∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Desværre rammer Teatret ved Sorte Hest, med sit ofte absurde repertoire, ikke plet hver gang.
”Torben Toben”, som er et Line Knutzon-stykke fra 2000, afslører sig som en helt uvedkommende tekst, der tilsyneladende også er umulig at iscenesætte.
Lederen af teatret, instruktøren Maria Vinterberg har senest vist stort analytisk og kunstnerisk talent ved opsætningen af Ionescos absurde klassiker ”Enetime”. Det var en fremragende forestilling. Men med ”Torben Toben” synes teksten så svag, at skuespillerne kommer til at baske i alle retninger og dermed tabe totalt fokus.
Torben Toben. Teatret ved Sorte Hest. Her Paw Henriksen. NB. Fotoet er et modelfoto og IKKE fra forestillingen.
Kun Paw Henriksen står fast på sine fødder og viser et nuanceret register og samtidig et behageligt nøgternt spil. Her er ingen billige løsninger, men teksten gør modstand. De tre unge skuespillere, Karoline Brygmann, Lue Støvelbæk og Kristoffer Helmuth, drøner derudaf – og det er faktisk synd, for sådan behøver teater ikke at være – og slet ikke med et absurd udgangspunkt. Man må håbe de snarest får andre opgaver og udfordringer, som kan vise hvad de duer til.
Torben Toben. Teatret ved Sorte Hest. Her hele holdet. Men hverken opstilling eller kostumer matcher. Fotoet er et modelfoto og IKKE fra forestillingen.
Nu skal jeg ikke gøre mig klog på, hvordan Line Knutzons tekst burde være spillet. For jeg tror ikke, det er muligt her i 2018 i “Torben Toben” at finde ind til de små absurde detaljer, som hun af og til med stor succes har skrevet ind i sine mange historier. I dette fremtidsunivers, hvor der både er hverdagsdetaljer og intethed hos fire mennesker, som både er og ikke er, og som er på lige niveau og alligevel underordnet i et hierarki, er der ikke tilstrækkeligt filosofisk belæg. Og så æder Torben, Paw Henriksen, hele verden. Det er hverken sjovt eller trist, blot uinteressant.
Jeg tænker med glæde tilbage på Knutzons to banebrydende dramatiske tekster, som resulterede i fantastiske forestillinger: ”Først bliver man født” – og ”Snart kommer tiden”, og som i 1990erne henrykkede både publikum og anmeldere. Også ”Guitaristerne”, der blev genopsat flere gange, havde en anderledeshed, som var befriende. Absurd eller ikke.
”Torben Toben”–teksten synes at mangle det, vi kan rammes af i dag.
Marianne Nilssons scenografi er som altid smuk, klog og æstetisk. Her i et gråt univers med et gråt buffetbord, som giver associationer til hotelreceptioner!
MEDVIRKENDE
Paw Henriksen, Karoline Brygmann, Lue Støvelbæk og Kristoffer Helmuth
Instruktør: Maria W Vinterberg
Scenograf: Marianne Nilsson
Lysdesigner: Søren Kyed
Kostumedesigner: Mikael Jensen
Dramatiker, forfatter: Line Knutzon
Producent: Teatret ved Sorte Hest
Arrangør: Teatret ved Sorte Hest