O∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Tosca – repremiere på Det Kongelige Teater.
Kærlighedsdrama uden hensyn til aktuelle og påtrængende spørgsmål som #Metoo og politisk oprør.
Puccinis opera ”Tosca” fra 1900 går man sjældent fejl af, hverken som operahus eller som publikummer. Men selvfølgelig skal præmisserne være i orden: gode og motiverede sangere, en gennemreflekteret instruktør med fornemmelse af tidsuret samt en dirigent i harmoni med både orkester og sangerne. Hvis alt det er i orden – er det en lise at sætte sig i stolen og blot lytte til Puccinis velklingende toner.
Med Peter Langdal, Karin Betz og Jesper Kongshaugs ”gamle” opsætning fra 2006 er mange af præmisserne i orden. Samtidig er vi kommet et skridt videre, siden jeg sidst anmeldte opsætningen (2014), for de fleste af partierne synges af danske sangere. Det er mere end fint og flot, og de indfrier alle vore forventningerne.
Scenografen Karin Betz’s abstrakt-psykologiske scenerum, der er laginddelt, fungerer fortsat som både kirke, Engelsborg og Palazzo Farnese i Rom, herunder salon, torturkammer og Scapias kontor. Alt det lykkes takket være diverse elevatorer og et skiftende lys i skrappe linjer, der farvemæssigt tillige indikerer den følelsesmæssige stemning. Farver og lyssætning ved Jesper Kongshaug skifter resolut, såfremt en blid drømmesekvens afløses af en truende uhygge i musikken og historien.
Tosca.Repremiere. 2022. Det Kongelige Teater. Foto Camilla Winther/ Miklos Szabo.
Selve plottet er simpelt og hentet fra Sardous skuespil, skrevet oprindeligt til Sarah Bernhardt. Vi er anno 1800 i Rom i et evigt politisk uvejr og midt i det hele kærlighed imellem en smuk sangerinde, sunget her af italienske Maria Pia Piscitelli og en kunstner, tenoren Niels Jørgen Riis, der er fritænker og på Napoleons hold – i Rom! Heroverfor står den herskende myndighed personificeret i politichefen Scarpia sunget og spillet myndigt på premiereaftenen af Jens Søndergaard.
Da det visuelle i denne opsætning er ganske forenklet, medfører det nok, at den simple jalousihistorie, som i første omgang står i vejen for Toscas ubetingede kærlighed til fritænkeren, fylder godt, mens det politiske kommer i baggrunden. For det er også to systemer op imod hinanden, to måder at se på verden, enten via kunsten (hendes sang – hans billedkunst) og respekten for den frie tanke eller gennem vold og pression, som Scapia står for.
Tosca. Repremiere. 2022. Det Kongelige Teater. Foto Camilla Winther/ Miklos Szabo.
I denne opsætning bliver det mere et spørgsmål om at afvente Toscas reaktion på Scapias tilnærmelser og siden den ulykkelige skæbne for de to elskende. Hvor Tosca som en anden Romeo og Julie må kaste sig i døden for at følge den elskede. Det var i øvrigt i bogstavelig forstand det spring, som kostede Sarah Bernhardt hendes førlighed. Rollen i teaterstykket var oprindelig skrevet til hende, og hun rejste rundt og fejrede triumfer, men en dag gik dødsspringet galt. Sådan er det ikke på Operaen på Holmen, Tosca lander vist på en pude langt tilbage på bagscenen, og så er der tæppefald.
Tosca. Repremiere. 2022. Det Kongelige Teater. Foto Camilla Winther/ Miklos Szabo.
Men tilbage til genopsætningen. Savner jeg noget? Ja, følelser. Musikken skal smelte vore hjerter til sidst, og de elskende, maleren og sangerinden Tosca må give udtryk for deres følelser i kontrast til Scapias udsagn om, at han netop begærer kvinder, der gør modstand. Frygtelig tale – ikke mindst i dag.
Jeg ved godt, at i operaens verden kan man ikke kræve logik. Men både Riis og Piscitelli er modne og gode sangere, så den unge kærlighed er det så som så med, omvendt lyser Scapia i Jens Søndergaards flotte skikkelse af at være en mand, som de færreste kvinder måske ville gøre modstand overfor.
Tosca. Repremiere. 2022. Det Kongelige Teater. Foto Camilla Winther/ Miklos Szabo.
Denne genopsætning forpasser #Metoo aktualiteten. Også det politiske aspekt er mere aktuelt i dag end nogensinde, hvor Europa er blevet rystet af Ruslands aggressive indvadering af Ukraine. Hele Europa var også i 1800 i en uhyggelig uoverskuelig, politisk situation, hvor ingen kendte til morgendagens nye konstellationer. Heller ikke det er understreget i tilstrækkelig grad, det er jo en 16 år gl. genopsætning), men kunne have været en vigtig del af det opdaterede teaterprogram. Men her nøjedes man med at klippe i gamle tekster og suppleret med private oplysninger om Puccini. ”Tosca” er faktisk mere aktuel end som så. Det handler ikke midnst om den enkelte over for det uoverskuelige system.
Musikalsk set var der drøn på i orkestergraven, men jeg skal ikke sige om den ubalance imellem scene og grav, jeg af og til opfattede på 9. række er repræsentativ, – men dirigenten Rafael Payare holdt ikke igen.
”Tosca” – ser i denne version ganske delikat ud, og det er en glæde med de mange velsyngende, danske sangere. Så opsætningen kan stadig varmt anbefales, men det havde ikke gjort noget, hvis nutidens barske realiteter associeredes med kunsten på scenen.
Instruktør: Peter Langdal
Genopsætningsinstruktør: Line Kromann
Dirigent: Rafael Payare
Dirigent: Robert Houssart
Scenografi og kostumedesign: Karin Betz
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Medv. sangere:
Maria Pia Piscitelli, Niels Jørgen Riis, Jens Søndergaard, Henning von Shulman m.fl.
Kapel og flere kor.