∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Ulla Strømberg.
Til Stregen – Trebindsværk om danske bladtegninger af Claus Seidel.
Kæmpestort bogværk om dansk bladtegning igennem mere end 170 år – skrevet af Claus Seidel, der selv har virket som bladtegner i en menneskealder.
Imponerende og velskrevet bog eller bogværk, der er krydret med masser af personlige betragtninger og anekdoter om de mere end 200 kvinder og mænd, der har højnet og mildnet de ellers tætskrevne avissider.
Da bogen har mange anekdoter, må jeg tilføje én: For år tilbage blev Claus Seidel kaldt den talende tegner af Berlingske Tidendes teater- og litteraturanmelder Jens Kistrup, som undrede sig over, at den dengang unge bladtegner var så velformuleret og kunne optræde i radioen og fortælle om at være teatertegner. I dag burde Claus Seidel betegnes den skrivende tegner, for der er gået en god journalist tabt i manden, der har fyldt 1100 sider om et emne, der ligger ham meget på sinde og i øvrigt har hans dybe kærlighed. Samtidig har Claus Seidel i de seneste snart 25 år kæmpet for og lykkedes med at etablere Museet for Dansk Bladtegning. Men det er en anden historie, som jeg vender tilbage til. Claus Seidel har tillige i en lang periode været formand for den faglige organisation: Danske bladtegnere.
Der manglede den komplette historiske oversigt
Bladtegningen besidder den særlige evne at kunne give nye dimensioner til den strøm af informationer, som ellers er avisernes primære opgave.
Trebindsværket udfylder et hul, for nok har der tidligere været skrevet om emnet, men altid ret overfladisk og punktvis og som oftest iagttaget på afstand. Nu kommer vi allerede fra side ét ind i det ”maskinrum”, som politikere for tiden ynder at fremmale, men det er nyttigt at forstå, hvordan den lille tegning på avissiden netop er havnet der.
Værket jonglerer fikst mellem fortid og nutid, og i de tre tunge bind, 7,5 kg og med mere end 1300 illustrationer, vises et tegnemæssigt overskud hos også tegnere, jeg aldrig har hørt om. Derfor er bogen vigtig. Det er ikke kun Hans Bendix, Erik Werner, Bo Bojesen og tilbage i tiden Alfred Schmidt og Jensenius, der repræsenterer metierens udøvere. Der har været adskillige andre, og de er gode alle sammen, selv om de aldrig nåede frem til hverken Politiken eller Berlingske Tidendes avisspalter. Der er en verden udenfor – og det demonstrerer ”Til Stregen” på alle måder.
Bogens historiske gennemgang er delt genremæssigt ind i satiretegning, dagens tegning, reportagetegning, vittighedstegning, portrættegning, teatertegning, retstegning og så det, som ofte findes nederst på en bagside: ”striberne” – dvs. tegneserierne. Også en markering af de forskellige avisers brug af bladtegninger inden for de mange genrer gør bogen overskuelig og nem sidenhen at bruge som opslagsværk.
Tegneren på arbejde
Ligegyldig hvilken kategori en tegning tilhører, er fødslen sjældent nem. Om det er kunst, diskuteres ikke, men at der investeres både hjerte og smerte i hver en tegning er hævet over enhver diskussion. At være tegner synes aldrig at være trivielt rugbrødsarbejde. Og netop tegnerens glæde ved arbejdet, er Claus Seidel selv den bedste eksponent for, og denne gode stemning gennemsyrer hele bogen.
Et dansk øjebliksbillede af Ebbe Sadolin, Berlingske Tidende, u.å.
Arbejdsmetoden er i øvrigt forskellig. Nogle af tegnerne arbejder først helt ureflekteret for at fange øjeblikkets stemning for siden hen derhjemme ved tegnebordet at forme den endelige tegning, som skal trykkes. Andre prøver allerede on location at være bevidst om opgaven og forstå alle detaljer på et tidligt tidspunkt. Gode anekdoter afslører, at bl.a. tegneren Hans Bendix i sine sidste år som teatertegner måtte ty til sine egne gamle ansigter af skuespillerne for at sikre, at den færdige tegning var på højde med hans ry.
