Kulturkupeen

The Florida Project

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Velspillet og gribende.

The Florida Project foregår lige udenfor verdens største forlystelsespark Disney World i Orlando, på det farvestrålende motorvejsmotel The Magic Castle. Et motel, der har set bedre dage, og som nu huser fattige hjemløse, som bor der på ugebasis, fordi de ikke har råd til at betale depositum for en leje lejlighed.

Her bor den unge arbejdsløse, storrygende og overtatoverede Halley (Bria Vinaite) med sin seks  årige datter Moonee(Brooklyn Prince). Mens Halley prøver at hustle sig til den ugentlige husleje ved at sælge falske parfumer til folk på de finere hoteller, falske turpas til Disney World turisterne samt ultimativt sig selv til forbipasserende mænd, leger Moonee ubekymret med sine kammerater. På trods af sommerens stegende hede formår børnene, at gøre hver dag til et eventyr. De er frække, grænsende til det småkriminelle, laver masser af ballade, men er i bund og grund søde og charmerende. De har en vidunderlig evne til at finde magien i tilværelsen, selv om de aldrig har sat deres ben i The Magic Kingdom, en af temaparkerne i Disney World kun få kilometer fra, hvor de bor. De mangler voksne rollemodeller, og man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan deres fremtid vil forme sig.

Stedets strikse vicevært Bobby(Willem Dafoe) prøver at holde styr på dem samtidig med, at han holder hånden over dem, når der er fare på færde. Instruktøren Sean Baker siger om Bobbys karakter: Vi elskede ideen om at forankre denne film med en person, som bare prøver at gøre sit arbejde, hvilket kræver en hård attitude, men samtidig en enorm følsomhed. Man må sige at det er lykkedes. Dafoe yder en fin præstation i denne rolle. Han er en meget alsidig skuespiller, som har en imponerende filmkarriere bag sig. Vi kender ham bl.a. fra Spider Man(2000) The Grand Budapest Hotel(2014) og senest Murder on the Orient Ekspress(2017). Han er nomineret til en Oscar for sin rolle i The Florida Project. Helt velfortjent.

Man kan tolke filmen på flere måder. Den er på en gang dybt alvorlig og befriende morsom. Grundlæggende handler den om mennesker, der lever på samfundets bund, og hvilke konsekvenser det har for deres børn. Men det er også en film om børns enestående evne til at tilpasse sig, få det bedste ud af situationen og skabe deres egen magiske verden på trods af fattigdom og omsorgssvigt. Halley elsker sin datter. Ingen tvivl om det. Men hun har bare så mange problemer selv, at hun har svært ved at håndtere forældrerollen.

Det er første gang den 24 årige Bria Vinate spiller med i en film. Hun er født i Lithauen og flyttede til NY som seksårig med sine forældre. I det virkelige liv er hun en succesrig forretningskvinde, og kan nu også skrive filmskuespiller på sit CV. Hun yder en flot præstation som den temperamentsfulde og desperate Halley.

Den syvårige Prince er et fund til rollen som Mooney. Hun har siden hun var tre år været med i diverse reklamefilm. I The Florida Project spiller hun med en uforfærdet autencitet og styrke og spås en stor fremtid indenfor skuespilfaget.

Kameraet er uroligt håndholdt og farverne knivskarpe i den stærke sol. En helikopter flyver konstant frem og tilbage over motellet med rige gæster, der besøger Disney World. Kontrasten mellem rig og fattig er prægnant.

Filmen er ikke en børnefilm, men større børn vil have glæde af at se den. Den varer 1 time og 51 minutter. Der er en tendens til at nye film bliver længere og længere. Det gør dem ikke bedre. De fleste historier kan forløses på 90 minutter, som tidligere var tommelfingerreglen for en spillefilms længde. Det gælder også The Florida Project, en i øvrigt anderledes, gribende og velspillet film.

Instruktør: Sean Baker

Fotos: Scanbox Entertainment Denmark

Censur: Tilladt for alle

Premiere: 1. marts 2018