Kulturkupeen

Direktøren for det hele – Triers film som teater på Odense Teater.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Vittig, begavet og farceagtig teaterversion af Lars von Triers filmkomedie: Direktøren for det hele. Forestillingen giver nye dimensioner til den ellers udmærkede film fra 2006.

“Direktøren for det hele” Odense Teater 2018.Foto: Emilia Therese.

Fake news – alt krakelerer

Allerede i 2006 var vi godt klar over, at der var noget galt med bureaukratiet, virksomhedslederne, konsulenterne og IT verdenens helt specielle stil.  I 2018 ved vi, at intet er som det ser ud til, hverken hos bankerne, i centraladministrationen, hos skrankepaverne eller hos manden i det hvide hus. Vi er alle på herrens mark.

 

“Direktøren for det hele” Odense Teater 2018.Foto: Emilia Therese.

1982/2018!

Lars von Triers filmkomedie ”Direktøren for det hele” er derfor mere aktuel end nogen sinde, og med Odense Teaters opsætning af en engelsk teaterversion serveres et flot opdateret, rystende morsomt bud på dansk kontorstil, anno 1982/2018.  For det hele ligner grangiveligt den gamle tv-serie ”En stor familie” – af Lise Nørgaard, Poul Hammerich m.fl. fra 1982. Instruktøren Nicolei Faber har sammen med sin faste følgesvend, scenografen Christian Albrechtsen, skabt et næsten kvalmende kedsommeligt kontormiljø, hvor de ansatte er stivnet i deres roller. Bevægelserne er staccato til det absurde og alt er timet, lige fra deres desperation til glædesudbruddene. Det samme med de norske opkøbere (i filmen islandske) – her spillet af den norsk/danske komiker Sigrid Husjord, der som bekendt ikke er så høj (ca. 1 meter), men iført chaneldragt og pink mink bliver hun en kraftkanon. Sådan har instruktør og scenograf kælet for hver en skuespillers figur.

“Direktøren for det hele” Odense Teater 2018.Foto: Emilia Therese.

Stand in for direktøren

Handlingen er enkel og mærkelig. En virksomhedsdirektør har valgt at være kammerat med sine medarbejdere ved at lade som om, der er en direktør oven over ham selv. Derved kan alle de ubehagelige beslutninger losses over på den aldrig tilstedeværende direktør, der dog sender personlige mails til de ansatte. Alle har derfor et personligt forhold til denne direktør, der ikke findes. Men nu skal virksomheden sælges, og den vage virksomhedsdirektør ansætter en arbejdsløs skuespiller til at spille direktøren for det hele – over for de nye norske købere og personalet.   Og så opstår spørgsmålene: Hvad er virkeligt? Hvad er teaterleg?” Alt er fake”, ville Trier nok også sige i dag.

 

“Direktøren for det hele” Odense Teater 2018.Foto: Emilia Therese.

Det lattervækkende

Detaljer og vittigheder står i kø for at møde publikum. Undervejs klukker man som publikum og tænker tilbage på alle de tåbelige chefer (og kolleger), man har haft igennem årene.  Det er jo mageløst, hvordan et hvert mikrokosmos egentlig afspejler det store, uoverskuelige.

 

Skue- spillerne

Som den arbejdsløse skuespiller viser Benjamin Kitter sin totale beherskelse af komiske attituder, men i modsætning til kontorpersonalet overdriver han faktisk ikke.  Han er tæmmet og teoretisk i sin stil – også sammenlignet med Jens Albinus i filmen. Kitters bud giver også mindelser om den store skuespillerstil i begyndelsen af det 20. århundrede, bl.a. flere Tartuffe-fremstillere, bl.a. den franske Louis Jouvet. Det skyldes nok også figurens guru, teaterteoretikeren Gambini, der altid har et godt råd på rede hånd.  Man tror på Kitter og hans afhængighed af Gambini og dennes teorier.

Med Benjamin Kitter og Ole Boisen i spidsen (med to helt forskellige spillemåder) – fungerer hele skuespillerholdet fortræffeligt med deres gakkede gangarter, markerede kropsholdninger og småborgerlige påklædning.

 

“Direktøren for det hele” Odense Teater 2018.Foto: Emilia Therese.

