Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Sorte fugle, dyr med uhyggelige metalmasker og mærkelige væsener flokkes i luften og på spillepladsen i det gamle gasværk.  Familieteater med gys og skælven, hvis man er under ti år, men glæde og interesse, hvis man måler halvanden meter eller derover. 

Østre Gasværk har i de seneste år gjort familie- og fantasyteater til sit varemærke. Med ”Vildheks” lykkes det meste, og forestillingen står som en fin afslutning på Pia Jette Hansens direktørvirke på teatret. Embedsmænd og deres ligemænd har jo besluttet, at der skal ske noget nyt inden for Østerbros teaterliv.  Det er mere end synd, og det har jeg skrevet om tidligere.

Vildheks. Pressebillede.

Lad os i stedet glædes over, at denne ”Vildheks” på en elegant måde formår at fange også voksnes opmærksomhed og gøre det inden for teatrets rammer. Med Lene Kaaberbøls roman ”Vildheks” som udgangspunkt har teamet Høg, Aagaard og Svanekier skabt endnu en fin musikfortælling, som Mads M. Nielsen har iscenesat sammen med det unge scenograftalent Benjamin La Cour.

Historien er simpel. En skolepige oplever nogle mærkelige fantasier, men så tager moderen affære og sender hende i hekselære ude i skoven hos mosteren.  Pointen er vel, at man kan fornægte sine dæmoner eller lære at leve med dem. På smukkeste vis forstår lille Clara pointen, og det hele slutter med fryd og gammen, men spørgsmålet er, hvor ofte dæmoner, dyr og andre aggressive væsener vil hjemsøge både Clara og alle os andre.

Pressebillede. Vildheks.

Clara spilles af den unge Thit Aaberg, som på smuk og overbevisende måde formår at gøre rede for den unge piges angst og interesse for det overnaturlige. Og i samspillet med vennen Oscar, spillet munter og frækt af Laurids Skovgaard Anersen, tror vi på historien og glædes over et par unge talenter, der er i stand til at løfte opgaven. FLOT. For rummet er ikke nemt – der er højt til loftet og mange faldgrubber. Resten af holdet er garvede folk, og de bygger velgennemtænkt op om historien.  Kaya Brüel som heksemosteren med ugle på armen er altid smuk, men måtte gerne have lidt mere trodsplint og ironi i øjnene.

Pressebillede. Vildheks. Kaya Brüel.

Via moderne teknik lykkes det ubemærket at lade flere stemmer synge nogle af sangene – ja det var nærmest umærkeligt – men vi ved jo dog, at Kaya Brüel er en fascinerende sanger.

Koreografi, scenografi og kostumer fungerer flot i en lidt vel sort og dyster verden, som er blevet til et roterende træskelet. Stort er det, men fungerer. Alt synes rigtigt, hvis man har mod på og kræfter til at vandre ind i denne anden verden.

Ros til hele holdet – på scenen og bagved- og hovedrysten over for de skrivebordspersoner, der bestemmer over teaterpublikummets fremtidsmuligheder.

Måske skulle der snart ændres lidt i magtstrukturen inden for det københavnske teater.

www. gasvaerket.dk