Kulturkupeen

Vi ku´det hele. Syv beretninger om levet liv. Mette Vibe Utzon. Ny bog.

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Vi ku’ det hele. Journalisten Mette Vibe Utzon har talt med syv kvinder.

Endnu en bog, der er skræddersyet til at blive præsenteret på den kommende bogmesse foran flere hundrede midaldrende kvinder –  en oplagt julegave til alle de modne damer, som ingen kan finde ud af at give gaver.

Forlagsspekulation endnu engang.

Det er et pænt stykke tid siden, jeg sidst læste i et dameblad. Men jeg vil tro, at Mette Vibe Utzons portrætter af syv kvinder, som alle er 15-20 år ældre end journalisten selv, vil passe fortrinligt der. For “Vi ku’ det hele” er en meget journalistisk bog, hurtigt skrevet, endnu hurtigere læst.

Mette Vibe Utzon har slået sine folder inden for Radio og TV i mange år. Derved har hun haft nem adgang til de kendte inden for alle samfundsgrupper og har da også tidligere udsendt to bøger om ”Førstedamer”. Altså om kvinder, som var noget, enten fordi de blot var gift, eller fordi de selv kunne noget. Nu er hun nået til de modne kvinder, hvis primære fællestræk er, at de er såkaldt ”gamle”.

Ordene løber hen over siderne, og vi får beskrevet kvindernes hverdagstøj, når de tager imod skribenten og såmænd også hvilke kager og blomster, skribenten har med til ofrene.  Det virker ganske mærkværdigt. Hun er jo ”på arbejde”, hvorfor skal hun give gaver?  Men måske skal bogen illudere veninde- og kvinde til kvinde-snak.

Den bagvedliggende pointe ved udvalget er, at disse kvinder alle er født imellem 1940 og 1950. Det postuleres, at de var første generation, der blev studenter, hvis der var råd til det, og efterfølgende fik uddannelser – eller i hvert fald så betydningsfuld positioner, at Mette Vibe Utzon har fået øje op dem.

Det forstår jeg nu ikke, for både min egen mor (1920), min svigermor (1922), min mands mormoder (1888), min egen farmoder (1886) og mormoder (1895)  blev enten studenter, fik uddannelser og/eller gjorde karriere. Hvad er så det nye?

Skuespilleren Kirsten Olesen indleder bogen. Hendes venlighed lyser ud af siderne, men det er så skævt, når skribenten kun har set en brøkdel af, hvad den meget private skuespiller Kirsten Olesen har præsteret på teaterscenerne. Det er for fattigt at henvise til ”Matador”, første del af ”Arvingerne”, også en tv-serie – og så tv-versionen af ”Medea”.  – Heldigvis er der lidt af hente i forestillingen ”Et tysk liv” fra 2020/21, som var fin, men der er altså 120 andre roller, som var fantastiske. Det er jo på teaterscenerne Kirsten Olesen folder sig ud.

Det er den samme historie, som Ghita Nørby oplevede, da hun to gange blev interviewet af journalister, der kun har set hendes film. Ghita Nørby blev vred, men Kirsten Olesen er for flink til at sige noget. Tænk, hvis en politisk skribent ikke havde styr på begreberne. Inden for blød kunst og kultur er der frit slag, her behøver ingen at vide noget.

Kunsthistorikeren Bente Scavenius taler ud fra den mediesucces, hun føler, at hun har i dag og ser tilbage på et liv på en herregård og en moder uden uddannelse. Det blev igangsættende.

Vibe Utzon har taget ofrene én efter én med blomster og kage. Det havde været sjovere, hvis de var sat sammen omkring et bord. Måske var det kommet til konfrontationer. Lillian Knudsen endte som fagforeningsboss og synes at være sjov og bramfri. Hendes opvækst var fattig, så hun blev ikke student. Derimod steg hun hurtigt i graderne inden for kvindeligt arbejderforbund, som dog endte med at blive fusioneret med mændenes organisation.  Heldigvis fik hun en ny ægtemand fra samme branche, og han synes at værdsætte hende – med og uden magt.

Journalisten og antropologen Anne Knudsen er lidt karrig med oplysninger, men indrømmer dog, at hun ikke har mange venner, for da hun var chefredaktør, mistænke hun altid folk for at plante historier hos hende.  Det er da lidt af en erkendelse.  Marianne Jelveds historie synes at være kendt og er stadig blot beretningen om skolelæreren, der endte med at bestemme over vores finanser.  I dag har hun en hund.

Marianne Davidsen-Nielsen var socialrådgiver og er i dag terapeut. Hun er måske den mindst kendte i flokken. Hendes udsagn og flinke, venlige, men klogere på hende eller livet blev jeg ikke af de sider.

Forfatteren Kirsten Thorup har skrevet en del romaner, der tog afsæt i hendes eget liv, bl.a. med den første ægtemand etc. i ”Himmel og Helvede”. Men det tager Vibe Utzon slet ikke fat i. Til gengæld skal det partout handle om alderdom, uden at Kirsten Thorup egentlig vil forholde sig til det.  Så her er heller ikke meget at hente.

Bogen mangler en indholdsfortegnelse, men heldigvis er damerne affotograferet på forsiden.

Det mest imponerende ved bogen er vist, at Vibe Utzon evner til at fylde så mange sider med så lidt nyt.

Til gengæld behøver de involverede kvinder ikke være bange for, hvad vi tænker om dem, for de siger ikke ret meget.

www.gyldendal.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.