∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Vi betaler ikke på Nørrebro Teater.
Sjov og underholdende italiensk farce fra 1974 – dog lidt aldersmærket i dag.
Det er godt set af Nørrebro Teaters direktør Mette Wolf at spille den gamle farce fra 1974 af Dario Fo: “Vi betaler ikke”. For er det ikke netop den følelse mange har haft her i lille Danmark de seneste par år, hvor alt er steget: benzin, madvarer og allersenest togbilletterne. Vi er mange, som ikke er kommunalt eller statsansatte, ikke sidder i Folketinget eller har gode offentlige pensioner. Vores opsparinger kan ikke følge med prisstigningerne og den markante inflation. og derfor kunne vi nok have lyst til at slutte os til koret: Vi betaler ikke.
Nørrebro Teater, VI BETALER IKKE! 2023. Thomas Mørk imellem Lone Rødbroe og Anne Laybourn. Tegning af Claus Seidel.
Dario Fos farce fra 1974 skal dog ses i et større historisk lys. For Dario Fo var på toppen, spillemæssigt og som samfundskritiker mange år før han fik Nobelprisen i 1997. Her var begrundelsen historisk forankret, for Fo blev set som en teatermand og … “en forfatter, der efterligner narrene fra middelalderen ved at hudflette autoriteterne og opretholde værdigheden af de undertrykte”.
“Vi betaler ikke” Nørrebro Teater, 2023. Foto: Emilia Therese.
I 1980 var der et langvarigt seminar i Holstebro hos Odinteatret, hvor Dario Fo stod på scenen flere dage i træk – og vi var mange, der sad i Holstebrohallen og var mere end begejstrede, vi var hypnotiserede. Dario Fos udstråling og popularitet var enorm i ikke mindst Skandinavien, hvor flere skuespillere var dygtige elever, i Danmark bl.a. Vigga Bro, Brigitte Kolerus og Hans Henrik Clemensen, mens Sverige havde sine egne ”Fo-elever”.
Så skiftede det politiske klima, og Fos samfundssatire var mindre vigtig, når expresso-maskinerne og italiensk modetøj blev flashet på de nyopdukkede caféer i Norden, og teaterstilen fokuserede på værker om privatsfæren af Lars Norén, P.O. Enquist og lign.
Men Fos teater er på mange måde eviggyldigt – og hvis man tager hans kritik af den katolske kirke med, kom den årtier forud for den generelle holdning i dag til den katolske kirkes dobbeltmoral.
Nørrebro Teater, VI BETALER IKKE ! 2023. Asbjørn Krogh Nissen, Thomas Mørk, Anne Laybourn og Mikkel Becker Hilgart. Tegning af Claus Seidel.
Der spilles i en sjov blandet revystil på Nørrebro Teater i Joy-Maria Frederiksens instruktion. Det revyagtige understøttes af scenografen Benjamin La Cours delikate, monokrome grønne dekoration, som både er dekorativ og illustrativ af, hvordan en italiensk lejlighed kunne være. Ret genial. Men det italienske islæt, som tidligere har været en vigtig ingrediens, når Fo blev spillet på vore køligere breddegrader, er blevet ofret i en meget brutal fordanskning, hvor figurerne har fået danske egennavne, og danskheden understøttes af kostumerne. Nok lægger de sig også op ad det monokrome, for hver figur har fået en ulastelig joggedragt på. Men jeg foretrækker nu den italienske virkelighed, hvor de fleste kvinder som mænd klæder sig pænt på, når der skal købes ind.
“Vi betaler ikke” Nørrebro Teater. 2023. Foto: Emilia Therese.
Fordanskningen ved Peter Dupont Weis, Joy-Maria Frederiksen og Mads Wittrup Andersen (mange kokke!) gør det hele til en farce helt uden virkelighedsforankring. For de to mandlige figurer er, så vidt man kan forstå, fabriksarbejdere, og i Danmark er de jo i fagforening med overenskomstlønninger etc. Altså bliver de ikke smidt på gaden uden en øre eller euro.
Så i Danmark vil almindelige mennesker ikke hamstre pasta og gryn, men måske ophidse sig over priser på transport, varme og vand for ikke at tale om de kommende husvurderingerne. Også vi danskere har et system at kæmpe imod. Problemerne ligger bare et andet sted.
Selvfølgelig er det sjovt, at der hamstres i butikkerne, og de stjålne varer transporteres under joggeblusen, så alle pludselig ser gravide ud. Det synes så komisk, at selv politiet forstår, hvad der er ved at ske i befolkningen.
“Vi betaler ikke” Nørrebro Teater. 2023. foto: Emilia Therese.
Måske skulle Nørrebro Teater dog have valgt at lade ”Vi betaler ikke” være et historisk dokument fra midten af 1970erne i en italiensk virkelighed.
Til allersidst er der heldigvis et italiensk islæt, da den gamle, smukke kampsang ”Bella Ciao” lyder. Det var den sang, man nynnede i slutningen af 1970erne i solidaritet. Sangen, der har en ukendt oprindelse kom frem under Ander Verdenskrig og på Nørrebros teater toner den frem, mens en række duknakkede statister kommer ind på forscenen og illuderer undertrykte borgere. Men det er heller ikke Danmark.
Fo-specialisten Bent Holms oversættelse fungerer fint, men svært at høre, hvad der er nyt, og hvad der er originalt fra Fos hånd.
Skuespillerne slider i det på bedste vis, og selv om både Lone Rødbroe og Thomas Mørk har mange års revyerfaring følger Mikkel Becker Hilgart og Asbjørn Krogh Nissen godt med, mens Anne Laybourn nok skal finde et leje, hvor overspil slet ikke er nødvendigt.
Det er i øvrigt irriterende, at Nørrebro Teater, i lighed med en række af de større subventionerede teatre, har afskaffet et trykt teaterprogram med facts om dramatiker og andre nyttige oplysninger. At der står en masse på hjemmesiden i et sofistikeret, ufremkommeligt lay-out, gør ikke forståelsen nemmere. Jeg mødte flere lettere forvirrede publikummer.
Hvis det er af miljøhensyn, at papirinformationer er afskaffede, burde teatrene også holde op med alle de intetsigende, fikse tryksager, som gratis kan tages med. Fuldstændigt overflødige.
En sjov, men også mærkelig detalje er, at baren på Nørrebro Teater ingen priser har, betal hvad du lyster, er mottoet. Interessant, men farligt eksperiment. Jeg købte en kop automatkaffe, betalte 20 kr.
(Beklager den sene anmeldelse, som skyldes sygdom.)
MEDVIRKENDE
Mikkel Becker Hilgart, Anne Laybourn, Thomas Mørk, Asbjørn Krogh Nissen, Lone Rødbroe
Instruktion: Joy-Maria Frederiksen
Scenografi og kostumer: Benjamin la Cour
Manuskript: SOTTO PAGA! NON SI PAGA! Af Franca Rame og Dario Fo Oversættelse:Bent Holm
Bearbejdelse: Peter Dupont Weiss, Joy-Maria Frederiksen og Mads Wittrup Andersen
Lysdesign: Jonas Bøgh
Lyddesign: Morten Horn Oxholm
Tekstkonsulent: Michael Schøt
Forlag: Nordiska ApS
Foto: Emilia Therese.
Tegninger: Claus Seidel.