Kulturkupeen

Words and Pictures

∗∗∗∗

Stærkere end ord.

Når Juliette Binoche er på rollelisten, forventer man en god film. Den nu 50 årige smukke og talentfulde franske skuespillerinde har prydet det hvide lærred i en årrække. Tænk bare på Kieslowski’s triologi Blå, Hvid og Rød fra 1993-94, eller film som Den Engelske Patient(1996) og Chocolat(2000). Skønne film.

I Words and Pictures spiller hun den italienske Dina Delsanto, en succesrig billedkunstner, der pga. en fremadskridende smertefuld gigtsygdom må lægge maleriet på hylden, og som i stedet bliver billedkunstlærer på en Highschool i USA. Her møder hun den alkoholiserede, selvoptagede og utålelige Jack Marcus(Clive Owen), der på trods af dette er en dedikeret og dygtig engelsklærer. Han var i sine unge dage i en kort periode en succesrig forfatter, men har ikke udgivet noget i årevis. Han er bange for at miste sit job. Skolen har flere gange påtalt hans alkoholproblem og det faktum, at han er ustabil og ikke møder op til tiden. Så bag den overlegne facade lurer angsten for en yderligere deroute. Forholdet mellem de to slår gnister. Dina er lige så afvisende og skarp i replikken som Jack. Han foreslår en intellektuel krig mellem ord og billeder, idet han er overbevist om, at ordet har langt større værdi end billedkunst. Snart bliver hele skolen indblandet i det bizarre projekt.

Den 75 årige australske Fred Schepisi er filmens instruktør. Manuskriptforfatteren er den 73 årige Gerald Di Pego. Det er således to erfarne ældre herrer, der står bag filmen. Di Pego siger: “Jack og Dina er begge alvorligt udfordret, og derfor ser jeg filmen som kærlighed på trods af stort set alt – det er ikke en romantisk komedie, men der er temmelig meget sort fandenivoldsk humor i den”. Og det må man sige ja til. Kendetegnende for filmen er ikke romantik, selv om de to drages mod hinanden, men verbal slåskamp.

Manuskriptet er skarpt og præcist og Owen som Jack er ekvillibrist i ordleg. Man skal have antennerne ude, når diskussionen er på sit højeste, og der citeres fra Proust´s, Updike´s og Shakespeare´s værker. Binosche formår at få Dina´s karakter til at virke på en gang stærk og sårbar. Vi følger hende en del i hendes atelier, hvor hun pga. sin sygdom er nødsaget til at bruge hjælpemidler til at male sine nonfigurative store billeder. I virkeligheden er det Binoshe´s egne billeder, der er brugt i filmen. Ud over at være skuespiller arbejder hun også som billedkunstner. Hun siger i et interview. ”Det var meget interessant for mig at se, hvordan Dinas udvikling hele tiden spejles i hendes kunst, og faktisk gjorde det mig også en lang bedre kunstmaler, så det var en utrolig gave at få”. Owen er overbevisende som Jack. Hans rolle spænder vidt fra at være en selvpromoverende og usympatisk figur til en figur der er præget af skiftevis dyb melankoli og eufori.

Words and Pictures er underholdende og seværdig.

http://youtu.be/ehQimFhQmQg

Trailer: Sony Pictures/UIP

Instruktør: Fred Schepisi

Premiere: 11. december 2014