Kulturkupeen

Teater Sort/Hvid er ny ”Åben Scene for Musikdramatik”.

Kommentar af Ulla Strømberg.

Teater Sort/Hvid er ny ”Åben Scene for Musikdramatik”.

Forleden var jeg til prisoverrækkelse hos en stor fond.  Den årlige festivitas har stået på siden begyndelsen af 1990erne, hvor internationale kapaciteter som den engelske teaterinstruktør Peter Brook har modtaget pris og penge fra fonden. I år blev en række store pengegaver (beløb ukendt) givet til unge kunstnere inden for teater, dans og musik. De er helt ukendte for en større offentlighed og uden markante kunstneriske frembringelser. Deres kunstneriske ”takketaler” overbeviste heller ikke om større kunstneriske fremtidsprojekter. To af dansere var udlændinge, og den ene talte kun engelsk. Meget mærkeligt det hele og lugtede lidt af den nye ungdomstilbedelse og en frasortering og en negligering af det lange slid for den store kunst.

Samme fornemmelse har jeg på det seneste fået i Teater Sort/Hvid.

I disse uger løber der et nyt projekt af stablen på Teater Sort/Hvid. Teatret er blevet udvalgt som åben scene for Ny Musikdramatik over en periode på fire år. 2 millioner kroner årligt – i alt 8 millioner kroner fra Statens Kunstfond, yderligere suppleret af private fonde.

Hver forestilling spilles måske tre gange for en blanding af indbudte gæster og betalende.

Det lyder jo godt og fantastisk, vil nogen mene, og viser er nation, der har midler og vilje til at støtte det nye, det uprøvede.

Men spørgsmålet er, hvem den såkaldte ”censurkomité” er og ligeså, om der overhovedet er ”fødselshjælpere” forbundet med projektet og efterkritik!

DIES IRAE med Eriko Makimura.Teater S/H. 2021. Foto af Martin Høyer.

Jeg har oplevet to af projekterne, mens det tredje blev aflyst eller snarere flyttet til en ”bodega”, hvor omgivelserne var mere passende, hed det ved afmeldingen.

Den første forestilling var ”DIES IRAE” og annonceret som den verdenskendte japanske pianist ERIKO MAKIMURA iscenesat af to danske scenografer og performancekunstnereJULIAN TOLDAM JUHLIN og CHRISTIAN ALBRECHTSEN, der stod for komposition og koncept.  De to danskere er væsentlige kunstnere og har skabt spændende scenografier, men hvem siger, de er dramaturger og hvorfor i en musikalsk ramme?

DIES IRAE_med Eriko Makimura.Teater S/H. 2021. Foto af Martin Høyer

Pianisten ankom statuarisk på scenen iført en kreation og spillede lidt forskelligt fra den klassiske verdensmusik, Bach og Tjakovskij, bl.a. Helt smukt var det ikke, for hen ad vejen blev den magre japanske pianist klædt af, så hun var helt nøgen, men spillede dog uanfægtet videre. Derefter blev hun bundet ind, som var hun et mumie, og igen fortsatte klaverspillet. Men tilsidst kunne hun ikke ramme tangenterne. Mod slutningen endte hun i en forrygende gulddragt, der skjulte enhver kvadratcentimeter hud. Flot så det ud, men hvilken mening og hvilken ødselhed?. Det var overflod på alle måder, og legitimeringen af det musikalske var lidt påklistret.

Selvfølgelig  er der masser af banale fortolkninger: kunstneren, der møder forhindringer, kunstens råderum, som indskrænkes, kunsten løftet op til noget guddommeligt  ETC.

De første 10 minutter var sjove, siden var det forudsigeligt og uden en klar, udviklende idé.

Hvorfor var netop denne japanske pianist valgt ud af det danske Statens Kunstfond? Hvor var ekspertisen fra Sort/Hvid med den dygtige leder Christian Lollike i spidsen? Skulle han ikke agere dramaturg m.m.? Eller var det de to scenografer, der stod bag værket og kaldte det musikdramatik for at høre hjemme i en bestemt pulje?

This Music is an embarrassment to humanity. S/H. Marcela Lucatelli.2021. Tegning af Claus Seidel.

Fraværet af en dramaturgisk hjælpepakke var dog endnu mere tydelig i  THIS MUSIC IS AN EMBARRASSMENT TO HUMANITY.

Her har jeg lyst til at give stjerner for at forklare min opfattelse af projektet og manglen på vejledning.  Udefra set er det blevet stemplet musikdramatik, og derfor skulle man tro, at sangeren og performeren var i centrum som den bærende kraft.

Den brasiliansk/danske performer MARCELA LUCATELLI så fantastisk ud i et moderne kostume med henvisninger til italiensk mode  a la Pradas silketrykte stoffer, dertil kraftig sort make up og iltert to-farvet hår. En sort mund lagde ud med at vrænge ord og toner fra den danske sangskat og fortsatte sådan i mere end en time, måske i  90 minutter. Det var ensformigt og startede med danske sange for at slutte med noget mere konkret om kærlighed og død.

