Kulturkupeen

En frygtelig kvinde

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Sjov og provokerende.

En frygtelig kvinde er historien om kvindens ødelæggende insisteren på dominans i parforholdet. Et sandfærdigt portræt af kvindens frygtelige natur. Ordene er fra lancerings materialet til filmen. En provokation, der vil noget. Det kommer jeg tilbage til.

Filmen er en satirisk komedie om alt det frygtelige, kvinder kan gøre mod de stakkels mænd i moderne parforhold. Kvinder er manipulerende, besidderiske og vil bestemme ALT. Manden har ikke en kinamands chance for at pleje sine alfahan instinkter. Han er reduceret til en lallende nikkedukke og bliver som en træt pony trukket rundt i manegen dag ud og dag ind af den frigjorte kvinde. Det er rigtig synd for ham.

Præcis sådan føler Rasmus(Anders Juul) omkring sit forhold Marie(Amanda Collin). De to møder hinanden gennem nogle venner. De forelsker sig hovedkulds, og snart flytter Marie med alt sit habengut ind i hans lille lejlighed på Nørrebro. Hun rykker om på det hele, så der bliver plads til hendes ting. Ud ryger hans. Enten bliver de placeret nede i kælderrummet, eller også bliver de solgt på loppemarked. Hun sætter alt i system og hænger en stor kalender op i gangen, hvor de skal skrive samtlige af deres aftaler både privat og arbejdsmæssigt. På den måde har de altid har styr på, hvad den anden laver. Aftalerne bliver skrevet med forskellig farve alt afhængig af, hvor vigtige de er. Hun forsøger at gøre den kødglade Rasmus til vegetar. Da det bliver for meget for Rasmus siger hun: Jeg tager den plads, der er og fylder meget. Du kan bare sige fra. Hvilket han forsøger, men nu uden hovedparten af hans sjæl og indbo, som er erstattet af hendes. Da Rasmus klager i sin nød til en af sine venner, svarer vennen: Tag det roligt. Det er kun kvinder for helvede.

Filmen er meget morsom. Man føler med den arme Rasmus, der er faldet i den frygtelige kvindes kløer. Indrømmet, hun er storslem. Men man kan ikke lade være med at tænke, om han egentlig ikke selv er skyld i, at han hænger i dyndet. Ingen tvinger ham til at blive i parforholdet, og selv siger Marie. Jeg er jo ikke farlig, vel ? Og det er hun heller ikke, men  efterhånden som filmen skrider frem, kan man alligevel ikke lade være med at tænke, om hun ikke trods alt har et psykisk problem.

Juul og Collin er begge fremragende som respektive Rasmus og Maria. Lige så sympatisk Rasmus er, lige så usympatisk er den nærmest dæmoniske Maria. Maria kigger med et skælmsk blik i kameraet to gange i løbet af filmen, noget man ellers ikke gør på film. Her virker det rigtig godt, som om hun tager gas på os alle.

Bag filmen står den 39 årige skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør Christian Tafdrup. En frygtelig kvinde er hans anden spillefilm. sidste år barslede han med filmen Forældre som er en coming- of-age historie, der foregår mellem drøm og virkelighed. Den vandt han flere priser for.

Man må give Tafdrup, at han ikke er bange af sig. Han får sikkert på hattepulden af et hav af feminister, der vil argumentere for, at kvinder har været underlagt manden og hans luner i flere tusinde år, uden at de har haft mulighed for at sige fra. De er det stadig væk i store dele af verden, ja selv nogle steder i vores andedam. Burde Tafdrup i bund og grund ikke tage sig en tudekiks, når den frygtelige kvindes ugerninger ses i det lys?

I hvert fald har han med En Frygtelig Kvinde begået en provokerende, morsom og ironisk film, som nok skal fyre op under kønsrolledebatten.

Instruktør: Christian Tafdrup

Fotos og trailer: Nordisk Film

Premiere 25. december 2017