Det var også Hans Bendix, der kunne sige til en skrivende journalist, at han skulle skrive kort, så der var plads til tegningen. For det var jo netop tegningen, der ville fange læserens opmærksomhed!
Samarbejde er også en faktor. Tegneren er ikke helt alene. Der er altid en redaktør eller chefredaktør øverst i hierarkiet. Inden for den politiske satire kan der ofte være en skrivende journalist, som kommer med input. Det behøver i øvrigt ikke at være en journalist ansat på bladet, men snarere en begavet, ekstern person der ved, hvad der politisk rører sig. Med teatertegninger er det derimod en pointe, at den skrivende anmelder og tegneren slet ikke udveksler synspunkter, men derimod hver især skaber deres henholdsvis intellektuelle analyse og emotionelle fortolkning af teaterforestillingen. Og så er det blot at håbe på, at polerne forener sig.
I dagbladet Politikens første år, 1884, blev Ludvig Holberg fejret på forsiden i anledning af 200 året for hans fødsel, d .3. december. Tegning af Wilhelm Marstrand.
Teatertegningen
En ubetalelig teaterhistorisk skat er den danske tradition med teatertegninger. Helt tilbage til 1770erne har kunstnere som Peter Cramer afbildet skuespillere på scenen. Før fotografiets fremkomst omkring 1850 var teatertegningerne de eneste visuelle beviser på skuespillerens rollefortolkninger.
Også her er Claus Seidel på hjemmebane. I mere end 50 år har han ved siden af sine andre gøremål været teatertegner. Det er blevet til mere end 6.000 oplevede forestillinger og dermed måske flere end 100.000 skitser og udkast. Underholdende er bl.a. beskrivelsen af det kollegiale forhold imellem tegnerne tilbage i 1960erne og 1970erne, hvor en generalprøve på Det Kongelige Teater ofte havde så tilpas lang en pause, at de herrer kunne nå over på Brønnum og få frokost.
I dag er teatertegneren ved at uddø. De fleste aviser har af sparehensyn afskaffet denne ganske unikke tradition, og kun få er tilbage – heriblandt Claus Seidel og Tove Nørgaard. En ny generation har desværre ikke fået mulighed for at udvikle sig. Igen er ”Til Stregen” nyttig historieskrivning.
H.C. Andersen i Fra regnormenes Liv – spillet genialt af Jørgen Reenberg på Det Kongelige Teater. Tegning af Claus Seidel, 1981.(Ikke med i bogen.)
Satire og Muhammedkrisen
Den politiske satire er et vigtigt kapitel. Med den såkaldte Muhammed-krise og siden hen attentatet på det franske tidsskrift Charlie Hebdo er selve spørgsmålet blevet endnu mere betydningsfuldt. Hvor man i Danmark er blevet hårdhudet siden Grundloven i 1849, som flyttede frihedsgrænserne, er det anderledes inden for international storpolitik.
Claus Seidel var med hele vejen i Muhammedkrisen. Og hans gennemgang af de faktiske hændelser er interessant, men også rystende. Heldigvis havde de 12 tegnere, som blev hovedpersoner i den langvarige krise, støtte fra Journalistforbundet og ikke mindst de danske myndigheder. Jyllands-Posten, som satte det hele i gang, kontaktede igennem hele forløbet på intet tidspunkt de 12 tegnere. Flere er endnu i dag, 15 år efter, af sikkerhedshensyn under politiets beskyttelse.
