∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Vilhelm Lundstrøm på Ordrupgaard.
Flot og meget tilgængelig udstilling med værker af Vilhelm Lundstrøm (1893-1950).
Ordrupgaard er modig og viser endnu en mandlig billedkunstner, der ovenikøbet afbilder kvinder en masse. Her er altså ikke noget med at være politisk korrekt og finde glemte kvindelige kunstnere frem af gemmerne.
Vilhelm Lundstrøm. Opstilling. 1928–29. Ordrupgaard. 2022. Ejes af Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk. Pressefoto.
Vilhelm Lundstrøm er en prægtig maler, så der er ingen grund til indvendinger. Anledningen er ligetil. Ordrupgaard har ikke tidligere ejet værker af Lundstrøm, som er yngre end museets grundstamme af kunstnere. Men da Staten overlod arkitekten Finn Juhls hus til museet for mere end 10 år siden efter en privat donation til Staten, fik museet til opgave at varetage også Finn Juhls samling af billedkunst og kunsthåndværk. Heri indgår et smukt portræt af Hanne Wilhelm Hansen, malet i 1946. Det er naturligvis med på udstillingen og ligeledes maleriet af lillesøsteren Lone Wilhelm Hansen. (NB. En pointe er, at det er musikforlæggerfamilien Wilhelm Hansen og altså ikke forsikringsmanden Wilhelm Hansen, som ejede Ordrupgaard! Og Hanne Wilhelm Hansen levede sammen med Finn Juhl i flere årtier i hans hus.)
Vilhelm Lundstrøm. Hanne Wilhelm Hansen. 1946. Finn Juhls Hus. Pressefoto.
Under overskriften Vilhelm Lundstrøm – farvens og formens fornyer – vises adskillige værker i de moderne rum, hvor man får et par gode, sunde gåture på trapperne. Rummene passer faktisk fint til Lundstrøms værker, der er hængt tematisk og ligefrem kronologisk op. For Lundstrøm var en kunstner, der gennemlevede nogle markante faser og på sin vis fulgte de internationale strømninger.
Lundstrøm blev født i 1893 og døde i en alder af 56 år i 1950. Men han levede i en tid, hvor kunsten og maleriet var under forandring, og Lundstrøm fulgte med og formulerede sin egen umiskendelig kunstneriske identitet.
Han blev berømt og berygtet for Pakkassebillederne i 1918 – i fuld overensstemmelse med Braque, Picasso og andres collager. Men i Danmark affødte det den store dysmorfisme-debat om kunst eller ikke kunst og om hvorvidt moderne kunstnere ligefrem var psykisk syge.
Siden fulgte den såkaldt ”krøllede” periode hos Lundstrøm, hvor ikke mindst portrætterne fik en meget snirklet og rund penselsføring.
Så kom perioden med puristiske, lidt golde og kolde malerier med opstillinger af kander og monumentale kvindekroppe. Her ligger måske de mest emblematiske værker og dem, almenheden i dag forbinder med Lundstrøms navn.
Vilhelm Lundstrøm. En væg på Udstillingen på Ordrupgaard.2022. Foto: US.
I forlængelse heraf, i perioden 1933-38, skabte Lundstrøm den højt skattede udsmykning i Frederiksberg Svømmehal med stolte og stoute skikkelser.
Fra 1930erne kom en ny, mere pastelagtig farve og fladeholdning, som holder sig til Lundstrøms alt for tidlige død i 1950. Værker og motiver ændrer sig, men med en fortsat skarphed i både konturer og skygger.
Lundstrøm var vist en festlig og begavet fætter, der var med i diverse sammenslutninger, bl.a. ”De 4” sammen med Svend Johansen, Karl Larsen og Axel Salto. (Der er stadig en udstilling på Øregaard om sammenslutningen).
