Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

 

”The woman in black” er en boulevardkomedie pakket ind i old England-emballage. Lige  hvad det engelsksprogede That Theatre på Østerbro mestrer.

”The woman in black” er annonceret som en gyser. Og for det spændingstørstende publikum bliver der ikke mindst efter pausen mulighed hvin og gisp, når den sorte dame virkelig går til makronerne og dukker op snart her, snart der og måske også lige foran dig.

The woman in black. That Theatre. Østerbro. Pressebillede.

I en gyser- og horrorhistorie skal detaljerne ikke røbes på forhånd. Men selve plottet i ”The woman in black” er som en kinesisk æske. Først lidt efter lidt afsløres, at vi oplever et spil i spillet. Når dertil lægges, at begge skuespillere taler et hurtigt og præcist engelsk, er det bare om at holde øjne og ører åbne, for der er brug for alle detaljer.

Den lille sorte scene i Krudttønden fungerer fint til formålet, mens de to skuespillere har lynende travlt med et utal af omklædninger, fra den ene frakke og cottencoat til den anden.

”The woman in black” blev allerede i 2013 sat op på That Theatre med samme skuespillere. Dengang modtog den unge Benjamin Stender efterfølgende en talent-Reumert for rollen. Det var helt fortjent. I mellemtiden har han spillet mange steder i udlandet, primært i Italien. Nu er han tilbage og sammen med Ian Burns, som i øvrigt er stifter af That Theatre, yder han maksimalt i rollen som sagfører m.m. Fint samspil.

Forestillingen har lidt svært ved at komme i gang. Der mangler simpelthen drive i de første mange minutter. Men selv om anden halvdel i høj grad kompenserer for startens langsomme tempo, er det alligevel en dramaturgisk uklog disposition. Vi vil jo gerne ind i historien. Også den lille scene og de mange black outs, som ikke kun er betinget af at ville pirre til spændingskurven, er med til at trykke tempoet ned.  Men efter pausen er tempoet oppe og ikke mindst den fjerde medvirkende, den godmodige, men dog usynlige hund, er med til at få vægten mellem hygge og uhygge til at balance.

”The woman in black”  er en anderledes oplevelse, og der er brug for både stærke nerver og spidse ører for at få det maksimale udbytte. Og selv om man kan have lyst til både at lykke øjne og ører momentvis, går det jo ikke.

I London har forestillingen i øvrigt spillet i Westend i snart 29 år – næstlængste run, annonceres det. Så man kan kun ønske for That Theatre, at forestillingen også hos dem får et langt liv.

Der er i øvrigt et fint undervisningsmateriale på engelsk.

SCRIPT Susan Hill & StephenMallatratt
DIRECTOR Barry McKenna
CAST Ian Burns, Benjamin Stender & Christina Hildebrandt

Plays at Krudttønden
Serridslevvej 2, 2100 Kbh Ø

Oct. 24 – Nov. 24 2018
Mon – Fri 8pm
Sat. 5pm

Tickets: Teaterbilletter.dk /

Tel.  7020 2096

www.that-theatre.com