Kulturkupeen

Tatovering på Mungo Park.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Tatovering på Mungo Park.

En lille,  fin forestilling om blandingen af den kraft og skrøbelighed, som ikke mindst  kendetegner en ny generation af kvinder.

Faderen har været en fraværende sjuft, og nu ligger han på dødslejet. Den unge kvinde reflekterer derfor over fadertabet, som jo egentlig ikke er noget tab, i og med hun nærmest ikke har kendt ham. Han har været fraværende det meste af hende opvækst. Men selv det betyder noget, og lidt efter rulles hendes egen skolehistorie  op. Hun måtte mere end alle kammeraterne, så hun levede tilsyneladende livet mere ud end alle de jævnaldrende veninder. Men hun stødte også på flere forhindringer: Bossen, der vil voldtage hende, og vennen, der drog i krig og ikke kom tilbage.

Tatovering. Mungo Park. 2020. Pressefoto.

’Det er ikke noget overklassemiljø, som skildres i de replikmæssige brudstykker, som er fordelt på den opspaltede kvindefigur: Den  eftertænksomme og den spillevende. Et fikst instruktør- og forfattergreb med opsplitningen, som dermed skjuler, at nok er der to på scenen, men ingen dialog.  I det hele taget er forestillingen ”Tatovering” trods sin lidenhed ganske formfuldendt, og de to skuespillere, Nana Morks og Sara Fanta Traore,  er meget velfungerende i al deres forskellighed.  Men er det et moderne teaterskolekneb med opsplitningen af personerne? Jeg har set der flere gange i det seneste år i stykker, der handler om  og er skabt af den yngste genration. Til gengæld er der ikke  megen DIALOG.

Tatovering. Mungo Park. 2020. Pressefoto.

Men det gør ikke noget, for dramatiker og instruktør Anna Malzer får ganske meget med om den vildskab i de yngste år, som jo siden hen viser sig at være en både dum og tildeles ødelæggende opførsel. For denne unge pige, som det understreges i programmet, IKKE er dramatikerens alter ego, bliver af kammeraterne blot stemplet som en billig pige. Og hvem vil det? Hvor sjovt er det i det hele taget at skille sig ud på den dårlige måde?

”Tatovering”s titel lægger i høj grad op til at understrege den loyalitet, som selv forsømte børn viser deres forældre. For mens den evigt fraværende fader ligger på et usselt dødsleje i sit forsømte hus, får den unge pige indgraveret faderens initialer!

Tatovering. Mungo Park. 2020. Pressefoto.

Hele iscenesættelsen med scenografi, lys og lyd er i dyb harmoni med tiden, hvor forskellige internationale poprytmer ustandseligt dunker  i baggrunden, mens den vilde, festglade unge pige (den ene halvdel)  hopper og springer og ser sig i spejlene, som indrammer den lille scene. Smukt, effektfuldt og lidt skræmmende.

Da Anna Malzer overtog Mungo Park for under et år siden, understregede hun, at hun ville skabe teater for sin egen generation. Hun glemte vist dengang at tænke på, at Mungo Park, placeret i et gammelt sovebysområde, i høj grad havde oparbejdet et loyalt stampublikum bestående af ganske modne mennesker og herunder mange ægtepar. På vej ud fra forestillingen hørte jeg netop et ægtepar sige, at stykket i den grad kunne lære forældre noget om deres børn. Og det er jo ikke så dumt, selv om teaterdirektøren helst vil have 28-årige i salen, bliver det nok mest gymnasielever og de plus 50 årige, der vil fylde op. Men dem skal man ikke kimse af og slet ikke i Allerød.

Endnu en lille sejr for Mungo Park, der spiller den ene interessante og seværdige forestilling efter den anden.   Alene i denne teatersæson: Pigen med Bomberne, De hovedløse, Smykket og nu Tatovering.  Imponerende! Blive sådan ved!

 

Medvirkende: Nana Morks og Sara Fanta Traore

Instruktør: Anna Malzer

Tekst- og instruktionskonsulent: Mikkel Flyvholm

Dramatiker: Anna Malzer

Scenograf: Simone Bartholin

Lysdesign: Mikkel Givskov

Lyddesign: Emil Bøll

Varighed: Ca. 65 min.

Alder: Anbefalet fra gymnasiet (fra 16 år)

28.feb-11. marts, og 29. april – 1. maj på Mungo Park i Allerød

2.-4. april på vores satellitscene i Gladsaxe

22.-29. maj på Teater Republique i København

www.mungopark.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.