12 små tegninger i Jyllands-Posten i september 2005, på initiativ af en daværende kulturredaktør, satte gang i en kædereaktion, som de fleste næppe glemmer, og som strakte sig fra lille Danmark til danske ambassader i udlandet for at nå ligesindede tegnere og journalister på det franske satireblad Charlie Hebdo. Her fik spørgsmålet om ytringsret fatale konsekvenser. I 2011 blev deres redaktionskontor bombet. I 2015 blev ved et terrorattentat 12 medlemmer af redaktionen dræbt og 11 personer såret af indtrængende terrorister.
Claus Seidel skildrer ganske nøgternt og indefra begivenhederne fra 2005 og fremefter uden dog at skjule sin egen forundring over bl.a. dagbladet Politikens holdning.
Roald Als, Politiken 1992. Venlig, satirisk tegning af Poul Schlüter og Uffe Ellemann. Igennem hele ”til Stregen” holder forfatteren en forholdsvis optimistisk tone præget af respekt for den historiske udvikling. Derfor havde historien om dansk bladtegning og danske bladtegnere fortjent en happy end. Men nej.
I afslutningskapitlet om etableringen og driften af Museet for dansk Bladtegning afsløres en sørgelig fortælling.
Erland Kolding Nielsen, dir. for Det Kongelige Bibliotek. Claus Seidel, 2015.
Museet for dansk Bladtegning
Det begyndte tilbage i 1990erne, hvor nogle af de store og aktive bladtegnere var døde, og arvingerne sad tilbage med samlinger på mange tusinde originale skitser og tegninger.
Hvordan skule det gribes an? Skulle der blot indsamles i den faglige organisations navn? Det ville være en dårlig idé, og hvad med plads etc.? Takket være en meget imødekommende direktør på Det Kongelige Bibliotek, Erland Kolding Nielsen, lykkedes det at konstruere et uafhængigt museum med base i Det Kongelige Bibliotek. Siden viste det sig, at denne konstruktion måske ikke var så heldig.
Juridisk set skulle det være i orden, at de mange testamentariske gaver blev givet til ”Museet for Dansk Bladtegning”, som så videregav det til Statens forlængede arm: Det Kongelige Bibliotek. Hen igennem nullerne og 2010erne begyndte de økonomiske stramninger på de generelle kulturområder at kunne mærkes, men Museet for dansk Bladtegning, med Claus Seidel som daglig leder, kløede på og skabte en lang række vigtige udstillinger, samtidig med at mere end 55.000 tegninger blev digitaliseret for fondsmidler. Også en phd-afhandling blev det til inden for rammerne af danske bladtegneres historie. Desværre døde Erland Kolding Nielsen alt for tidligt i 2017. Kort tid efter fik museet ændrede vilkår og derefter sammenlagde Staten diverse biblioteker, så både Danmarks Kunstbibliotek og Statsbiblioteket kom under Det Kongelige Bibliotek. Men i stedet for at de kulturelle sammenlægninger skabte besparelser, så alle aktiviteter kunne fortsætte, blev alt vedr. Museet for dansk Bladtegning lukket nærmest over night.
Det sidste ord er ikke sagt i denne sag, og man kan ikke andet end håbe på, at den store samling, som nu rummer mange hundrede tusinde tegninger m.m. kan finde en kvalificeret plejefamilie, der med respekt for kunsten og oplysningshistorien vil varetage det videre arbejde – og gerne langt væk fra Statens og Kulturministeriets mange hovsahandlinger og sammenlægninger.
Et bibliotek, hvor meget kan gemme sig. Robert Storm Petersen,u.å.
”Til Stregen” fortæller med overskud mange historier og bliver derved et unikt værk, som belyser en del af vores fælles historie igennem de seneste 170 år. For vis mig den person, der ikke har læst en dansk tegneserie eller bladret i Svikmøllen ved juletid og glædet sig over tegningernes evne til at komprimere store, ofte svære spørgsmål til en fascinerende og tydelig tegning.
Udkommet maj 2020.
Gads Forlag
3 bd.
1100 sider og 1300 illustrationer.
Kr. 599,- www.gadsforlag.dk