Af værkerne fremgår det ikke, hvordan Lundstrøm var som menneske, men kataloget gengiver nogle berømte anekdoter om Lundstrøms mandschauvinisme. På bryllupsrejsen mod syd i 1923 med den jævnaldrende malerkollega Yrsa Hansen smed Lundstrøm resolut Yrsa Hansens malergrej ud ad vinduet: ”Der er sgu kun plads til én kunstner i familien. Så vidste hun det. Én gang for alle.” Yrsa så med mildere øjne på forholdet: ”Lunne er den største begavelse af os to, derfor fandt jeg ud af, at jeg kunne være ham mest til nytte ved at lave hans mad og vaske hans pensler.”
Vilhelm Lundstrøm. Ordrupgaard. 2022. Opstilling med kande og fad. 1937. Trapholt. Pressefoto.
Fra 1923-32 boede Lundstrøm primært i Sydfrankrig med familien, men vendt så hjem og var ven med de radikale stemmer som bl.a. P.H., der tegnede hans hus med atelier på Østerbro. I 1940erne til sin død var Lundstrøm professor på Kunstakademiet i København.
Ordrupgaard har med den klare ophængning gjort Lundstrøms oeuvre tilgængeligt og tydeligt, måske for tydeligt. Det bliver så indlysende det hele. Sådan arbejder en kunstner! – kunne udstillingen også have som undertitel, for kunstnerens vej til værket bliver ganske forståelig.
Det mærkelige er, at udstillingen på en måde ikke efterlader nogle hemmeligheder eller spørgsmål, og det er måske både godt og skidt.
Til udstillingen et trykt et flot katalog med tekster af museumsinspektør Morten la Cour, der har stået for udstillingen. I kataloget er der den nødvendige biografi og en værkfortegnelse.
Udstillingen er lige at gå til – en rigtig publikumstræffer, som alle bør se. Og snart er det efterårsferie!
Til og med 15. januar 2023.
- Ordrupgaard har nogle korte og ganske specielle åbningstider: Lukket om mandagen, mens museet først åbner kl.13 tirsdag til fredag – og kl. 11 lørdag og søndag!
Hvilken overlegen, grim måde at skrive på, at det er en mandlig kunstner.
Ordrupgaard er modig og viser endnu en mandlig billedkunstner, der ovenikøbet afbilder kvinder en masse. Her er altså ikke noget med at være politisk korrekt og finde glemte kvindelige kunstnere frem af gemmerne.
Hvorfor kommentere det og gøre det til en ting. Af navnet kan man gætte, det er en mand, han er kunstner – det er vel det. “Ulla”, som har skrevet artiklen, har tydeligvis ikke læst kommunikation – fortæl det vigtigste først!!! Hun ødelægger fyldstændig stemningen med den bemærkning, og man kan ikke tage hendes skriveri seriøst efter det.
Ak ja, så er vi vist blot uenige. I øvrigt har museet også selv lagt vægt på Lundstrøm som en “mand” – i kataloget. Egentlig refererede jeg blot fra det forudgående pressemøde på museet. Og når man i 2022/23 tænker i kønsspecifikke baner skyldes det bl.a., at adskillige kulturinstitutioner for tiden graver kvindelige kunstnere frem af gemmer og arkiver. Derfor er der en pointe i, når et museum viser en “mandlig kunstner”. Og “ulla” – det er mig, der skriver om teater og billedkunst på www.kulturkupeen.dk Og kommunikation har jeg ikke studeret, men så meget andet – og en tur rundt om journalisthøjskolen har jeg heller ikke været, men dog arbejdet som journalist i adskillige år. Som alle andre anmeldelser og kommentarer er skriverierne her i Kupeen personlige betragtninger. Mvh ulla strømberg
hej. har I ikke anmeldt ‘det kolde øje’ på Louisiana? Jeg har prøvet at benytte siden søgefunktion, men der kommer ikke noget frem
vh
Jens
hej, tak for interessen, Nej, det har jeg ikke. Var bortrejst, da udstillingen åbnede, og da jeg sidenhen så udstillingen, var jeg ikke så begejstret og undlod derfor at skrive om den.