Spillestil og teknik

Teaterforestillingen udnytter flere teatralske elementer, bl.a.tages teksten for pålydende, men alligevel spilles der karikeret og i udstrakt arm.  Ikke egentlig verfremdung, men derhen ad.  Det fungerer perfekt.  I øvrigt har hele historien reference til Bertolt Brechts ”Det gode menneske fraSezuan”, hvor titelfiguren netop må opfinde en ond fætter for at overleve. Hun var selv for god.  Og således anvendte Brecht bl.a. Verfremdung: At vise, demonstrere rollen, men aldrig blive sentimental.  Og hvordan var det egentlig med filmselskabet Zentropa? I starten havde makkerparret Peter Aalbæk og Lars von Trier også nogle meget fastlagte roller – som var hinandens modsætninger: Den ene kørte i stor ny bil, den anden i en gammel kassse etc.

 

Til filmen ”Direktøren for det hele” opfandt Lars von Trier ovenpå alle dogmereglerne det lidt irriterende princip: automavisionering, hvor der ikke sættes lys, og kameraerne selv vælger indstilling og framing.  Det gjorde filmen anderledes og lidt uskøn.

Teaterforestillingen er derimod stram, disciplineret og perfekt orkestreret.   Derfor bliver det en dobbelt nydelse.

Tillykke til Odense Tater – og lidt af en triumf for de principper, som instruktøren Nicolei Faber og scenografen Christian Albrechtsen har hyldet i de seneste år.

Ps. I denne uge havde også Aarhus Teater premiere på en gammel Trier-film: ”Dancer in the Dark”. Til gengæld er den store Lars von Trier udstilling på Brandts lukket, men det fremragende katalog med masser af baggrundsstof om Trier og hans film findes stadig.

“Direktøren for det hele” Odense Teater 2018.Foto: Emilia Therese.

 

Og så et suk:

”Direktøren for det hele” er et komplekst og interessant værk. Publikum fortjener derfor nogle stikord inden de ser forestillingen: Om Trier, on filmen, om instruktøren, skuespil/versus film etc.   Men Odense Teater har sparet det rigtige program væk. Der er blot en dobbelt folder med masser af billeder og navne på de medvirkende. INTET andet. Det er for galt for en landsdelsscene. Det ville ikke koste ret meget at aftrykke diverse informationer om filmen fra 2006, der står forholdsvis isoleret i Lars von Triers samlede oeuvre. Der kunne også henvises til Odense Teaters gamle, meget roste udgave af ”Breaking the Waves”.   Det mærkelige er, at der på teatrets hjemmeside under skolemateriale ligger næsten 30 sider om forestillingen. Desværre skrevet i skolemesterstil med lidt grove generaliseringer og tåbelige fremmedord. Men det er dog bedre end ingenting. Hvorfor ”oversætter” teatret ikke skolematerialet og bruger det som forbrugeroplysning. På nettet ligger der også to ikke så professionelt gennemførte samtaler med instruktøren Nicolei Faber om forestillingen.  Teaterversionen er dog langt bedre end det, interviewene udsiger.  Odense Teater bør arbejde med formidlingen. Det er godt, at teaterforestillingerne er af høj kunstnerisk kvalitet, men budskabet skal også nå ud på rette måde – både før og efter et teaterbesøg.

“Direktøren for det hele” Odense Teater 2018.Foto: Emilia Therese.

 Direktøren for det hele.

 Af Lars von Trier

 Dramatisering Jack McNamara
Iscenesættelse Nicolei Faber

Scenografi og kostumedesign Christian Albrechtsen
Lysdesign Simon Holmgren

Lyddesign Kim Malmose

Oversættelse og bearbejdelse Christina Wendelboe

 

Medvirkende

Ole Boisen/Ravn, Benjamin Kitter/Kristoffer, Malene Melsen/ Mette, Mette Kjeldgaard Jensen/ Lise, Louise Davidsen/ Kirsten, Mogens Rex /Nalle, Kristoffer Helmuth/ Gorm, Peter Høgsbro /Tolk og Sigrid Husjord/ Fru Høifødt.

“Direktøren for det hele” Odense Teater 2018.Foto: Emilia Therese.

www.odenssteater.dk