Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗

 

Genanmeldt af Ulla Strømberg. Repremiere lørdag d.25.11.2017.

“Tryllefløjten” med repremiere op til jul. Det lyder fornuftigt, men denne version fra 2015 af instruktøren  og scenografen Marco Arturo Marelli, er nu hverken særlig trylle- eller juleagtig. Dertil er de roterende skærme for store og golde og slangen i åbningsscenen for kedelig. Der mangler lidt swung over det fantasifulde.  Kort sagt “Tryllefløjten” ikke nogen familieforestilling, men en flink og moderne version af Mozarts opera, som allerede fra starten i 1791 var en succes.

Tryllefløjten. Det Kongelige Teater. 2015/17. Foto: Miklos Szabo.

Søger man i tilblivelseshistorien, findes forklaringen på, hvorfor Papageno-rollen ikke kræver verdens største sanger. For Mozart skrev partiet til Emanuel Schikaneder, der som teaterdirektør havde bestilt værket, skrevet  librettoen og tillige var blot var en middelgod sanger.  Derimod var det svære parti som Nattens Dronning skrevet til Mozarts dygtige svigerinde og der kom masser af svære koleraturer. Hurtigt gik det, Mozart var myreflittig og døde desværre kun et par måneder efter premieren.

Tryllefløjten. Det Kongelige Teater. 2015/17. Foto: Miklos Szabo.

På Det Kongelige Teater er det nye hold næsten identisk med det oprindelige i 2015. Palle Knudsen er igen en sød og munter Papageno, Sine Bundgaard er stadig udmærket, men  sprudler ikke som Parmina i den moderne lillepigekjole, mens gæsten Serenad Burca Uyar igen er en bemærkelsesværdig Nattens Dronning. Ligesom sidst kvitterede publikum også nu for præstationen med et kæmpe bifald.

Jeg skal ikke gentage mig selv, genoptrykker derfor den gamle anmeldelse. Men  her ved repremieren var det som om,  der var lagt låg over musik og til dels sangpræstationer, bortset altså for Nattens Dronning og koret. Men måske ønskede orkestret netop helt bevidst at give plads til sangerne. Det lykkedes, men overrumplende  og berusende blev aftenen altså ikke. På podiet stod Joana Maawitz.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg. ( januar 2015 – Operaen.)

En ny Tryllefløjten. Valget er nok ikke så dumt. Operaen på Holmen skal fejre 10 års jubilæum og samtidig sikre, at huset ikke fremstår alt for elitært, for så kan de politiske og økonomiske mål ikke nås. Men der kan alligevel opstå problemer, når Mozarts ”Tryllefløjten” bliver lagt i hænderne på den schweiziske instruktør Marco Arturo Marelli, som serverer et modernistisk lysshow rent visuelt, mens musikken, under ledelse af Rory Macdonald, næsten bliver til velklingende underlægningsmusik.

Mange har nok en ”Tryllefløjten” for deres indre blik og ved præcis, hvordan slangen skal være – om fuglefængeren Papageno har fjerdragt på – om handlingen overhovedet er henlagt til et ægyptisk tempel – måske a la det, som Schinkel skabte til en Berlin-opførelse i 1816.

pressebillede. Miklos Szabo.
pressebillede. Miklos Szabo. 2015.

Mozarts musikalske eventyrteater er for børn og voksne, men der er så mange lag i både historie og musik, at næsten alt kan indlæses, såfremt der blot er plads dertil. Og her er den nye ”Tryllefløjten” måske ikke så dum: Papageno er klædt på som Søren Ryge i friluftsdress og ternet skjorte og kommer publikum i møde på en lille grøn rampe helt ude i salen. Barriererne er nedbrudt.

Både kvindekor og tempelbrødre er klædt i kedsommelighedens grå habitter fra anden halvdel af det 20. århundrede, mens prinsen Pamino og Pamina er i skagenstil. Nattens dronning og hendes damer er derimod i evigtgyldigt operatøj tilsat lidt billigt glimmer, mens den onde Monostatos er i sort læder. Resten er rent visuelt faktisk harmonisk med velfungerende foldevægge der på den enorme drejescene giver adskillige muligheder via moderne lysdesign.

Alle fortolkninger er mulige med både natur, i form af blade, og unatur med graffiti, grafer m.m. Men abstrakt er det, selv om et hemmeligt laboratorium med forsøgsmus også har plads i paladset!

Tryllefløjten. Det Kongelige Teater. 2015/17. Foto: Miklos Szabo.

Så vidt så godt. Sangerne på premiereholdet synger smukt, men tæmmet; fra Sine Bundgaards Pamina til Peter Lodahls prins og Palle Knudsens tilforladelige fuglefænger. Nattens dronning med koleraturer blev reddet af gæstesangeren Burci Yuar, som høstede publikums største bifald. Her var smæk for skillingen. Og hvad var budskabet? Øh, det gode kan og skal sejre. Kærligheden overvinder alt. Og i et eventyr må vi gerne tro på den temporære lykke, som den findes hos de enfoldige Papageno og Papagena – og de disciplinerede og reflekterede Tamino og Pamina. Men alt har sin tid, synes Mozart at sige, og selv døde han to måneder efter den succesfulde premiere i 1791.

Tryllefløjten. Det Kongelige Teater. 2015/17. Foto: Miklos Szabo.

Dirigent: Rory Macdonald / Wolfgang Wengeroth

Iscenesættelse, scenografi og lysdesign: Marco Arturo Marelli

Korsyngemester: André Kellinghaus

Kostumedesign: Dagmar Niefind-Marelli

 

www.kglteater.dk