∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse / Ulla Strømberg.
En ny Tryllefløjten. Valget er nok ikke så dumt. Operaen på Holmen skal fejre 10 års jubilæum og samtidig sikre, at huset ikke fremstår alt for elitært, for så kan de politiske og økonomiske mål ikke nås. Men der kan alligevel opstå problemer, når Mozarts ”Tryllefløjten” bliver lagt i hænderne på den schweiziske instruktør Marco Arturo Marelli, som serverer et modernistisk lysshow rent visuelt, mens musikken, under ledelse af Rory Macdonald, næsten bliver til velklingende underlægningsmusik.
Mange har nok en ”Tryllefløjten” for deres indre blik og ved præcis, hvordan slangen skal være – om fuglefængeren Papageno har fjerdragt på – om handlingen overhovedet er henlagt til et ægyptisk tempel – måske a la det, som Schinkel skabte til en Berlin-opførelse i 1816.
pressebillede. Miklos Szabo.
Mozarts musikalske eventyrteater er for børn og voksne, men der er så mange lag i både historie og musik, at næsten alt kan indlæses, såfremt der blot er plads dertil. Og her er den nye ”Tryllefløjten” måske ikke så dum: Papageno er klædt på som Søren Ryge i friluftsdress og ternet skjorte og kommer publikum i møde på en lille grøn rampe helt ude i salen. Barriererne er nedbrudt.
Både kvindekor og tempelbrødre er klædt i kedsommelighedens grå habitter fra anden halvdel af det 20. århundrede, mens prinsen Pamino og Pamina er i skagenstil. Nattens dronning og hendes damer er derimod i evigtgyldigt operatøj tilsat lidt billigt glimmer, mens den onde Monostatos er i sort læder. Resten er rent visuelt faktisk harmonisk med velfungerende foldevægge der på den enorme drejescene giver adskillige muligheder via moderne lysdesign.
Alle fortolkninger er mulige med både natur, i form af blade, og unatur med graffiti, grafer m.m. Men abstrakt er det, selv om et hemmeligt laboratorium med forsøgsmus også har plads i paladset!
Så vidt så godt. Sangerne på premiereholdet synger smukt, men tæmmet; fra Sine Bundgaards Pamina til Peter Lodahls prins og Palle Knudsens tilforladelige fuglefænger. Nattens dronning med koleraturer blev reddet af gæstesangeren Burci Yuar, som høstede publikums største bifald. Her var smæk for skillingen. Og hvad var budskabet? Øh, det gode kan og skal sejre. Kærligheden overvinder alt. Og i et eventyr må vi gerne tro på den temporære lykke, som den findes hos de enfoldige Papageno og Papagena – og de disciplinerede og reflekterede Tamino og Pamina. Men alt har sin tid, synes Mozart at sige, og selv døde han to måneder efter den succesfulde premiere i 1791.
Dirigent: Rory Macdonald / Wolfgang Wengeroth
Iscenesættelse, scenografi og lysdesign: Marco Arturo Marelli
Korsyngemester: André Kellinghaus
Kostumedesign: Dagmar Niefind-Marelli
15.1.- 29.3. 2015
www.kglteater.dk