Kulturkupeen

Kat på et varmt bliktag. Betty Nansen Teatret.

 

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

 Overraskende vittig og underholdende candyfloss-moderniseret ”Kat på et varmt bliktag” på Betty Nansen Teatret. 

Kat på et varmt bliktag. Betty Nansen Teatret. Scenografi og foto: Christian Friedländer.

Med scenografen Christian Friedländer hjemme igen i Danmark og instruktøren Minna Johannesson har den gamle amerikanske tekst fra 1955, der emmer af sydstatsvarme, fået en tur i centrifugen og dernæst en effektiv opvarmning i den moderne, tyskinspirerede bageovn. Alt det møje klæder forestillingen, der ellers kan være svær at spille på vore breddegrader. For teksten i sin helhed er trist indtil det bevægende, dog garneret med nogle vittige indfald. Men det er netop dem, instruktøren og scenografen har grebet og mangedoblet, vittighederne altså.

Kat på et varmt bliktag. Betty Nansen Teatret. Scenografi og foto: Christian Friedländer.

Der skal mod til at blæse på alle de detaljer i dekorationen som Williams møjsommeligt beskriver i regibemærkningerne. Også teksten er forkortet og strammet op, så det vittige står tilbage. Ikke mindst betegnelsen ” de halsløse monstre” er blevet til en kernereplik.

De halsløse monstre er fem møgirriterende unger, der hele forestillingen igennem styrter rundt under skrig og skrål. Som Maggie, the cat, siger: “Det mest irriterende ved halsløse monstre er, at man ikke kan vride hovedet af dem, for der er jo ikke nogen hals.”

Stykket er en klassiker, og her kan det være farligt at være gammel, for så husker man tilbage, ikke mindst på filmen, der kom tre år efter Broadway-premieren.  I 1958 bjergtog Elizabeth Taylor og Paul Newman den vestlige verden, da kameraet kunne rykke helt ind i soveværelset og tage nærbilleder af dette ulykkelige par: han deprimeret, tidligere sportsmand og sportskommentator og nu afhængig af sin whisky, som det eneste middel til at dulme sorgen og savnet over vennen Skippers død. Hun, uforløst, sexet, sulten – i selskab og gift med en mand, der ikke gider hende. Ak, hvor trist.

Kat på et varmt bliktag. Betty Nansen Teatret. Scenografi og foto: Christian Friedländer.

Hos Williams er det varmt. Mississippivarmt. Parret er alene og alligevel ikke, i hans rige barndomshjem, hvor broderens 5 unger rumsterer, mens broderen og hans fødeeffektive kone lurer på dem og blot afventer, at Big Daddy skal stille skoene. Big Mamy styrter nervøst rundt og håber på det bedste. Familien er samlet til Big Daddys fødselsdag. Måske den sidste.

Historien kan spilles tårepersende, med overdreven langtrukken Southern accent – eller som her legende let på et parodisk, surrealt metaplan med pink plastic, palmer, guld og glimmer.  Den moderne tyske stil, som gør alt til spex og spas. I denne omgang fungerer det perfekt, også med kostumerne, hvor storebroderen er i pink habit, så han går i med tapetet. I anden del af forestillingen mangler han bukserne og løber rundt som en indianer efter beviser på Bricks ufrugtbarhed og faderens snarlige død.

Kat på et varmt bliktag. Betty Nansen Teatret. Scenografi og foto: Christian Friedländer.

Maggie, the Cat, spilles af Johanne Louise Schmidt. Hun veksler imellem munterhed, vrede og sexet stemme. Men der er ingen modtager.  Heller ikke Big Daddy bider på.  Et trist eksemplar af kvinderacen og en omvendt #MeeToo. Sjovt spillet. Omklædningerne  fra det ene 1950-erne guldlamé-gys til det andet klares hurtigt. Lidt mager er hun, men hendes energi kompenserer. Brick spilles af Patrick Baurichter. Flot ser han  ud, men siger næsten ingenting, mens han  går rundt med et whiskyglas og en  krykke iført små1950-er underbukser  og en gennemsigtigt kimono. Der er lidt amerikansk popkunst over udtrykket, men også britisk, hvor en kunstner som Richard Hamilton ( 1922-2011) giver associationer:

Richard Hamilton: 1956. Collage.” Just what is it that makes today’s homes so different, so appealing?”

Olaf Johannessens bliver som skuespiller dybere og dybere i stemmen. Selv om også han er spinkel af statur er der krudt, volumen og ikke mindst lune og ironi i hans figur.  Imponerende. Og han får alt ud af Big Daddy. Denne selfmade, lidt primitive  mand kommer man til at holde af, den store bomuldsplantageejer med vulgær tale.

Kat på et varmt bliktag. Betty Nansen Teatret. Scenografi og foto: Christian Friedländer.

Ditte Gråbøl giver Big Mama i denne version præcis den dosis munterhed og distance som er påkrævet. Et perfekt modspil. Hun tier og græmmes, da Big Daddy river gulvtæppet væk under 45 års ægteskab. Også hun er i pink.

Den store karikatur i denne fortolkning er storebroderen Cooper, spillet grinagtigt og allestedsnærværende af Mikkel Arndt. Han får god hjælp af den blege kone, Kitt Maiken Mortensen, som er ligeså ærgerrig og grisk som ham.

Jeg glemte at nævne partypianisten  i hjørnet, som oven i købet har en lille mager, sort hund med. Det fungerer perfekt med dåsemusikken, som supplerer hele det visuelle udstyr.

Kat på et varmt bliktag. Betty Nansen Teatret. Scenografi og foto: Christian Friedländer.

Scenografien er interessant ved hele tiden af være fyldt til bristepunktet af flere lag: forscene, mellemscene og bagscene. Palmer, kaktusser, badekar, skrigende børn, musikinstrumenter og spioner på udkig! Alt er der plads til på den lille scene. Scenografen Christian Friedländer løfter forestillingen op over et 1950-er amerikansk plasticunivers, hvor penge ikke er noget, man taler om, men alligevel er drivkraften bag det meste. Og så alligevel ikke, når døden og afgrunden lurer.

Nedenunder al ”støjen” – også i overført betydning –  ligger Tennessee Williams tekst og skuespil og klarer sig flot.  Her er en forestilling  af tiden og til tiden – men som nok vil være lidt out datet om føje tid.

Kan varmt anbefale Katten. Glem filmen og de gamle Hollywood-stjerner og giv de brave danske skuespillere og ikke mindst scenografien en chance. Det fortjener alle.

 

  1. Oversættelsen ved Madame Nielsen er velfungerende, selv om der på dansk er nogle moderne begreber med i denne 1950-er-historie. Men bearbejdelsen måtte godt have fået en ekstra opstramning, når nu en række af sidehistorierne er udeladt.


MEDVIRKENDE
Johanne Louise Schmidt, Patrick Baurichter, Olaf Johannessen, Ditte Gråbøl, Mikkel Arndt, Kitt Maiken Mortensen, Mikkel Hess m. fl.

INSTRUKTØR Minna Johannesson
SCENOGRAFI OG KOSTUMER Christian Friedländer

OVERSÆTTELSE Madame Nielsen

www.bettynansen.dk