, men kun et smil. Det giver alligevel ikke tilstrækkelig gods til, at forestillingen falder i hak. Dertil er den for ufokuseret, for vild med at råbe højt og løbe rundt, være for og imod.
Det lykkes dog forestillingen at dele sol og vind lige. Hen imod slutningen er der en række citater fra den aktuelle flygtningedebat, der meget tydeligt viser, hvordan både socialdemokraterne og SF har bøjet sig ind under Dansk Folkeparti og Venstres Inger Støjbjergs paroler. Det virker stærkt, og her kunne forestillingen have vundet meget, hvis den havde kredset lidt mere om netop de citater i stedet for i angst for at kede at styrte videre under råb og skrig. Men det skulle da ikke være fordi Mungo Park Kolding er bange for de lokale politikere, at stykket i sidste ende kan opfattes som tamt og stor ståhej.
Mungo Park, Kolding. Fra forestillingen Jeg er Danmark/De Stuerene.
©2016 Palle Peter Skov
Skuespillerne gør hvad de kan – uden undtagelse. Det er snarere pagten imellem forfatter Line Mørkeby og co. og instruktør Kasper Sejersen, som ikke er lykkedes. For mange ord – og for megen bevægelse.
Scenografien er flot i starten i Louise Beck hvide univers med bogstaver, som kan lidt af hvert og spillerne i hvide dragter, men det bliver lidt kedsommeligt, som timerne går. Nogle brutale skift havde gjort underværker.
Forventningerne var store, før jeg skulle se forestillingen om Pia Kjærsgaard og dannelsen af det helt specielle parti: Dansk Folkeparti. Endelig teater om noget nært og vedkommende.
Forestillingen har spillet i nogle måneder og blev under stor bevågenhed vist på Aveny-T under CPH Stage. Her viser festivallen sin berettigelse. For det er på alle måder beundringsværdigt, at Mungo Park Kolding binder an med emnet og gennemfører det konsekvent. Bare ærgerligt at det ikke var mere farligt og foruroligende.
| Medvirkende: Maja Juhlin, Frank Thiel, Marie Nørgaard, Anne Vester Høyer og Carl-Christian Riestra Instruktør: Kasper Sejersen Dramatiker: Line Mørkeby i samarbejde med Jens Korse, Michael Schøt og Lasse Bo Handberg Scenograf: Louise Beck Prolog:
Pia Kjærsgaaard |