Pointen, der vel har overbevist bidragsyderne, var begrebet kunstig intelligens. Det er anden gang inden for en uge, at jeg oplever, at en performance/danseforestilling er koblet op på dette diffuse begreb. Men hvorfor her? Performeren så fantastisk ud bag key board-et, og hun brugte det danske sprog, selv om titlen var på engelsk(?). Men hvorfor?

En smuk dekoration af plasticpalmer suppleret med små hvide kopier af antikke figurer og en oppustet plasticstol gjorde rummet interessant. Det bedste af det hele var dog lyssætningen. Flot og fantastisk og ligeså et lærred med en fortløbende video med danske, lidt forvrængede tekster, som jeg dog ikke rigtig kunne se fra min plads.Også sprogets mest vulgære begreber blev brugt, men måske ved performeren ikke, hvor stærke ordene er på dansk og endnu værre på tryk?

This Music is an embarrassment to humanity. S/H. Marcela Lucatelli. 2021. Tegning af Claus Seidel.

Hvad var pointen? Jeg ledte i min erindring og op sprang begreber som dada, fluxus og punk. Det betød, at jeg egentlig kom til at skrue tiden næsten 100, 70 og halvtreds år tilbage. Så værket hos S/H var faktisk lidt altmodisch og så alligevel ikke. For da kærligheden skulle visualiseres på lærredet i en video, var det to kvinder, som tog om hinanden, og hele konceptet var jo tillige, at en udlænding gjorde nar ad eller skubbede til vores sangskat. Det er (næsten) nyt og begreber som queer og kolonialisme har vel stået i ansøgningen til Statens Kunstfond. Men er det interessant? Er det givtigt? I de seneste år har der været ganske mange teaterforestillinger med udgangspunkt i den danske højskolesangbog, men med et klarere fokus.

Og skal dada eller fluxus genoplives, vil jeg hellere gense en performance, jeg husker med gamle Niels Viggo Bentzon, der sad ved et klaver og spillede en hymne til en sild i en foldet avis. Det skete på Charlottenborg omkring 1970. Hvornår kommer vi videre?

Der er flere spørgsmål:

Hvorfor dette angreb på vores sange? Hvorfor denne vrede ? Og hvorfor den kunstige intelligens, som syntes at være faldet i søvn, så snart forestillingen begyndte?

Det hele var sjovt de første 10-12 minutter. Så var opfindsomheden slut for performerens vedkommende.  Så det bliver:

6 stjerner til lysdesigneren

5 stjerner til videodesigneren

4 stjerner til scenografen

3 stjerner til kunstnerinden

2 stjerner til ideen

1 stjerne til det dramaturgiske og indholdsmæssige.

Efterlysning: Rådgivning, vejledning og måske også efterkritik.

Projektet fortsætter på S/H. Check selv ud hvad og hvornår.

Et hjertesuk: Jeg kender så mange teaterfolk, som slider og slæber og tager ansvaret over for publikum ude i landet alvorligt og virkelig vil noget med bl.a. det lokale publikum. Mange af de teaterfolk finder gode og vedkommende historier om lokale, nationale eller globale spørgsmål.  Men de fleste har svært ved at skaffe midler til deres professionelle produktioner, fordi de måske hverken er helt unge eller fra det store udland og heller ikke indpakker ansøgningerne i smarte fraser. Der er faktisk trist.

De to projekter:

DIES IRAE:

Scenografi, koncept og iscenesættelse JULIAN TOLDAM JUHLIN, CHRISTIAN ALBRECHTSEN Komposition, koncept og koncertpianist ERIKO MAKIMURA Statister JANE ISABELLA ENGELUND, RIKKE HARDBO LARSEN Kostume RIKKE HARDBO LARSEN, JULIAN TOLDAM JUHLIN, CHRISTIAN ALBRECTSEN Komposition JOHANN SEBASTIAN BACH, PJOTR ILITJ TJAJKOVSKIJ m.fl. Lyd- og videodesign RASMUS O. BUNTON Lysdesign MORTEN KOLBAK Rekvisit ANDERS ASTRUP JENSEN Forestillingsleder ALICE SJURKALINA Scenemester JONATHAN HJORTH Smed MORTEN RIIS Fotos MARTIN HØYER

Støttet af DANSK TENNISFOND, AAGE OG JOHANNE LOUIS-HANSENS FOND

 

THIS MUSIC IS AN EMBARRASSMENT TO HUMANITY

Koncept, iscenesættelse og medvirkende MARCELA LUCATELLI AI-kunstner og video MIRABELLE JONES Komposition KIRSTINE FOGH VINDELEV og MARCELA LUCATELLI Tekst KIRSTINE FOGH VINDELEV og OpenAIs GPT-3 Lysdesign JARI MATSI Lyddesign GIANLUCA ELIA.

www.sort-hvid.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.