∗ ∗ ∗ ∗
(på grund af de gode sangerne).
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
“Turandot” på Det Kongelige Teater.
Usentimental, uromantisk nyopsætning af den eksotiske fabel om den kolde kejserdatter Turandot. Men sangerne reddede aftenen.
Turandot. Puccinis opera. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Miklos Szabo.
Den kongelige Operas nye produktion af Puccinis sidste værk, ”Turandot” er instrueret af den schweiziske operainstruktør Lorenzo Fioroni med scenografi af Paul Zoller. Allerede i 2014 satte det samme makkerpar operaen op på Deutsche Oper i Berlin. Nu er turen i avantgarde-operaland kommet til København. Det er ikke samme forestilling, men nye tanker, der ligger bag, siger programmet. Ser man på gamle tyske scenebilleder fra 2014, synes atmosfæren at være den samme, men måske er der strammet lidt op, og koret er nu iklædt selskabstøj, mens stemningen stadig signalerer moderne, fremmedgjort diktaturland – langt væk fra eventyret, som kun er til stede i en billedbog og på nogle projektioner. Resten er grålig modernitet tilsat lidt trist kommunisme på en mega legeplads!
Turandot. Puccinis opera. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Miklos Szabo.
Ved fremkaldelserne på premiereaftenen var publikum fornøjede med både sangerne, det store kor suppleret af et børnekor og naturligvis kapellet. Men da instruktøren og de andre back stage kunstnere trådte frem, lød der underlige buhråb. Var vi i Italien? Eller var det blot i Puccinis ånd, at der kom mishagsytringer? Det var ikke svært at forstå de skuffede publikummer. Hvor var magien, det eksotiske, det skønne overfor det brutale henne? Forsvundet var også livets dybe dualisme sat på scenen. Skønheden og blidheden tittede kun frem nogle få øjeblikke i sangen, resten var brutalistisk hverdag.
”Turandot” er på sin vis en mærkelig opera, der har skønne passager af varmblodig italienerstemning, som vi også kender det fra de andre Puccini-operaer, bl.a. ”La Boheme” og ”Tosca”. Men ”Turandot” er noget mere. Puccini var begyndt at lytte til de mest avantgardistiske kolleger og ville vist ikke stå tilbage for dem. Samtidig er inkorporeret en interessant kinesisk tonalitet, som delvis også kendes fra ”Madama Butterfly”.
Turandot. Puccinis opera. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Miklos Szabo.
Fablen om Turandot er hentet flere steder fra, bl.a. hos Gozzi, den italienske dramatiker fra 1700 tallet og hos den store romantiker Friedrich Schiller. I 1919 kom tillige en opera ved samme navn af Ferruccio Busoni. Det hele inspirerede Puccini, som indtil sin død i 1925 arbejde på operaen, men aldrig gjorde den færdig. Der var så mange modstridende tråde at få samlet.
I den nye Københavnske version bruges udelukkende Puccinis egne noder, og derfor slutter operaen ”blindt” og dybt tragisk. Der lyder en tone. Prinsessen dør og flere til.
Men inden da, skal vi på grusom vis så megen vold igennem. Mere end ellers, eller i hvert fald er det hårdtslående, fordi handlingen er henlagt til et moderne rige, måske dagens Kina, med vold, militaristisk disciplin og mord uden nåde. Det går ud over både voksne og børn. Det halve børnekor får faktisk skåret halsen over. Det står, så vidt jeg ved, ikke i den gamle regibog.
Der er mange ting, der irriterer, når scenerne er henlagt til et tilsyneladende voldeligt diktatur, hvor prinsessen går rundt i en blanding af maodragt og trist, klassisk kinesisk antræk. Og det hjælper ikke meget, at instruktør og scenograf har lagt et tegneserieunivers udenom, med bl.a. heste og enhjørninge i fuldt firspring, der i øvrigt til allersidst legemliggøres. Fantasiens enhjørning bliver til en rigtig hest med et horn – i skridt hen over scenegulvet. Sparet er der ikke, selv om scenografien er alt andet end prangende.
Turandot. Puccinis opera. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Miklos Szabo.
De tre komiske figurer, Ping, Pang og Pong, som igennem tiderne har haft forskelligt antræk på, er her blevet til klovne i den nyere tyske teaterstil med flæser, glimmer og enorme parykker. Ikke mindst i deres lange fælles scene kniber det gevaldigt med at holde interessen fangen.
Men ellers får sangerne optimalt ud af deres roller. Ann Petersen synger det legendarisk svære parti som Turandot upåklageligt, men synd at hun skal ligne en kinesisk vaskekone. Som den forelskede prins er Sung Kyu Park meget autentisk, og hans stemme vokser hen igennem akterne og foldes helt ud til sidst i den store kærlighedserklæring. Johan Reuter får lov at åbne hele operaen med mandarinens resumé, oppe på et stillads – kun med én hånd fast i gelænderet. Vi kommer derfor godt fra start. Sten Byriel er den unge prins’ far og giver rollen den blanding af svaghed og styrke, der er vigtig. På trods af iscenesættelsen får Byriel, sammen med Signe Bundgaard, som den trofaste unge pige, tegnet fine portrætter.
Turandot. Puccinis opera. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Miklos Szabo.
Udenom hovedsangerne står det store kor som sild i en tønde, men hvor de kan synge! Så bliver man taknemlig som tilskuer og lytter.
Men jeg havde undt sangerne (og publikum) en mere ”varm” opsætning. Ikke fordi jeg kræver Mikael Melbyes gamle opsætning fra 1995 tilbage, men flot var den – og eventyragtig ligeså.
”Turandot” er en musikalsk fabel og laangt væk fra enhver virkelighed. Det er sådan de fleste af os vil have den, og helst så vi også kan føle kærligheden eller angsten for kærligheden. For hverdagsrealisme må det aldrig blive.
Instruktør: Lorenzo Fioroni
Dirigent: Alexander Vedernikov
Dirigent: Eva Ollikainen
Scenograf: Paul Zoller
Kostumedesign: Sabine Blickenstorfer
Lysdesign: Franck Evin
Videodesign: Nastasia Slomska
Korsyngemester: Steven Moore