Kulturkupeen

Turbo – Sydhavn Teater og Mungo park. Spilles flere steder.

 

Kommentar af Ulla Strømberg.

Turbo – Sydhavn Teater og Mungo Park. Spilles flere steder.

Turbo – skuffende turbulent plasticteater på speed.

Det går op, og det går ned i showbiz.  Men med talent, flid og eftertænksomhed kan man vel hjælpe kunsten lidt på vej.  Det har denne turbo-teaterproduktion desværre ikke haft tid til. Det er en såkaldt tre ugers produktion, et Mungo Park koncept. Så der har næppe været plads til eftertænksomhed eller lagring af ideer. Og talent, det er noget man har eller langsomt kan udvikle.

Men Mungo Park har tidligere haft held med disse “hurtige” produktioner.

Jeg skal afholde mig fra at være pedantisk, men når man byder publikum indenfor, skal der været noget, der hænger sammen, dvs. iscenesættelse, tekst og skuespilleres præstationer skal gå op i en højere enhed.

Turbo. Mungo Park og Sydhavn Teater. 2023. Foto: Rumle Skafte.

Teksten er et debutarbejde af den endnu ikke færdiguddannede Frederik Timm. Det er som om, dramatikeren vil alt og intet. For hans udgangspunkt er et dybtfølt portræt af en ung mand, der pludselig får at vide, at han er syg og måske vil miste førligheden. Men det er ikke nok for forfatteren. Personen er måske narkoman og hans veninde venter barn.  Vennerne udenom er hard core stofmisbrugere og taler det meste af tiden i et tegneseriesprog, der primært består af sprogets værste gloser. Jeg undrer mig i øvrigt over, at man må sige så mange eder og vulgariteter fra en scene på et statsstøttet teater, når man ikke må sige, at en kvinde er tyk, eller at en mand er dum og debil. Jf. seneste historie om, at teksten til bogen/ stykket ”Charlie og Chokoladefabrikken” nu er blevet censureret.

Heldigvis er det ikke alt, hvad der bliver sagt på den diminutive scene, der kan opfattes. Så ukontrollerede og skrigende er flere af stemmerne.

Turbo. Mungo Park og Sydhavn Teater. 2023. Foto: Rumle Skafte.

Men midt i det hele lyser skuespilleren Alexander Mayah Larsen. Han har mere end fat om hovedpersonen Turbo, men er fanget i en nervøs iscenesættelse og i en diffus tekst. Det er synd, for Alexander Mayah Larsen vil med de rette roller kunne udvikle det skuespillertalent, som han ikke mindst viste i sit eget stykke: ”Som Brødre”, der blev spillet første gang i  april 2021 på det daværende Teater Grob – og faktisk genopsættes snart samme sted, nu Blaagaard Teater.  Kulturkupeen gav dengang 6 stjerner, for det var både talentfuldt, vedkommende og eftertænksomt.

Turbo. Mungo Park og Sydhavn Teater. 2023. Maria Carmen Lindegaard og Alexander Mayah Larsen. Tegning af Claus Seidel.

Tilbage til ”Turbo”. Det er Sydhavn Teaters afgående leder Mille Marie Dalsgaard, der har instrueret. Jeg undrer mig over den tilsyneladende rodebutik, hun får skabt på scenen: det er som om, hun ikke har tillid til teksten.  I øvrigt er det også ganske mærkeligt, at der spilles i et minimalt rum med plads til 20 tilskuere. Samtidigt var publikumsgruppen, den aften jeg overværede forestillingen, ikke umiddelbart målgruppe for det galimatias, som skuespillerne med mærkelige gebærder fik demonstreret. Ungdomsteater eller ej.

Indimellem var der også tale- eller skrigekor, som et spil i spillet etc. det skal sikkert vise hallucinationer som narkomaner eller syge mennesker kan opleve. Men det er alt for skingert og uden naturlig sammenhæng med hovedpersonens følelser. Det virkede som om, instruktøren havde forlæst sig på en lærebog om avantgardeteatret igennem 100 år. For talekoret og flere andre forskudte spillestilarter virkede gammeldags og malplacerede.

Turbo. Mungo Park og Sydhavn Teater. 2023. Foto: rumle Skafte.

Det er ikke første og nok heller ikke sidste gang i disse uger, at jeg skriver, at skuespillerne er blevet gidsler.

Turbo. Mungo Park og Sydhavn Teater. 2023. Malik Grosos. Tegning af Claus Seidel.

Men det kan undre, at der ikke er nogle kontrolinstanser, der går ind før en premiere og justerer. Mungo Park er et meget velrenommeret, ungt teater med støtte fra stat, kommune og fonde. Sydhavn Teater er blevet lille storbyteater med statsstøtte og kommunalstøtte i millionklassen samt fondsstøtte.

Det er mit første besøg hos Sydhavn Teater, men det kunne virke som om, teatret har brugt ressourcerne på alt det administrative med ansøgninger til kommune etc. i stedet for at tænke i teatrets fysiske lokalefaciliteter og ikke mindst udvikling af teaterkunsten.

 

Instruktør: Mille Marie Dalsgaard
Dramatiker: Frederik Timm

Skuespillere: Maria Carmen Lindegaard,  Malik Grosos, Alexander Mayah Larsen (Mungo Park) og Søren Birch Plum (Mungo Park)

Lyddesignere:  Brian Larsen og Jakob Folke Ivarsson

Lysdesigner: Brian Larsen

Pressefotos: Rumle Skafte

Ide: Frederik Timm og Anton Honik

www.mungopark.dk  www.sydhav

NB: Om få måneder får Sydhavn Teater en ny kunstnerisk leder.   Mungo Park spiller kun ”Turbo” på deres anneksscene i Gladsaxe.

NB: I referat i forbindelse med udvælgelse af Små Storbyteatre i perioden 2020-23 i Københavns Kommune er Sydhavn Teater karakteriseret således:

”Højaktuelle nyfortolkninger af klassikere og andre markante
tekster, samt bydelsperformance forstået som stedsspecifik
scenekunst i lokale omgivelser. Eksperimenterende, performativt
og internationalt teater med lokal forankring, der perspektiverer
hverdagen gennem uventede vinkler”

En gl. oversigt fra 2020 over Københavns Kommunes vedtagne tilskud til professionelt teater:  https://www.kk.dk/sites/default/files/agenda/09212061-3890-4a3c-bc57-b0531b3d8062/95829421-47ce-4ecd-8cad-96e6f04d7461-bilag-4.pdf

Denne oversigt fra 2020 blev vist siden justeret.

Efter oplysninger fra Københavns Kommune får Sydhavn Teater 2,8 mill. kroner årligt i tilskud. Kommunen har yderligere afsat 20 millioner kroner til lokalerenovering.

 

 

k  www.sydhavnteater.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *