Menu Luk

Tribadernes nat – nyklassisk kammerspil under åben himmel

Set af Ulla Strømberg.

Tribadernes nat” hos Grønnegaards Teatret i Odd Fellow Palæets have er alle pengene værd.

Min tekst nedenfor må læses som en anbefaling. For det kan ikke blive til en anmeldelse med stjerner, da jeg har skrevet en programartikel om stykket. Jeg tør dog godt foreslå en tur i byen, thi forestillingen er blevet både velspillet, dynamisk og bemærkelsesværdig.

Lars Mikkelsen som Strindberg. Foto: Bjarne Stæhr.
Lars Mikkelsen som Strindberg. Foto: Bjarne Stæhr.

Med Lars Mikkelsen som en suveræn fremstiller af August Strindbergs forpinte mandsperson er niveauet lagt, og Ann Eleonora Jørgensen, Marie Bach Hansen og Kenneth M. Christensen følger trop.

I forestillingen har Mikkelsen som Strindberg så mange nuancer på en krakelerende ægtemand, at andre temaer kommer i baggrunden. Dette er blot en konstatering for at anskueliggøre de valg, som instruktøren Thomas Bendixen må have foretaget. ”Tribadernes nat” er her blevet et spil om en højt begavet, men enøjet mand, der må indse, at intelligens ikke er nok til at få et parforhold til at overleve – uanset om kærligheden er til stede. Er det aktuelt? Ja, så sandelig.

Men her i 2015 er vi dog kommet videre – mænd er både svage og stærke, kønsrollerne er under opløsning, kønsdefinitionerne smuldrer, og den klassiske parsammensætning med mand og kvinde er blevet udvidet til at omfatte kvinde og kvinde – og mand og mand. Det er både accepteret af kirken og af folket – samt af de fleste amerikanere.

Foto: Bjarne Stæhr.
Foto: Bjarne Stæhr.

Når ”Tribadernes nat” kan spilles i dag, skyldes det ikke mindst Enquists talent for det veldrejede skuespil.  Stykkets dramaturgi kan sammenlignes med en kammeropera for 4 stemmer, hvor Enquists dialog er skarp og ren som et filmmanuskript. Replikkerne i dag,40 år efter urpremieren, står mejslet på papiret og i de gode skuespilleres tale, parat til at citeres: ”Hvis man smider to rotter ned i et hul (..) så skriger de. Og bliver kannibaler.”

Foto: Bjarne Stæhr.
Foto: Bjarne Stæhr.

Dengang i 1975 var selve talen chokerende. Bandeord og lange beskrivelser at Strindbergs og andre mænds attribut var ikke hverdagskost på statsstøttede teaterscener. I dag kan intet chokere, næsten da. Det meste har været prøvet. Utallige er de kunstnere, der har vredet deres hjerner for at chokere, bl.a. en dramatiker som Lars Norén.

Så det er selve spillet, de fires temperamenter op imod hinanden, som skaber forestillingen i dag.   Intrigen er Enquists efterrationalisering af Strindbergs ægteskabelige situation anno 1889: en mand er ved at miste sin kone til en yngre kvinde. Sidste gang de taler sammen, mødes de over en fiktion, hvor manden har digtet sig til at være centrum for begge kvinders attrå. Fiktionen er en lille énakter af Strindberg: ”Den stærkeste”, som uden P.O. Enquist’s fortolkning er både uinteressant og svær at greje. Derfor kan ”Tribadernes nat” opfattes som kinesiske æsker eller facts på fiction etc. Og ikke at forglemme: den mesterlige metadialog skabt af Enquist henover Strindberg-citater og Strindbergs skrivestil, som kunne være både ordknap og ganske moderne.

”Tribadernes nat” var en vaskeægte succes allerede ved urpremieren i Stockholm efteråret 1975 og gik derefter sin sejrsgang over hele norden og siden i verden. P.O. Enquist rykkede fra at have været en anerkendt, prisbelønnet, dokumentarisk forfatter til at være en eftertragtet dramatiker.

”Tribadernes nat” ramte dengang lige ned i en endnu eksisterende kønsdebat, som dog havde toppet omkring 1970. Som dramatik blev stykket betragtet som et værdifuldt bidrag til den biografiske genre og en udvikling af dokumentarisme på scenen, bl.a. væk fra en specifik klassekampideologi, som herskede den gang i 1970ernes samtidsdramatik.

Udsnit af foto med hele scenens bredde. Bjarne Stæhr.
Udsnit af foto med hele scenens bredde. Bjarne Stæhr.

Men et er at være moderne i 1975, noget andet er at synes evig aktuel og fortsat berigende.

”Tribadernes nat” er et super velskruet portræt af Forfatteren August Strindberg bygget primært over hans selvbiografiske roman ”En Dåres Forsvarstale”, men også med hint til den daværende tid 1975 – og til P.O. Enquist’s egen situation som forfatter, mand og intellektuel – skulle det siden hen vise sig. Og alt det rummer teksten.

Forestillingen når meget langt i de historiske kostumer og i en imponerende semiabstrakt kulisse skabt af Steffen Aarfing som et digt over en fragmenteret teaterscene med masser af ølkasser. Og tillige med en tydelig fornemmelse af det statelige Dagmarteatret, som lå på den daværende Vestre Boulevard, nuværende H.C. Andersens Boulevard og blev revet ned i 1938.

Meget er med i forestillingen, fra kønsdebat til forfatterportræt. Check selv efter.

Medvirkende: Lars Mikkelsen, Ann Eleonora Jørgensen, Marie Bach Hansen, Kenneth M. Christensen

Iscenesættelse: Thomas Bendixen  Scenografi: Steffen Aarfing Oversættelse: Henning Ipsen.

Til d.22.august, 2015.

www.groennegaard.dk